Universitetet er ikke altid lykken

Alt for mange unge vælger at gå på universitetet og det ødelægger kvaliteten - både af universitetsuddannelserne, men også af landets erhvervsuddannelser.
Jeg kender mange, der nærmest uden grund startede på universitetet, og som senere er skiftet til en erhvervsuddannelse, hvor de både er blevet glade og, undskyld udtrykket, fucking dygtige.

Som samfund overdænger vi nogle arbejdsliv med roser, og begraver andre i spot, på en helt urimelig måde. Elitens selviscenesættelse, og et stigende pres fra bekymrede forældre, har skabt en illusion om, at for at være et intelligent og succesfuldt menneske, skal man have en lang videregående uddannelse. Det har givet anledning til en skadelig overrepræsentation af studerende på de danske universiteter, mens erhvervsuddannelserne langsomt udvandes som følge af manglende prestige.

Samtidig oversvømmes arbejdsmarkedet af ihærdige akademikere der må gå arbejdsløse, mens forskere peger på at vi i fremtiden vil have endog meget store vanskeligheder med at finde dygtig erhvervsfaglig arbejdskraft.

Da jeg forleden var til forelæsning på Roskilde Universitet, overværede jeg en debat mellem uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (B) og en repræsentant fra de studerende. Ministeren forsvarede fremdriftsreform og nedskæringer, mens den studerende argumenterede for flere ressourcer til de danske universiteter. Måske behøvede de to ikke være så uenige. Jeg læser Forvaltning, så jeg ved at penge ikke hænger på træerne (og forstår derfor ministeren), men jeg bliver også undervist sølle fire(!) timer om ugen (og forstår derfor den studerende). For mig ligger svaret på begges problemer i færre studerende til at slås om penge, underviseres opmærksomhed og arbejdspladser.

Problemet skyldes nemlig blandt andet en overrepræsentation af akademiske studerende, som til dels er en konsekvens af den måde vi som samfund ser på de forskellige uddannelser. Fra min opvækst i Husum i udkanten af København har jeg en broget vennekreds og en blandet familie. Jeg kender mange, der nærmest uden grund startede på universitetet, og som senere er skiftet til en erhvervsuddannelse, hvor de både er blevet glade og, undskyld udtrykket, fucking dygtige.

Unge spilder tiden på universitetet
Min egen erfaring gengives af medier og spørgeskemaundersøgelser. Akademikere overdynges med respekt og anses som intelligente og troværdige, mens det ser mere skidt ud med agtelsen for de tekniske uddannelser. Det virker umiddelbart som spild af menneskers tid – og samfundets penge – at unge starter på universitetet, fordi de føler, at det forventes af dem, og ikke fordi de selv brænder for det.

Det bundsolide, socialdemokratiske samfund, som kendetegner Danmark, er skabt af en befolkning, hvis forskelligartede lidenskaber har resulteret i diversitet og individuel dygtighed. Det er ikke skabt af en homogen, intellektuel elite. Det er derfor bydende nødvendigt med mere prestige til ikke-akademiske uddannelser. Forhåbentlig kan vi så få mindre spildtid på de danske universiteter, og således tilfredsstille uddannelsesministeren, samt flere ressourcer per elev, og således tilfredsstille de studerende.

Når man søger en uddannelse kan man som ung gøre sig to overvejelser: ”vil jeg lave det her resten af mit liv?” og ”kan jeg lave det her resten af mit liv?”. Altså dels en overvejelse af, om man brænder for faget, og dels en overvejelse af, om man kan leve af det. Både forældre og det omgivende samfund bør have respekt for og tildele prestige til ethvert valg der således bliver taget både i overensstemmelse med ens egne og samfundets interesser. Det er simpelthen direkte samfundsskadeligt, hvis unge helt søger væk fra nogle uddannelser og erhverv, simpelthen fordi samfundet arbitrært ser ned på dem.

Nogen vil måske kritisere ovenstående netop med rod i de sidste 15 års politiske læresætning: ”vi skal leve af vores viden”. Men viden er ikke kun noget, man får på universitet, uanset hvor meget Det Radikale Venstre gør sig til repræsentanter for den floskel.

Viden ikke kun noget man får på universitetet
For nylig har der været en stigende debat om skærpede adgangskrav til danske uddannelser. Højere adgangskrav til gymnasiet har været på bordet. Regeringen vil have mere prestige til erhvervsuddannelserne. Københavns Universitet har meldt ud, at man også der ønsker skærpede krav for at signalere, at universitetet er krævende. Alt i alt er der stille og roligt et opgør i gang med 00'ernes filosofi om, at alle og enhver skulle være boglige. Skærpede adgangskrav er en kortsigtet løsning, men det er positivt, at opgøret er på vej.

Nogen vil måske kritisere ovenstående netop med rod i de sidste 15 års politiske læresætning: ”vi skal leve af vores viden”. Men viden er ikke kun noget, man får på universitet, uanset hvor meget Det Radikale Venstre gør sig til repræsentanter for den floskel.

En hær af New Public Management-teoretikere fra Copenhagen Business School, cand.politter fra KU og socialkonstruktivister fra RUC kan ikke bære vores samfund på deres smalle skuldre. Disse uddannelser kan kun eksistere og bidrage til vores fællesskab, fordi andre er eksperter i de ting, der rent faktisk er strenge nødvendigheder for, at et samfund kan fungere.

En kombination af viden og produktion skal fortsat føre os ind i fremtiden. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har indset det. Hvis vi negligerer det, som socialdemokrat og murer Mattias Tesfaye kalder for ”kloge hænder”, omdannes vi til et fattigt og vaklende samfund, der langsomt vil blive homogent og miste dynamikken.

Casper Gronemann (f. 1987) er stud.scient.adm. på Roskilde Universitet.


Kommentarer fra Facebook