"Ultimatum og deadline var et falsum"

S-medieordfører Mogens Jensen bedømmer kulturminister Mette Bocks deadline og ultimatum som bluff
Kulturminister Mette Bocks  "ultimatum og deadline var et falsum".

Så kategorisk bedømmer den socialdemokratiske medieordfører Mogens Jensen over for MediaWatch kulturminister Mette Bocks melding mandag til rød blok: Acceptér den økonomiske besparelses-ramme for medieforliget senest tirsdag (Altså i går, red.) kl. 18 - inklusive et "sidste tilbud" - eller man er ude af de fortsatte medieforhandlinger.

SF og Socialdemokratiet svarede ikke på Bocks påståede ultimatum, mens Enhedslisten, Alternativet og de radikale i går meldte klart fra over for Bocks økonomiske ramme.

Siden det påståede ultimatum udløb har Mette Bock været tavs.

Socialdemokratiet og SF regner med at møde frem til fortsatte forhandlinger i Kulturministeriet i dag.

"Jeg møder op for at høre, hvad kulturministeren har at fortælle. Men det giver ikke meget mening at gå i gang med detailplanlægning, før den økonomiske ramme er afklaret," siger Mogens Jensen til Ritzau.

Frederiksen & Jensen forhandler

Mogens Jensen regner med et ultra kort møde. Der foregår nemlig parallelle forhandlinger mellem socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og finansminister Kristian Jensen (V) om den overordnede økonomiske ramme for medieforhandlingerne.

Der foregår nemlig parallelle forhandlinger mellem socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og finansminister Kristian Jensen (V)

Og før de overordnede forhandlinger er afsluttet, kan der reelt ikke forhandles videre om detaljerne i et medieforlig, vurderer Mogens Jensen.

Mette Bock lagde mandag et angiveligt "sidste tilbud" på bordet. Flere medier nævner at tilbuddet lyder på, at der skal spares 380 millioner kroner mindre på public service end de 1,1 milliarder kroner regeringen oprindeligt spillede ud med. Der er dog tvivl om, om de nævnte 380 millioner kroner reelt er nye penge - eller om det blot er penge, der tages fra DR's fremtidige statstilskud.

Netop fordi forhandlingerne mellem Mette Frederiksen og Kristian Jensen ikke er afsluttede, afviser S også at forholde sig til Mette Bocks påståede "sidste tilbud".

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce