I mere end 100 år har danske arbejdere kæmpet for basale rettigheder, som pension, mulighed for efteruddannelse og ret til barsel.

Det er en kamp, der er taget og vundet med en stærk fagforening i spidsen. Men udviklingen på arbejdsmarkedet kaster nye problemer ind i systemet.

En nyoprettet faglig klub for de løstansatte på Københavns universitet har brudt med det etablerede faglige system, for at tage deres udfordringer direkte til KU's ledelse.

Prekariatet kommer
Andelen af midlertidigt ansatte er stigende. Og gruppen har vokset sig så stor, at den nu omtales som en ny, fremvoksende samfundsklasse: prekariatet.

Prekariatet er betegnelsen for den voksende gruppe af arbejdere, som ansættes i midlertidige stillinger. Det bringer nye udfordringer med sig. Usikkerhed om langtidsplanlægning, fast indkomst, manglende arbejdsgiverbetalt pension og et ustabilt ståsted på arbejdsmarkedet.

Betegnelsen har fundet sin plads i den politiske debat siden 2011, hvor den engelske økonom og arbejdsmarkedsforsker Guy Standing med sin bog ”The Precariat – the New Dangerous Class” fik sat ord på en kraftig udvikling i midlertidige ansættelser efter krisens år 2008.

Han øjner dog én positiv vinkel for den voksende gruppe: de bliver flere og flere.  

De prekære akademikere
Og noget kunne tyde på at Guy Standing kan få ret. Udviklingen i antallet af midlertidige ansættelser er stigende. Både for de kortuddannede, men også for de langtuddannede.

En ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at hver femte akademiker, ansat i den offentlige sektor, sidder i en midlertidig stilling. Udviklingen blandt alle akademikere viser, at andelen af akademikere i midlertidige stillinger er steget fra 8 procent til 13 procent i perioden 2001-2014.

På universiteterne præges ansættelsesbilledet af den samme udvikling. En opgørelse af ansættelser på Københavns Universitet fra 2009 til 2013 viste, at antallet af tidsbegrænsede videnskabelige stillinger, som primært omfatter ph.d. og post-doc.-stillinger, er steget fra 900 til cirka 3000 ansatte. En nyere opgørelse viser, at udviklingen er fortsat, da antallet af ph.d.-stillinger alene er steget til godt 1000 i 2016. Til sammenligning var der i 2013 godt 2000 fastansatte.

[content_block id=42160 slug=faktaboks-videnskabelige-stillinger]

Det gør de løstansatte til den største gruppe af ansatte på Københavns Universitet.

Tendensen går igen udenfor landets grænser, hvor en undersøgelse af universitetsansatte på canadiske universiteter viste samme tendens: mere end 50 procent af kurserne på universiteterne blev undervist af akademikere i midlertidige stillinger. Mere end halvdelen havde en kandidatgrad eller mindre. Og mere end 30 procent af de undersøgte var over 45 år. 

I USA har udviklingen været henvist til, at flere undervisningstimer blev varetaget af unge studerende under uddannelse, eksempelvis som en del af et ph.d-program. Dermed skulle det ses som et positivt billede på, at universiteterne brugte de studerende som en af læringsforløbet. Men her viser undersøgelsens resultater, at det i overvejende grad er færdiguddannede akademikere, som underviser i midlertidige stillinger. 

T-VIP’erne gør oprør
På Københavns Universitet har 35 postdoc’er startet en ny forening, der skal kæmpe for bedre vilkår og rettigheder for de løstansatte. Foreningen har taget navnet T-VIP klubben, hvor T’et står for temporary – altså midlertidig på dansk. Det er  netop det ’midlertidige videnskabelige personale’, der vil råbe universitetets ledelse op.

Det akademiske arbejdsmarked lider nemlig ekstraordinært under udviklingen i midlertidige stillinger, lyder det fra Dan Hirslund, talsmand for den nystartede klub.

Dan Hirslund er ph.d. i Antropologi og ansat som postdoc ved det Humanistiske Fakultet. Bag sig har han seks midlertidige ansættelser, siden han blev færdig med sin Ph.d. i 2011. Og nu repræsenterer han sin egen gruppe af forskere i den nystartede klub som tillidsrepræsentant.

”For det akademiske arbejdsmarked gælder andre problematikker end dem, som er centrum for den generelle debat om løsarbejdere. Det er for akademikeren i høj grad et spørgsmål om at sikre sin karriere. Og det gør han via sin specialisering. Det er afgørende, at man hele tiden arbejder med sit felt, og derfor kan de midlertidige ansættelser isolere den enkelte, når man skal skifte fra stilling til stilling, og ikke får mulighed for at arbejde med sin forskning i længere perioder,” fortæller han til Netavisen Pio. 

Unødige karriere-bump
De midlertidige stillinger agerer unødvendige stop og bump for de midlertidige universitetsansatte, lyder det fra Dan Hirslund.

”Det forlænger karrieren ekstremt meget, at være i en midlertidig ansættelse. Der er mange i 30’erne og 40’erne, som stadig ikke har fået en fastansættelse. Og det er en udfordring,” fortæller Dan Hirslund.

For lige netop der, fortæller Dan Hirslund, rækker konsekvenserne udover arbejdslivet.

”Den akademiske ansættelse har traditionelt set været delt op i to spor: nogle forpligtelser til institutionen, eksempelvis undervisning, som er mere afgrænset i timeantal. Og forskningen, som i højere grad er den enkeltes personlige projekt, hvor tiden er grænseløs. Derfor kan man som forsker komme til at arbejde helt vildt meget, for netop at specialisere sig og styrke sit CV. Det nedbryder sociale relationer og alt muligt andet. Helt konkret, så er det ikke uvant, at akademikere i midlertidige ansættelser simpelthen ikke har stiftet familie.”

Fastansatte i fokus
De særlige omstændigheder for gruppen af midlertidigt ansatte har også været årsagen til, at de nu står med det nystartede projekt. For ifølge tillidsrepræsentanten, har de nuværende tillidsrepræsentanter haft svært ved at håndtere den voksende gruppe af midlertidigt ansatte.

Ifølge Dan Hirslund, har problemet med de nuværende tillidsrepræsentanter været et manglende fokus på den voksende gruppe. Og særligt hvordan deres problemstillinger skilte sig ud fra den traditionelle gruppe af fastansatte.

Den konstante bevægelse i den midlertidige gruppe efterlader dem som en form for ‘outsidere’ på arbejdspladsen. I modsætning til de fastansatte, som kan etablere sig i arbejdspladsens system og struktur, engagere sig fagligt eller sidde med i grupper og udvalg på arbejdspladsen. Når de midlertidigt ansatte kun er ansat for en kort periode, er det sværere at få skabt tætte bånd til arbejdspladsen.

”Tillidsrepræsentanterne har primært haft fokus på de fastansattes vilkår. Sikring af ordentlige lønvilkår, som et eksempel. Hvorimod vi jo kæmper med andre udfordringer,” fortæller Dan Hirslund.  

De midlertidigt ansatte oplever ikke, at der er forskelle i aflønningen mellem dem og de fastansatte. Det er usikkerheden, stress og det manglende karrierefremsyn, som skaber problemerne.

“Jeg har indkaldt til et møde med tillidsrepræsentanterne for to år siden, hvor jeg tog denne udvikling (stigning i antallet af løsansatte, red.) op. Men det kom der ikke noget ud af.”

Hans oplevelse er dog også, at der har været – og stadig er - et øget fokus hos fagorganisationerne på de midlertidigt ansatte. ”De ved bare ikke, hvad de skal gøre ved det,” siger Dan Hirslund.

Fagforening: vi har fokus på udfordringerne
Hos Dansk Magisterforening kan de delvist genkende Dan Hirslunds billede. Men ifølge Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, har fagforeningen haft massivt fokus på den del af udviklingen på det moderne arbejdsmarked de seneste år.

“Det her er et område, som Dansk Magisterforening prioriterer højt – og hvor der allerede er sket mange ting. Vi har blandt andet finansieret et forskningsprojekt, som forskerne er ved at lægge sidste hånd på. Det er det første kvalitative projekt, som går ind og kigger på, hvordan vilkårene er lige nu på arbejdspladserne, og håbet er, at det vil medføre konkrete politiske ideer til, hvad der gøres for den her gruppe. Derudover var de midlertidige ansættelser hovedtemaet på vores seneste kongres,” fortæller Camilla Gregersen.

Derfor er hendes syn på udviklingen på Københavns Universitet også, at der skal findes fælles løsninger.

“Jeg tror først og fremmest, at man som medarbejdere på en arbejdsplads har fælles interesser. Man får ikke gjort noget ved problemerne, hvis man ikke står sammen. Det er nemt at lave fjendebilleder, hvis der opstår en konflikt – men man får de bedste resultater, hvis man får alle på arbejdspladsen til at bakke op,”

Midler flyttes fra forskning til uddannelse
Hos Dansk Magisterforening har man holdt særligt øje med universiteternes økonomi de senere år. For det udgør et bagtæppe for den udvikling, vi ser i midlertidige stillinger, lyder det fra Camilla Gregersen.

"Det er vigtigt at holde fokus på, hvad der er nældens rod, når det kommer til uønsket midlertidige stillinger. Vi har stort fokus på universiteternes bevillinger, hvor basisbevillingerne ikke er fulgt med. Når der er usikkerhed om fremtidige bevillinger, ansætter universiteterne jo i højere grad flere i midlertidige stillinger. Vi arbejder for, at der kan laves en mere langsigtet forskningssatsning, og det kræver stabilitet,” fortæller Camilla Gregersen.

