Ulighedstopmøde: Stigende ulighed skader væksten

Reportage fra ulighedstopmøde, 1. del: Ulighedens topmøde havde i år fokus på den stigende usikkerhed, der følger i kølvandet på de ændringer, der i disse år sker med vores arbejdsmarked.
Ord som ’ulighed’, ’usikkerhed’ og ’utryghed’ præger i øjeblikket den offentlige debat. De er blevet brugt til at forklare den seneste tids politiske rystelser såsom udfaldet af Brexit-afstemningen i Storbritannien og valget af Trump i USA, og står højt på dagsordenen når eksempelvis verdens topledere mødes i World Economic Forum for at diskutere de globale udfordringer.

Uligheden i hele den vestlige verden stiger, og globalisering, automatisering og ikke mindst nye platformsløsninger, hvor den traditionelle lønmodtager afløses af vikarer og freelancemedarbejdere, presser ikke kun de lavtlønnede på arbejdsmarkedet, men også store del af middelklassen.

Udviklingen ses stærkest i udlandet, men er også på vej i Danmark – måske hurtigere end vi er klar over. Og har vi ikke svar parat, så kan den undergrave hele den danske arbejdsmarkedsmodel og udhule det sociale sikkerhedsnet for danskerne.

Netop de udfordringer var på programmet, da Tænketaken Cevea mandag afholdt Ulighedens Topmøde under overskriften ”En ny usikkerhed”. Omkring 150 deltagere var samlet i DGI-Byen, heriblandt mange repræsentanter fra faglige organisationer, til en række oplæg og debat om, hvordan vi i Danmark kan tackle de udfordringer, vi står over for.

Flere jobs i toppen – og i bunden
Cevas direktør Kristian Weise indleder med at fortælle om en netop offentliggjort analyse fra Cevea. Den viser, at selvom der overordnet set er skabt flere jobs i Danmark fra 2010 til 2015, så er der stor forskel på, hvor det er skabt henne.

Faktisk viser analysen, at der er kommet 25.000 stillinger i de lavtlønnede brancher og 70.000 flere stillinger i de højtlønnede brancher. Til gengæld er der forsvundet 32.000 stillinger blandt det, man kan kalde mellemindkomsterne. Det betyder, at arbejdsmarkedet bliver mere polariseret, og at traditionelle middelklassejobs med fast ansættelse, solid overenskomstdækning og en rimelig løn er på tilbagetog. ”Middelklassen er presset”, som Kristian Weise formulerer det.

I stedet for faste stillinger arbejder et stigende antal i både Danmark og resten af den vestlige verden i dag i såkaldte atypiske stillinger. Dem er der ifølge Cevea cirka en halv million af i Danmark, fordelt på deltidsansatte og midlertidigt ansatte. Nogle har valgt det af egen fri vilje, fordi det giver fleksibilitet og muligheden for selv at vælge sine arbejdsopgaver. Men andre har valgt det mod deres vilje, fordi det ganske enkelt ikke har været muligt at finde et fast arbejde inden for deres fagområde.

OECD: Ulighed skader væksten
Dagens første eksterne oplæg kommer fra Céline Thevenot, der er analytiker ved den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. OECD udsendte i 2015 en rapport, som konkluderede, at stigende ulighed de seneste årtier har skadet den økonomiske vækst i de vestlige lande. En rapport, der har vakt stor international opsigt, da den gør op med den mangeårige forestilling om, at ulighed skaber dynamisk i samfundet.

Céline Thevenot starter med at slå fast, uligheden i mange vestlige lande er rekordhøj, og at det ikke kun er de fattigste som er hægtet at udviklingen, men faktisk de nederste 40 procent af befolkningen. Uligheden er langt større i USA end i Danmark, men Thevenot understreger, at også uligheden i Danmark har været stigende de seneste årtier.

Når stigende ulighed er et økonomisk problem, hænger det ifølge OECD først og fremmest samme med, at større ulighed svækker den sociale mobilitet i samfundet. Det betyder, at folks potentialer ikke udnyttes fuldt ud, og at vi derfor får en lavere vækst end vi kunne have haft, hvis alle kompetencer var blevet udnyttet. Det er blandt andet tal fra Pisa-undersøgelserne som viser en stærk sammenhæng mellem hvor stor lighed der er i et land, og hvor gode landene er til at bryde den negative sociale arv.

Årsagen til den stigende ulighed skal blandt andet findes i, at der fra midten af 90’erne er der sket en øget polariseringen på arbejdsmarkedet. Der er især sket en stigning i det, der i Danmark kaldes atypiske ansættelser, hvor man eksempelvis arbejder som deltidsmedarbejder, freelancemedarbejder eller som vikar. Det kan blandt andet betyde, at man ikke i samme grad som det øvrige arbejdsmarked er dækket af de regler og overenskomster, der skal beskytte lønmodtagerne. Konsekvenserne har blandt andet være lavere løn, større usikkerhed om ansættelse, dårligere social beskyttelse og mindre adgang til efteruddannelse.

