Uniformer, sexisme og familiepolitik: Hvad holder kvinder tilbage, når EU skal opruste?

Ligestilling

Uniformer, sexisme og familiepolitik: Hvad holder kvinder tilbage, når EU skal opruste?

Ligestilling spiller en vigtig rolle for oprustningen i EU, mener Kvinfo-direktør

Direktor for Kvinfo, Henriette Laursen
Billedtekst

Direktor for Kvinfo, Henriette Laursen

Foto: Kvinfo

EU har blikket stift rettet mod oprustning og konkurrenceevne.

Det giver anledning til en række ligestillingsspørgsmål, mener direktør for Kvinfo, Henriette Laursen.

Ligestilling i arbejdsprogrammet 

I begyndelsen af ugen udkom EU-Kommissionens arbejdsprogram, som udstikker retningen for kommissionens arbejde det næste år.

Og til sommer overtager Danmark formandskabet for ministerrådet i EU, som behandler og vedtager lovforslag, der bliver fremsat af Kommissionen, i samarbejde med Europa-Parlamentet.

Med andre ord er der masser af EU på dagsordenen både nu og i den kommende tid, hvor emner som oprustning og konkurrencekraft kommer til at fylde en del ifølge kommissionens nye arbejdsprogram.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har derudover peget på blandt andet Ukraine og sikring af Europas grænser som vigtige emner for det danske EU-formandskab.

Selvom det ikke er ligestilling, der er løbet med opmærksomheden, når det kommer til EU-politik, så peger direktøren i Kvinfo, Henriette Laursen, på, at ligestilling stadig er at finde i kommissionens arbejdsprogram.  

“Det står i programmet, at man vil komme med et roadmap for women’s rights, en ny lighedsstrategi i forhold til LGBTQ+ og en sætning om at bygge et inkluderende samfund, som – hvis man oversætter det – handler om, at alle skal nå deres fulde potentiale. Det handler nok i høj grad om kvinder og minoriteter,” siger Henriette Laursen til Netavisen Pio.

Bedre hvis mere mangfoldigt 

Spørger man Henriette Laursen, er ligestilling også et emne, som har relevans for spørgsmålet om oprustning. Et mangfoldigt forsvar er et bedre forsvar, lyder det fra Laursen.

“Det danske forsvar siger direkte, at de får en bedre opgavevaretagelse, når der er mere mangfoldighed i forsvaret. Så det er deres eget udsagn,” siger Henriette Laursen.

Det er både relevant for Danmark, men også for hele EU, mener Laursen.

“Det betyder noget for at kunne rekruttere til Forsvaret, hvis man kun rekrutterer fra halvdelen af befolkningen,” påpeger hun.

Mere ligestilling i Forsvaret 

Adspurgt om, hvordan man skaber mere ligestilling i Forsvaret, lyder det fra Henriette Laursen: 

“En ting man kan gøre er at ligestille værnepligten. Vi kan se på Norge og Sverige, at det har øget antallet af kvinder i værnepligten. Man har besluttet at ligestille værnepligten i Danmark. Det vil formentlig give noget mere ligestilling i Forsvaret.”

Men det handler også om kultur og arbejdsforhold, understreger Kvinfo-direktøren.

Forsvaret har selv lavet undersøgelser, som viser, at der er en udbredt sexisme og seksuel chikane

“Forsvaret har selv lavet undersøgelser, som viser, at der er en udbredt sexisme og seksuel chikane. Det skal de have arbejdet med,” siger hun fortsætter:

“En tredje ting er, at der skal mere fokus på work-life-balance og familiers behov. Man skal kunne være en familie, selvom der er udstationering eller selvom man bliver placeret på en kaserne i Viborg, hvis man for eksempel bor i København.”

Og så er der de helt lavpraktiske ting, der stadig halter.

“Man er ikke helt i mål med at have udstyr, som passer til kvinder. Det er sådan noget med, om uniformen passer, om rygsækken har den rigtige størrelse, om skoene er okay, om der er BH’er og adgang til menstruationsbind og læger, som har forstand på kvindesygdomme. Man kan sige, det kan godt være, den enkelte kan leve med det, men det er jo også på en måde at sige til kvinder, at de ikke passer ind,” siger Henriette Laursen.

Det danske formandskab 

Når Danmark overtager formandskabet for Ministerrådet i EU til sommer, bør ligestilling være en del af forsvarsdebatten, mener Henriette Laursen.

“Ja, både fordi der er rekrutteringsudfordringer, og fordi man får bedre opgaveløsninger.”

Men det handler også om en større dagsorden: fred og sikkerhed, påpeger Henriette Laursen.

“Vi ved fra forskningen, at det skaber bedre resultater, når kvinder også er inkluderet. Og der kan jeg ikke lige lade være med at nævne, at det i øvrigt er en helt parallel prioritering med det, som Danmark har besluttet sig for som en af fire prioriteringer i Sikkerhedsrådet, hvor vi lige er indtrådt,” siger Henriette Laursen.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.

Emma Inge Hansen

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.