Underskrifterne vælter ind: Regeringen er åben for ubegrænset antal af børns sygedage

Borgerforslag

Underskrifterne vælter ind: Regeringen er åben for ubegrænset antal af børns sygedage

Et borgerforslag om at gøre antallet af børns sygedage ubegrænset for forældre på arbejdsmarkedet skal tages op i Folketinget, og regeringen er ikke afvisende

Syge børn
Foto:

Når en dansk lønmodtagers barn bliver sygt, har det typisk mellem et og tre dage til at blive raskt. 

Det er altså, hvis dets forældre skal kunne nå tilbage på arbejde og leve op til deres overenskomst.

Nu åbner Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne døren på klem til diskussionen om at fjerne overenskomst-tidsfristerne, så forældre kan blive hjemme, indtil deres børn er raske.

Det sker på baggrund af et borgerforslag, som har opnået stemmer nok til at blive taget op i Folketinget.

Bogerforslaget

I sidste uge fortalte Netavisen Pio og andre medier om det nye borgerforslag, der med inspiration fra Sverige vil øge antallet af tilladte børns sygedage til at gælde hele barnets sygeperiode for danske lønmodtagere.

Støtterne bliver jo ved med at tikke ind

På tre dage opnåede forslaget de 50.000 krævede stemmer for at blive taget op i Folketinget, og i dag har det tal rundet 60.000.

Om den svenske model:

Den svenske model kaldes VAB (vård av barn) og giver en 
forælder ret til at blive hjemme og passe sit syge barn under 
12 år, indtil barnet igen er raskt.

Forældre kan i sygeperioden få op mod 80 procent øko-
nomisk kompensation fra en statslig fond, som både 
arbejdsgivere og lønmodtagere bidrager til.

Forslagsstilleren er Christina Liljendal, der selv har oplevet de udfordringer, som et begrænset antal børns sygedage kan give for både børn og voksne i en børnefamilie.

Læs også:Da Christinas søn blev syg var gode råd dyre: Hendes borgerforslag skal til afstemning i Folketinget

“Det er overvældende, at der er så mange, som på så kort tid har stemt på forslaget, og støtterne bliver jo ved med at tikke ind,” siger hun til Netavisen Pio.

Partiernes svar

Efter at have oplevet tilslutning fra den danske befolkning var Christina Liljendals næste håb, at det samme gjorde sig gældende fra politisk hold.

“Det siger jo noget om, at det her også betyder noget for mange danskere. Og jeg synes, det er et tegn på, at man er nødt til at forholde sig til det politisk.”

Og noget tyder på, at der er opbakning at hente i Folketinget.

Alternativet og Enhedslisten har sagt ja til at støtte op om forslaget, og regeringspartierne er ikke afvisende.

En meget stor milliardregning

Beskæftigelsesminister Ane Halsbo-Jørgensen fra Socialdemokratiet siger eksempelvis til DR Nyheder, at hun er villig til at tage diskussionen op.

Hun vil dog først finde ud af, hvor pengene skal komme fra, hvis hun skal støtte op om forslaget.

“Det er jo både en meget stor milliardregning, og så er der noget principielt i, om vi bare med et pennestrøg skal hive det ind på Christiansborg som lovgivning, eller om vi skal fastholde, at det i Danmark er via overenskomster, man prioriterer og forhandler arbejdsforhold.”

Læs også:Småbørnsforældre kan ikke mærke, at børn er en prioritet for Socialdemokratiet

Heller ikke Venstre eller Moderaterne vil endnu tage stilling til, om de bakker op om forslaget eller ej.

Beskæftigelsesordfører fra Venstre, Kim Valentin, kalder dog forslaget for spændende, mens Moderaternes børneordfører, Rasmus Lund-Nielsen, erkender, at de nuværende vilkår er uholdbare og bør forbedres.

Danmarksdemokraterne har som det eneste parti meldt ud, at de ikke støtter op om aftalen.

Ifølge deres beskæftigelsesordfører Charlotte Munch er det en sag, der egner sig bedst i overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra Christiansborg.

Danske eksempler 

Det er ikke altid kun overenskomstbestemt, hvor mange af barnets sygedage, man har ret til i Danmark. 

Det kan også være aftaler, som fremgår af din ansættelseskontrakt, eller lokale regler på din arbejdsplads, der gør sig gældende.

Skoldkopper tager jo ikke hensyn til, at man kun har ret til to eller tre dages fravær

Og det gør flere danske virksomheder brug af i dag.

Derfor findes der allerede danske lønmodtagere, som med tilladelse fra deres arbejdsgivere kan blive hjemme for at passe deres syge børn i hele sygeperioden med løn.

Det gælder eksempelvis ansatte ved energikoncernen Norlys, Aalborg Kongres & Kultur Center og GF Forsikrings afdeling i Odense.

Læs også:Arbejdsliv skal passe med familieliv – det gælder også plads til børns sygedage

Ifølge Christina Liljendal er det glædeligt, at nogle danske virksomheder ser fordele ved den ubegrænsede ordning. 

Det er dog ikke nok, at det kun er gældende for de få. Derfor glæder hun sig også over, at der er positive takter fra politikerne.

“Det er fedt, at nogle virksomheder går i front, og det vidner om, at det er aktuelt. Men det bør være mere lige for hele befolkningen, for skoldkopper tager jo ikke hensyn til, at man kun har ret til to eller tre dages fravær.”

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 28.04.2025 - 18:26

Et borgerforslag der nent faktisk kunne ende med at blive vedtaget??

Det var vist ikke meningen med borgerforslag ..

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 28.04.2025 - 18:52

Jeg kan godt forstå at Alsbo - Jørgensen ønsker at få afdækket hvor pengene skal komme fra - før hun melder noget ud.
Der er sikkert partier der mener at man bare kan rulle skattelettelserne tilbage og så er der dem der med garanti vil finde pengene på at forhøje pensionsalderen samt afskaffe Arne pensionen .
Jeg er af den mening at man fortsat skal lade arbejdsmarkedet parter om at aftale vilkårene ved fravær .
Hvis man først begynder at lovgive på området - så kan jeg frygte at det vil underminere fordelene ved Den danske model .

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Mandag den 28.04.2025 - 19:40

Hvilken kollega uden barn/børn skal også passe DIT arbejde, mens DU bliver hjemme ved dit barn og måske holder dit barn hjemme flere dage end nødvendigt?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.