Tal fra Danske Universiteter (interesseorganisation for de danske universiteter) viser, at størrelsen på basisbevillingerne er steget stødt de seneste år. Basisbevillingerne udgør de bevillinger, som universiteterne får, der er målrettet forskningsprojekter. Fra 2007 til 2012 steg andelen af universiteternes forskningsmidler, som basisbevillingerne udgjorde, fra godt 5 milliarder kroner til over 8 milliarder kroner.

Til gengæld er bevillingerne til undervisning faldet markant, viser tal fra Danske Universiteter. Universiteterne er også ramt af omprioriteringsbidraget, der forpligter uddannelsesinstitutioner til at spare 2 procent om året fra 2015.

Det har resulteret i, at bevillingerne til universiteterne i gennemsnit er faldet 20.000 kroner per studerende om året, til et gennemsnitligt beløb på godt 60.000 kroner fra 2011 til 2018. Tal fra Danske Universiteter vurderer, at omkostningerne for en studerende om året svinger mellem 130.000 kroner for de sundhedsvidenskabelige studerende til knapt 60.000 kroner for samfundsvidenskabelige.

Det har ført til, at universiteterne i højere grad omprioriterer midler fra basisbevillingerne, som skulle gå til forskning, til undervisning og uddannelse i stedet, lyder det i et notat fra Danske Universiteter.

”Vi arbejder for, at MUS-samtalerne bliver taget mere alvorligt”

Men løsninger, der involvere flere midler til universiteterne er selvfølgelig i det store billede, og hjælper ikke de forskere, som er ansat netop nu i midlertidige stillinger. Derfor peger Camilla Gregersen også på, at noget så basalt som en god MUS-samtale kan hjælpe forskerne videre.

“Vi arbejder for, at MUS-samtalerne for de midlertidigt ansatte bliver taget mere alvorligt. Måske har man særligt brug for MUS, når man er midlertidigt ansat for at kunne få råd og vejledning til, hvor man bevæger sig videre til, fra hvor man står? Derfor skal det opprioriteres. Det er vores tillidsrepræsentanter i dialog om med ledelsen.”

“Fagligt engagement er altid godt”
Den oprettede klub står i et limbo i forhold til faglig repræsentation, da Dansk Magisterforening repræsenterer store dele af de ansatte på Københavns Universitet. De har også etablerede lokalklubber på universitetets fakulteter og et tillidsrepræsentantsystem, som den nye klub bryder med.

Det gør det selvfølgelig sværere for tillidsrepræsentanterne at navigere, men overordnet set er Camilla Gregersen positivt indstillet for initiativet.

"Man skulle da være et fjols af en fagforeningsformand, hvis ikke man bliver glad over, at de ansatte vil være fagligt aktive på deres arbejdsplads. Og derudover er det jo en særlig situation at være i en tidsbegrænset ansættelse. Det skal vores tillidsrepræsentanter selvfølgelig være opmærksomme på – og det oplever jeg også, at de er."

"Jeg tror først og fremmest, at man har fælles interesser. Man får ikke gjort noget ved problemerne, hvis man ikke står sammen. Det tror jeg mangler nogle steder. Det er nemt at lave fjendebilleder, i de her situationer, men det løser ikke problemerne."

Ønskes: fastansættelse
Overfor KU’s ledelse har den nye fagklub luftet nogle ønsker.

[content_block id=42158 slug=faktaboks-t-vip-klubbens-oensker-til-kus-ledelse]

Men det er bare en start. For gruppen af forskere drømmer selvfølgelig om, at der skabes flere faste ansættelser.

"Det mest langsigtede mål er at gøre os selv overflødige. Vi så gerne, at hvis man bliver ansat efter sin ph.d., at man allerede der blev inkluderet i en tenure-track ordning, der førte direkte til en fastansættelse. Både fordi man allerede der har specialiseret sig rigtig meget, men også fordi vi grundlæggende mener, at postdoc-stillingsformen er overflødig.”

Postdoc-stillingerne er for forskere med en ph.d.-grad, der ansættes i tidsbegrænsede stillinger til både at forske og undervise i begrænset omfang. Og denne mellemkategori mellem de videnskabelige assistenter og ph.d.-studerende og de fastansatte forskere, lektorer og professorer, er et udtryk for omprioritering af ressourcerne. Det har Dan Hirslund også peget på overfor Uniavisen.

”Postdoc i særdeleshed er en mellemkategori, der egentlig burde være fastansatte, fordi de er forskningskvalificerede, men på grund af konjunkturer og skift i universitetspolitikken er der ikke plads til dem, så de får midlertidige stillinger.”