Annonce

Ulven kommer med mere drama og mindre socialrådgiver-virkelighed

Anmeldelse: Der bliver sat skub i dramaet i sjette afsnit af DR’s socialrådgiverdrama Ulven Kommer og vi kommer længere ind til kernen af familiens problem.
Nu er der kun få dage til, at anbringelsessagen endeligt skal for børne- og ungeudvalget i DR’s dramaserie ’Ulven kommer’.

Inden søndagens afsnit, der sjette i rækken, tænkte jeg, at serien var ved at blive lidt lang i spyttet, og nu må vi da snart komme længere ind til kernen i den lille familie, som består af Holly (Flora Ofelia Lindahl Hoffmann) og Theo (Noah Storm) og forældrene Dea (Christine Albeck Børge) og Simon (Peter Plaugborg).

Denne gang bliver jeg ikke skuffet.

Jeg har i flere af mine anmeldelser givet udtryk for, at det er et tyndt anbringelsesgrundlag for Holly og Theo.

Det er selvfølgelig hele omdrejningspunktet for plottet, så dramatisk havde det nok været svært at gøre anderledes, men det er også det, der bekymrer mig mest.

Sager, hvor børn bliver anbragt, fylder meget i den offentlige debat – og med god grund. Men eftersom det er de færreste, der oplever anbringelser, og fordi hele min faggruppe, socialrådgiverne, ikke kan udtale sig om det grundet tavshedspligt, så er det svært at få en nuanceret debat.

En anbringelse uden samtykke

Derfor vil jeg gerne dykke ned i situationen, hvor forældrenes advokat fortæller dem, at de måske skal prøve at lade sig skille for at vise velvilje, fordi kommunen får ret i 98,2 pct. af sagerne – det, som serien lader forstå, er, at socialrådgiverens mavefornemmelse altid vinder.

Og her er der altså noget, de har fået lidt galt i halsen, og der vil nok sidde en masse forældre rundt om i landet og tænke, at anbringelser er en lang kafkask vilkårlighed, hvor systemet altid vinder.

Men for det første ville en normal socialrådgiver benytte sig af socialfaglige argumenter og ikke af ”synsninger”. Og socialrådgiveren Lars (Bjarne Henriksen) havde aldrig fået lov at freestyle så meget, som han gør her.

Der vil altid sidde en chef, som både vogter over de faglige og juridiske vurderinger og også kommunens pengekasse – for en anbringelse er rigtigt dyr.

Systemet vinder ikke altid

For det andet, så giver Børne- og Ungeudvalgene i kommunerne ikke familieafdelingen medhold i 98,2 procent. af sagerne.

Der sidder blandt andet en dommer og to pædagogisk/psykologisk sagkyndige og vurderer både den faglige kvalitet af sagen og lytter til forældrene og børnene igen.

Herefter går alle sager med tvang så videre til Ankestyrelsen, som igen gennemgår hele sagen – og det er så statistik fra dem, der siger, at der stort set aldrig er fejl i selve grundlaget for kommunens anbringelser.

En sag går altid igennem mindst fire led. Først en socialrådgiver, så en chef, så et børne- og ungeudvalg og til sidst Ankestyrelsen, og hver gang bliver der lyttet på forældre og børn igen.

Mindre vilkårlighed i den virkelige verden

Der er i den offentlige debat mange holdninger til, hvordan anbringelser uden samtykke skal skæres, men det er altså ikke den vilkårlighed, som fremgår her i ’Ulven kommer’.

Det er et område, som både socialrådgivere og chefer tager meget alvorligt. Fordi det er meget indgribende for et barn og dets familie at anbringe, og der er derfor også helt naturligt rigtigt mange sagsskridt, der skal være opfyldte.

Fejl i sociale sager er jævnligt oppe i medierne, men de ligger typisk andre steder end omkring anbringelsen.

Beskytter Holly sin mor?

Tilbage til plottet, så er socialrådgiveren Lars ved at få greb om familiens historie og har forkastet idéen om, at det er Holly, der bliver slået derhjemme.

Nu har han mistanke om, at Holly prøver at beskytte sin mor. Vi kommer til at se nye sider af Simon, men denne gang vil jeg undlade at spoile…

Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er ikke ALTID at sagerne ender i Ankestyrelsen, men når afgørelsen ankes, som de meget ofte gør, så skal den behandles i Ankestyrelsen. Men der er også sager der ikke ankes. Bare sådan for at have det faktuelle på plads.