Omvendt har toppen af samfundet oplevet en stor stigning i deres indkomster, især de arbejdsfri gevinster som eksempelvis bolig- og aktiegevinster. Uligheden i indkomster er steget – men uligheden i formuerne er steget endnu mere, fortæller Céline Thevenot. Til gengæld er der kommet flere kvinder på arbejdsmarkedet, hvilket har sikret middelklassen højere indkomst og dermed dæmpet stigning i uligheden.

Skat på kapitalindkomst kan sikre mere lighed
Hvad bør OECD-landene så gøre for at bryde det nuværende mønster og sikre både mere lighed og mere vækst? Et væsentligt skridt hen imod at sikre mere lighed er derfor ifølge Thevenot at satse på den tidligere indsats i børnehaver og folkeskoler, for på den måde at mindske betydningen af social baggrund, så flere kan få en uddannelse. På arbejdsmarkedet skal der ske en bedre beskyttelse af lønmodtagerne, eksempelvis gennem indførelsen af minimumsløn eller gennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Dertil anbefaler Céline Thevenot at se på skattesystemerne, så de bliver mere effektive til at omfordele velstanden i samfundet. Hun peger på, at eftersom formuerne i samfundet er endnu mere koncentrerede end indkomsten, bør skattereformer fokusere på at beskatte formuer frem for indkomst. Hun foreslår derfor at hæve skatten på kapitalgevinster såsom aktieindkomst eller boliggevinstger.

Endelig peger Thevenot på, at vi i Danmark bør være opmærksomme på, at kombinationen af høje overførselsindkomster og høj skat på arbejdsindkomst kan betyde, at der for nogle er små incitamenter til at arbejde. Det afføder en reaktion fra salen. Sagde hun virkelig, at overførselsindkomsterne i Danmark er for høje og bør sænkes, så det bedre kan betale sig at arbejde, spøger en undrende tilhører fra salen?

Thevenot understreger, at eftersom langtidsledigheden i Danmark er relativ lille, er det næppe et stort problem. Hun mener ikke, at overførslerne er for høje, men opfordrer til at se på, om skatten på arbejde for de lavtlønnede er for høj. Konsekvensen er ikke desto mindre, at kompensationsgraden sænkes.

Uddannelse kan sikre både vækst og lighed
Dagens anden oplægsholder, økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen, fortsætter i samme spor som Céline Thevenot med at fokusere på forholdet mellem vækst og lighed, med særligt fokus på betydningen af uddannelse.

Han indleder med at konstatere, at der internationalt er en rimelig god tendens til, at høj lighed og høj velstand følges ad. Det er dog vanskeligt at sige hvad der er årsag og hvad der er virkning – har man velstand fordi man har høj lighed, eller vice versa? Han mener dog det er værd at hæfte sig ved, at de nordiske lande dobbelt så højt skattetryk som USA, men alligevel klarer sig rigtig godt økonomisk. Så omfordeling står tilsyneladende ikke i vejen for økonomisk vækst.

Grundlaget for den nordiske model er i høj grad det, Torben M. Andersen kalder den aktive omfordeling, der især handler om at fokusere på uddannelse og lige muligheder og have et samfund med høj beskæftigelse og rimelige lønninger.

Den passive omfordeling gennem skatter og overførsler er ifølge Torben M. Andersen snarere et forsøg på at ”reparere” på den ulighed der er opstået. Dertil kommer, at den passive omfordeling lægger pres på de offentlige finanser, hvilket igen kræver skatter, der kan virke forvridende andre steder, eksempelvis på arbejdsudbuddet.

Vigtigt at restgruppen kommer med
I lighed med OCED peger han på, at det kan skade væksten i et samfund, hvis for få gennemføre en uddannelse. Men det betyder også, at der formentlig er et stort potentiale for at gennemføre uddannelsesreformer, der både styrker ligheden og øger væksten. Men det kræver først og fremmest, at betydningen af den sociale baggrund i uddannelsessystemet mindskes. For trods mange års fokus fra skiftende regeringer, så har den stadig stor betydning.

Fremadrettet ser Torben M. Andersen da også det største ulighedsproblem i Danmark som værende tilstedeværelsen af en stor restgruppe, altså personer som ikke gennemfører en uddannelse. Der bør derfor også fremover føres en aktiv fordelingspolitik gennem uddannelsessystemet for at få restgruppen med. Han holder sig dog tilbage med at give konkrete anbefalinger: ”Som økonom skal jeg ikke bestemme, hvad der skal undervises i i 3. klasse, men med at opstille nogle gode rammer”, slutter han.

 


Kommentarer fra Facebook