Annonce

Universitetsoptag: Færre krav om karakterer

Danske universiteter bør have et nyt optagelsessystem, der bygger mindre på karakterer og mere på den enkeltes motivation og uddannelsesparathed.
Den 30. januar holdt den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i samarbejde med den socialdemokratiske forskningsordfører Jeppe Brus en høring på Christiansborg om, hvordan man fremover skal optage og fordele studerende på de videregående uddannelser.

Med høringen fik Frit Forum og Jeppe Bruus sammen med en række af uddannelsessektorens sværvægtere sat fokus på et af de største debatemner inden for uddannelsespolitikken.  Når så mange betydningsfulde og travle folk mødte op for at diskutere optag, er det fordi, det er et emne, som alle i uddannelsessektoren ved er vigtigt. Det skyldes, at det nuværende optagelsessystem efterhånden har fået så mange fejl, at selv de mest stivnakkede forsvarere må acceptere, at det ikke fungerer i dag.

Det nuværende system blev lavet, fordi det var effektivt. Systemet bruger gymnasiets evalueringsarbejde i form af karakterer til at vurdere de kommende studerende. Det er så effektivt, at prisen for at fordele studerende er en af de laveste i Europa.

Som sådan er der ikke noget i vejen med at have et system baseret på karakterer. Det kan være både retfærdigt og praktisk. Problemet opstår dog, når systemet begynder at fungere efter sin egen indre logik.  Det kan vi nu se eksempler på i Danmark; I stedet for at lade karakterer være et mål for, hvor meget den studerende har lært, er de i højere grad blevet målet i sig selv. Den studerende begynder simpelthen at gå mere op i, hvordan man skal få høje karakter end at lære noget.

Men det går videre end det, for imens karakteroptaget var ment som en retfærdig måde at sikre, at den dygtige og hårdtarbejdende studerende havde mulighed for at studere lige det, han ville, er det nu blevet en rettesnor, der fortæller den studerende, hvor han skal læse, hvis ikke han eller hun vil spilde sit gennemsnit.

En udvikling som Danmarks Evalueringsinstitut allerede har dokumenteret, og som betyder, at vi ikke får en nødvendig fordeling af talentmassen. Alt tyder derfor på, at et optag baseret på karakterer ikke længere er holdbart.

Hvor står vi så nu? Optaget blev sidste år givet fri af regeringen, så universiteterne har frihed til selv at vælge. Det giver god mening, da dem der kender uddannelserne, nok er de bedste til at lave et optag, der sikrer, at de studerende er klar til den specifikke uddannelse.

Som det ser ud nu, er der dog kun på Syddansk Universitet, der har arbejdet seriøst med at finde et alternativ til det karakterbaserede optagelsessystem. Her har de på de sundhedsvidenskabelige uddannelser indført en optagelsesprocedure baseret på test og samtaler, og som resultat har de nedbragt både frafald og forsinkelse blandt studerende.

Vi bør derfor spørge os selv, om ikke det er på tide at lægge mere pres på de træge universiteter og sikrer, at de forvalter Danmarks fremtidige viden bedre og arbejder mod et optag, der både kommer studerende og samfundet til gode.

Joachim Allouche (f. 1988) er historiestuderende på Syddansk Universitet.

 


Flere artikler om emnet