Mistrivsel. Det er det emne, debatten gang på gang vender tilbage til, selvom den tager mange former. Skærme i skolen. Regulering af sociale medier. Sengepladser i psykiatrien.

Reformer af ungdomsuddannelser. Den bliver nævnt i ministertaler og regeringsgrundlag, debatspalter og i mit nyhedsfeed. Den bliver nævnt med god grund: Mistrivslen har slået rod i alt for mange liv, i den generation jeg tilhører.

Det er positivt at den fylder, men opmærksomheden bliver alt for sjældent rettet det rigtige sted hen. Den ender tværtimod ofte i fortællinger, der bliver løftestang for en politik, som rammer ved siden af.

“Du kan godt - for vi kan i hvert fald ikke gøre noget”

Den hyper-individualiserede politiske ansvarsfraskrivelse 

Den første fortælling er en form for hyper-individualistisk politisk ansvarsfraskrivelse. Her forvandles folkevalgte og debattører til motivational speakers, der benytter deres taletid til at give gode råd, og anekdoter fra deres egne unge dage.

Om hvordan man sagtens kan klare den uden et psykologbesøg, for kærestesorger går jo over. “Du kan godt"-sloganet er denne fortælling i dens klareste inkarnation.

Her findes der intet omkringliggende samfund, med evner til at forbedre rammerne for unges liv. “Du kan godt - for vi kan i hvert fald ikke gøre noget”.

Unge gøres ikke til aktive medspillere eller ligeværdige, men fanges i formynderi

Den formynderiske fortælling om ungdommen 

Den anden dominerende fortælling er den diametrale modsætning til den første. Her anerkender man mistrivslen som et samfundsproblem. Man anerkender også, at man både kan og bør tage nogle politiske redskaber i brug for at komme mistrivslen til livs.

Men i denne fortælling, skal unge reddes fra deres egne handlingsmønstre. Fra deres eget skærmforbrug. Fra deres alkoholvaner. Fra dem selv.

Unge gøres ikke til aktive medspillere eller ligeværdige, men fanges i formynderi. Denne tilgang er lige så teknokratisk og bedrevidende, som den er kontraproduktiv.

Mistrivselen har mange ansigter. Der findes ingen silver bullet eller enkel, nem løsning. De to førnævnte fortællinger indeholder også en del af sandheden, selvom grundanalysen er forkert.

Men det perspektiv der larmer i sit fravær i debatten er det mest grundlæggende: hvilke rammer og ressourcer er det vi stiller til rådighed for hinanden – også til unge?

Politik betyder noget. Der har ikke været nogen enkelt afstemning i folketingssalen, hvor et flertal stemte ja til at unge skal have det svært

Politik er prioriteringer 

Politik er prioriteringer: Og børn og unges ve og vel har ikke befundet sig specielt langt oppe på politikernes prioriteringsliste.

I foråret nægtede en lang række skolebestyrelser at godkende deres egne budgetter, fordi besparelserne var så massive. Post-pandemi, er der blevet skåret på vores dagsinstitutioner med mere end 400 millioner kroner.

Vi ser en klar stigning af unge der er pressede økonomisk - og blandt dem mistrives 70 procent. Det har været og er stadigvæk et erklæret politisk mål, at få flere unge hurtigere igennem uddannelsessektoren.

Mistrivslen er materiel, og det er på høje tid at vi begynder at behandle den sådan!

Politik betyder noget. Der har ikke været nogen enkelt afstemning i folketingssalen, hvor et flertal stemte ja til at unge skal have det svært.

Men der har været en lang række diskussioner om arbejdsudbud, økonomi og “vigtigere emner” der har vejet tungere for vores folkevalgte. Os unge vil og kan en helt masse, men det er rammerne omkring os der smuldrer.

Hvis vi for alvor skal komme mistrivslen til livs, bliver vi nødt til at starte med at prioritere at bekæmpe den. Viljen skal bevæge sig fra nytårstalerne og facebookopslagene, ind i lovteksterne og budgetterne.

Mistrivslen er materiel, og det er på høje tid at vi begynder at behandle den sådan!