Kommunisme. Det plejer at være noget med Lenin, Komintern, DDR og Den Kolde Krig. Gerne med et tilbagegreb til Karl Marx og Friedrich Engels’ skrifter.  Men i Bertel Nygaards bog ”Det røde spøgelse” er sigtet et helt andet: 1840’ernes politiske klima og debat.

Og heldigvis. For derigennem får den leninistiske relancering af kommunismen og dens forsøg på monopolisering af Marx og Engels’ intellektuelle arv ikke mulighed for at udfolde sig. For naturligvis eksisterede begrebet kommunisme før såvel Lenin, som Marx og Engels havde sat deres første fjerpen mod et ark papir.

Ånden fra 1848
”Det røde spøgelses” fokus er det danske politiske og intellektuelle klima i årene omkring enevældens ophør og folkestyrets indførelse. 1849-grundloven var langt fra kommunistisk, og de daværende toneangivende politikere tog også massivt afstand fra ”Communisme”, som det hed i samtidens retskrivning.

Kommunisme optrådte som et sprogligt skræmmebillede. I datidens sprog vedhæftet ord som spøgelse, gespenst, ånd og djævel. Som Bertel Nygaard fint viser i bogen, så var det netop dén samtidige debat, Marx og Engels sigtede til, da de i 1848 skrev, at ”der går et spøgelse gennem Europa – kommunismens spøgelse”.

1848 var et år fyldt med opstande, revolutioner og politiske omvæltninger. Fra Paris, Wien og Berlin til Kiel og København. I de heftige debatter det udløste, gjorde næsten alle aktører gældende, at hvad de end stod for, så var det i alt fald ikke kommunisme, som i datiden generelt blev forstået som afskaffelsen af den private ejendomsret for - i alt fald, men ikke nødvendigvis udelukkende – jordbesiddelse.

Hvem var det så, der var kommunister? Ja, bortset fra de helt marginaliserede selverklærede kommunister, så blev de generelt beskrevet som de mest yderligtgående og blodtørstige radikale. Som for eksempel en skikkelse som François Noël Babeuf fra den Første Franske Republik (1792-1804).

Arbejdere og mennesker før arbejderbevægelsen
Det intellektuelle klima i den sene enevælde, Guldalderen, bliver af Bertel Nygaard sammenholdt med de politiske debatter i det øvrige Europa. Ikke blot med samtidens øjne, men også med inddragelse af senere begrebsdannelse fra for eksempel sloveneren Slavoj Žižek og franskmanden Jacques Derrida. Og bogen viser også Guldalderpersonligheder som Meïr Aron Goldschmidt og Carl Ploug fra sider, der er uvante i den generelle historieskrivning.

Forfatterens perspektiver er både glædelige og forfriskende. Som han behørigt gør opmærksom på, så plejer meget arbejderhistorie at tage udgangspunkt i grundlæggelsen af den organiserede arbejderbevægelse; for Danmarks vedkommende vil det sige i 1871. Andre historiegrene behandler ofte arbejdernes historie og vilkår stedmoderligt.

Men der var også arbejdere før arbejderbevægelsen, og et begreb som kommunisme, der fik enorm betydning for ikke blot arbejderhistorien men verdenshistorien, er værd at stifte bekendtskab med i sit tidlige udspring. Det er så at sige urkommunismen, som ”Det røde spøgelse” beskriver. Ikke forstået som Marx og Engels’ teori om de tidlige samfundsformer, men som en beskrivelse af oprindelsen til dele af den politiske og intellektuelle kulturarv, som stadig gør sig gældende.

Det er en væsentlig og begavet udgivelse, som tilmed er yderst velskrevet og sine steder underholdende. Det udmærkede noteapparat og dertil navneliste og register er en betydelig hjælp til at holde tungen lige i munden over for det komplicerede stof. Der er således mulighed for at betragte folkestyrets fødsel gennem det kommunistiske spøgelses genspejling.

Bertel Nygaard: ’Det røde spøgelse – Kommunismen og 1840’ernes danske politiske kultur’. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsen Historie, 2014. 243 sider, 199 kroner.

Martin Ejnar Olsen Grunz (f. 1976) er uddannet cand.mag i historie.