Urban Hansen er med sikkerhed det bedst tænkelige omdrejningspunkt, hvis man vil beskrive Socialdemokratiets organisatoriske sjæl, foreningslivet, den gode og den onde partidisciplin, det politiske samspil og modspil og de personlige benspænd.

Han kunen være både diktator og ydmyg som Anker
Historikeren Iben Bjørnsson skåner ingen, og det er efter læsning af de 503 sider ikke rigtigt til at vide, om hun stadig holder af sin hovedperson efter at have skubbet ham fremad som den geniale organisator, velfærdskriger, koldkriger og loyal partisoldat; Urban Hansen sanerede og byggede op, så selv mursten fik åndenød, mens modstanderne kaldte ham beton.

Urban Hansen sanerede og byggede op, så selv mursten fik åndenød, mens modstanderne kaldte ham beton.

Boganmelderen skal holde fokus på bogen og forfatterens indsats, ikke på sin egen vurdering af hovedperson, men alligevel tager jeg Netavisen Pio’s tålmodige læsere med til Valby Idrætspark 2. påskedag, hvor arbejderklubben Frem med Arbejdernes Landsbank som sponsor tabte til Ringkøbing med Det faglige Hus som sponsor og målmanden i gul trøje. Min sidemand var DSU-repræsentant i hovedstadens S-ledelse i noget af Urban Hansens tid som Københavns overborgmester og jeg spurgte neutralt, hvordan Urban var i den sammenhæng: Diktator, lød det korte svar, men straks efter var vi et helt andet sted. Urban var også ydmyg som Anker, sagde sidemanden og bekræftede min opfattelse.

Urban sikrede, at fanebærersuppleanten var på plads
Temperamentsfuld var han. Iben Bjørnssons personbeskrivelse går tæt på, og det er sikkert, at hans fremdriftsmotor i de unge år skabte ham mange venner og gode resultater. Hvornår det blev for meget, kan næppe indkredses præcist, fordi bogens ramme kun går frem til 1956, hvor han blev socialborgmester for seks år senere at nå toppen af Københavns Rådhus som overborgmester 1962-1976.

Han skal gennem 20 års partiarbejde nok have holdt tusinde af den slags taler, inden han turde melde sig som kandidat til en kommunalbestyrelse eller Christiansborg.

Det givende i bogen er den historiske kerne omkring mennesket, der arbejdede  med og for den socialdemokratiske forening og parallelt steg opad  til de politiske poster, som foreningsarbejdet havde dannet og uddannet ham til. Som DSU’er på Sydsjælland i 1920’erne åbnede han nye DSU-afdelinger og sørgede for, at både vedtægter og fanebærersuppleant var på plads, men han holdt også taler om ungdom, idræt, kultur, arbejdspladsen og fagforeninger. Han skal gennem 20 års partiarbejde nok have holdt tusinde af den slags taler, inden han turde melde sig som kandidat til en kommunalbestyrelse eller Christiansborg.

Den form for politisk uddannelse kommer vi aldrig tilbage til

Han var altså før tv-alderen kendt og anerkendt af titusinder, inden han påtog sig det udadvendte politiske arbejde; det dokumenteres så løbende og så stærkt, at man forstår værdien af det tidlige liv sammen med de andre i organisationen. Han talte politik med H.C. Hansen i årtier, inden han blev stillet op. Den form for politisk uddannelse kommer vi aldrig tilbage til, men derfor kan man jo godt mene, at det i dag er for tyndbenet med et job som MF-assistent som indgang til folketingskandidaturen.

 

Den  disciplinfaste inspirator
Disciplin er godt, men for meget partidisciplin kan også være dræbende. Det noterer forfatteren fint, mens hun lader det stå åbent, om Urbans krav lejlighedsvis kvalte virkelysten hos andre. Kritikken af partiet tager vi inden døre, det var ikke et budskab, men en parole, som Urban forfægtede og selv fulgte, men han var jo H.C. Hansens gode ven og kunne komme igennem med et brev, som blev læst.

Urban driver sine folk op ad trapperne, så de kommer tilbage med hovedstadens bedste resultater.

Gennem arbejdet i partiforeningen på Amager kommer vi på samme måde som i DSU-tiden gennem parallel-forløbet organisation og politik, dels i besættelsestiden, dels i de første efterkrigsår. Vi er nede i aktivgruppernes inddeling af distrikterne, hvor der skal tegnes nye medlemmer, og Urban driver sine folk op ad trapperne, så de kommer tilbage med hovedstadens bedste resultater. Jeg synes, at forfatteren har godt fat i Urban som inspirator og hvis nogen vil kalde ham indpisker, så er budskabet, at han fik lov til at drive på, fordi han altid selv var der, hvor man gjorde noget for andre og for partiet. Det var for Urban nok det samme.

Kommunistjægeren
Biografiens værdi er personbeskrivelsen i samtiden og samtidens rammer. I den vinkel kommer vi glimrende gennem årene før, under og efter besættelsen. Organisationen bygges op og bygges ud, Arbejderbevægelsens Informationscentral, AIC, placeres fint i det antikommunistiske arbejde på kanten af de politiske frihedsrettigheder.

Urban var kommunistjæger af både pligt og natur

Urban var kommunistjæger af både pligt og natur; her bygger Bjørnsson på det omfattende materiale, som hun tidligere fremlagde i bogen om AIC og aktiviteterne, de lovlige og mindre lovlige i samarbejdet med danske og udenlandske efterretningstjenester. Også den var vigtig socialdemokratisk historieskrivning, sådan som den slags historieskrivning bedst udføres af folk, der ikke accepterer snærende bånd til parti eller personer. Derfor kan der alligevel være masser af socialdemokratisk sjæl i bogen, og til denne sjæl hører desværre også nedrige personlige opgør.

Iben Bjørnsson gør det forståeligt, at det politiske klima på Københavns Rådhus er dårligt, sådan begyndte det, og sådan byder strukturen op til den skånselsløse kamp om magten på alle niveauer; værre på rådhuset end på tinge, og det siger ret meget både dengang og nu.

 

Stor detaljerigdom
Jeg tilslutter mig,  at den socialdemokratiske selvforståelse i bogens tidsramme er god, givende og nødvendig. Jeg ved også, at Urban kunne være skræmmende. Selv fik jeg i 1965 som ung journalistelev i Randers et møgfald af den slags, hvor overborgmester Hansen ikke havde behøvet at ringe, fordi hans råb kunne høres fra København til Randers. Problemet var og er, at han havde ret og så var det ærefuldt at han gad ringe. Det gav i hvert fald stor respekt hos kollegerne. Der var ting som Urban Hansen ikke fandt sig i.

Hans råb kunne høres fra København til Randers

Selvfølgelig kan der siges noget kritisk om bogen. Det skal der også. Det er et problem, at den standser i 1956 fordi forskningsmidlerne ikke rakte længere; det er forskerens problem, mens boglæseren havde brug for en bog med det hele. Detaljerigdommen er stor, den giver meget, men mindre kunne have gjort det.

Iben Bjørnsson "URBAN - De unge år 1908-1956" er udgivet på forlaget Frydenlund marts 2018.

 

Topbillede: Københavns Kommune