Ultimativ kovending: Samuelsen dropper topskat

Hvis Liberal Allianc ikke står fast på topskattelettelser, så har partiet ifølge partiformanden ”ingen eksistensberettigelse”.
Liberal Alliances formand Anders Samuelsen meldte søndag ud, at regeringen trækker det forslag om at sænke topskatten, som den ellers stædigt har holdt fast i det seneste år, trods modstand i både folketinget og befolkningen.

Nyheden kom først på DR, men efterfølgende skrev Anders Samuelsen et indlæg på Facebook hvor han redegjorde for beslutningen. Her skrev han blandt andet:

”1. At alle skattelettelser er gode skattelettelser

2. At vi dropper topskattelettelserne, fordi S og DF er totalt imod.

3. MEN at vi i stedet kommer med et udspil med historiske store skattelettelser.”

Dermed er to års politisk diskussion om topskattelettelser lagt i graven for nu.

[read-also]

Ingen eksistensberettigelse
Der er tale om kn kovending af dimensioner fra den samme Anders Samuelsen, som i årevis har prædiket budskabet om, at topskattelettelserne nok skulle komme og at det ligesom var hele formålet med en borgerlig regering. Særligt to skråsikre udtalelser kommer til at jage Anders Samuelsen i den kommende tid.

For det første, denne kommentar om, at hvis regeringen ikke kan få gennemført topskattelettelser, så er der faktisk ingen grund til at være i regering:

”Hvis man ikke kan levere på det her punkt, så er man ikke en borgerlig-liberal regering. Så er det ikke noget med at vælte en regering, så må man bare konstatere at der ikke bliver ført borgerlig-liberal politik, og så er der ingen grund til, at man sidder der,” sagde han til Berlingske og tilføjede, at han var sikker på, at man ikke ville komme i den situation.

Den fulde konsekvens af den udtalelse er jo enten, at Liberal Alliance skulle trække sig fra regeringen og går tilbage til rollen som støtteparti eller, at partiet trækker støtten og tvinger Lars Løkke til at udskrive valg.

For det andet, så sætter beslutningen spørgsmålstegn ved hele Liberal Alliances eksistensberettigelse – hvis man altså skal tro på Anders Samuelsen selv.

”Hvis LA ikke står fast på kravet om topskattelettelser nu, har vi ingen eksistensberettigelse som liberalt parti,” sagde han i foråret 2016.

Socialdemokrater håner Samuelsen
Beslutningen om at droppe topskattelettelserne vakte begejstring hos Socialdemokratiet, som havde svært ved at skjule deres begejstring over at Samuelsen valgte at opgive deres ideologiske arvegods og strække våben på topskatten.

De stålsatte øjne løber i vand bag tonede ruder,” lød det fra partiformand Mette Frederiksen, med henvisning til de tonede ruder i en ministerbil, mens hun valgte at fejre Samuelsens udmelding med en øl.

Hun skriver endvidere, at beslutningen bør bruges som afsæt til at styrke fællesskabet:

”Først fik vi stoppet den uretfærdige ide om at alle skal arbejde længere. Men vi vil mere med Danmark. Nu skal vi gøre det rigtige og retfærdige, så gode tider kan blive bedre - for alle!”

Mette Frederiksens partifælle Nick Hækkerup kalder i et Facebook-opslag Anders Samuelsens forklaring for et ”ynkelige forsøg på at tale sit kæmpe topskattelettelsesnederlag ned”.

Enhedslisten: Alternativet kan være lige så slemt
Mens mange i oppositionen glæder - og nogen ligefrem fryder - sig over Anders Samuelsens kovending på spørgsmålet om topskat, så betyder det ikke, at der ikke kommer asociale skattelettelser, advarer blandt andre Enhedslistens finansordfører Palle Dragsted.

”Man kan forgylde de rigeste ti procent på mange måder. For eksempel ved at sænke beskatningen af kapitalindkomster, eller ved at sænke afgifter på luksusvarer.

Men herudover: Regeringen har altså ikke opgivet planerne om at bruge et stort milliardbeløb på at sænke skatten - formentlig ved at forhøje beskæftigelsesfradraget.

Det vil for det første betyde færre penge til vores skoler, ældrepleje, politi, børnehaver og alt det andet, der skaber et trygt og godt samfund,” skriver han i et opslag på Facebook.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook