Undersøgelse: Kulturjournalistik er alt for ukritisk

Kulturjournalister ser sig selv som formidlere af kunst og kultur, snarere end som kritiske vagthunde, lyder kritikken.
Foto: Wikimedia Commons
Det Kongelige Teater
Det meste kulturjournalistisk forsøger at løfte kulturen og formidle den til læserne, mens den undersøgende, kritiske journalistik har trange kår.

Det konkluderer et speciale udarbejdet af Mads Gordon Ladekarl og Nikolaj Krogh på cand.public.-uddannelsen på Syddansk Universitet.

Specialet har undersøgt alt offentliggjort kulturstof i Politiken, Jyllands-Posten, Information og ’Kulturen på P1’ over syv dage i 2019. I alt 227 artikler og indslag.

Opgørelsen viser, at nyheder udgjorde 40 procent, meningstilkendegivelser udgjorde 35 procent, og foromtale udgjorde 25 procent. Kun to af de 227 artikler og indslag kunne defineres som kritisk, undersøgende journalistik. Begge var fra Politiken.

Kulturjournalister en del af kultureliten

Ifølge den ene af specialets forfattere, Mads Gordon Ladekarl, er der et problem med kulturjournalisternes rolle:

"Det meste kulturjournalistisk har, hvad man kan kalde et æstetisk fokus, der går ud på at behandle kulturen og formidle den ud til læseren. Det handler f.eks. om at præsentere en kunstner i et interview eller en foromtale af et bestemt kulturprodukt, en film eller en bog," siger han til Netavisen Pio.

Handler ikke om f.eks. negative Thomas Treo-anmeldelser

Han understreger, at kulturjournalister opfatter sig selv som en del af kultureliten.

"I det æstetiske fokus ligger der også en underforstået selvforståelse af, at man som kulturjournalist er en del af den kulturelite, som man skriver om til dagligt."

Kritisk journalistik handler ikke om fraværet af dårlige anmeldelser, men om at grave i det der ligger bag:

"Kritisk eller undersøgende journalistisk handler ikke om f.eks. negative Thomas Treo-anmeldelser eller andet, hvor en eller anden har set et kunstværk, som vedkommende ikke bryder sig om, men om at grave ned i de beslutninger, pengestrømme eller magtstrukturer som er i kulturbranchen og dens institutioner," siger Mads Gordon Ladekarl.

Falder mellem to stole

Men det er ikke kun kulturjournalistikkens selvforståelse, der er problemet.

De to specialeskrivere har interviewet en række kulturredaktører, og her peger man på at området mangler ressourcer til at lave kritisk journalistik, og at opgaven på flere medier ligger hos andre redaktioner:

"De redaktører, vi har talt med, peger på, at den del der handler om den kritiske, undersøgende journalistik ofte ender mellem to stole ude på redaktionerne,” fortæller Mads Gordon Ladekarl.

“Kulturjournalisterne har ofte ikke tid, ressourcer og kompetencerne til at lave den her form for journalistik, mens de journalister og redaktioner, der sidder med kompetencerne, oftest vælger at bruge tiden på at forfølge andre emner, hvor der er flere penge på spil, f.eks. hvidvask," understreger Ladekarl.

Kulturen drukner i kampen om det som journalister betegner som væsentlighedskriteriet, lyder forklaringen:

"Det er væsentligt, at have med, at selvom 20 eller 24 milliarder på kultur lyder som mange penge, så vil der oftest være tale om små beløb i det samlede regnskab," forklarer Ladekarl.

Han mener, at der behov for at mediebranchen hanker op i sig selv og bliver bedre til at prioritere grave-journalistikken:

"Der skal fortsat være kulturformidling, men der er behov for at mediebranchen selv tager et ansvar for at balancen mellem formidling og den undersøgende journalistik bliver bedre, og at der afsættes de nødvendige ressourcer på medierne til at lave den," siger Ladekarl.

En lille, lukket branche

Det er dog ikke kun mediebranchen, som er synderen i det her. Kulturbranchen er nemlig svær at arbejde i, lyder det fra Mads Gordon Ladekarl, der selv har flere års erfaring som journalist på kulturområdet.

"Kulturbranchen er svær for journalisterne at operere i, fordi det er en lille, lukket branche, hvor mange af aktørerne ikke vil risikere at brænde deres broer, ved at udtale sig kritisk om den lille gruppe meget magtfulde ledere, som har pengene og dermed også magten over ansættelser," siger han.

Mange af aktørerne vil ikke risikere at brænde deres broer,

Mads Gordon Ladekarl vurderer, at der er masser af væsentlige historier at grave ned i, hvis det bliver prioriteret.

"Det er selvfølgelig en gisning, men det er mit indtryk som journalist på området, er at et mere kritisk fokus på det her område, vil medføre en gevaldig opstramning på området og omstruktureringer i forhold til hvordan f.eks. pengene fordeles. Der er rigtigt meget, der burde at komme frem i lyset."

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Det er som at læse Scherfig fra mange år før han døde (og dét har han været i mere end 42 år!): KRITIK - dét har vi jo ikke haft i mangfoldige år. Dagbladenes kultursider har forlængst udviklet sig til ANMELDERsider.

Det er jo ikke blot anmeldersider, men også forherligelsessider. I Herning Folkeblad var der helsides fortællinger om at rosset (befolkningen) ikke havde vedligeholdt kreationer fra den nu afdøde Cronhammer og den tidligere hesteslagter, Bjørn Nørgaard. Havde jeg stillet noget op i haven, som jeg ikke selv vedligeholdte, havde konen bedt mig om at køre det på genbrugspladsen. Nu skal vi i stedet vedligeholde deres kreationer i al evighed. Udgifter, der skal tages af samfundets kage til alle tider.

Annonce