Annonce

Utryghed får familier til at smuldre

Den voksende ulighed i USA har skabt langt større utryghed blandt almindelige lønmodtagere. Arbejderklasse-familien er »kollapset« til stor skade for børnene, konkluderer førende samfundsforsker. Mekanismerne bag titter også frem i Danmark.
Amerika er drømmenes land. Det er hér, man kan starte som avisdreng og ende som mangemillionær.

Sådan lyder »den amerikanske drøm«. I virkelighedens verden er det blevet »et mareridt«. Det konkluderer Robert Putnam, der er en af verdens førende samfundsforskere.

Putnam udsendte for nylig bogen Our Kids. Bogen dokumenterer en stadig dybere »mulighedskløft« blandt børn og unge i USA.

Putnam stiller skarpt på den velstillede og den dårligst stillede tredjedel af familierne – de sidstnævnte er dér, hvor forældrene har kort uddannelse og tager jobbene nederst i hierarkiet. Hvad enten det drejer sig om testresultater i skolen, de unges uddannelse, teenagemødre eller hvem der stemmer ved valgene, så vokser kløften. Afstanden mellem de velstillede og dårligt stillede bliver stadig større.

Sådan var det ikke under Putnams egen opvækst i 1950’erne. I det socialt blandede Port Clinton, Ohio tog mange børn fra arbejderklassen en længere uddannelse. Dem der ikke gjorde, fik velbetalte job som industri- og minearbejdere. Det var en tid med god beskæftigelse og stærke fagforeninger, også i USA.

Siden er billedet ændret dramatisk. »Mulighedskløften« blandt unge skyldes især den voksende ulighed. Børn vokser op i stadig mere adskilte verdener – økonomisk, geografisk og kulturelt.

Med til billedet hører også, at almindelige lønmodtager-familier falder fra hinanden. I den velstillede tredjedel vokser kun hver tiende 0-7-årig op med kun én forældre – i den dårligt stillede tredjedel er det næsten 70 procent.

»Arbejderklassefamiliens kollaps er en afgørende årsag til den voksende mulighedskløft«, konstaterer Putnam. For store dele af arbejderklassen er jobbene blevet mere usikre og dårligere betalt. Arbejdsløshed og »økonomisk stress« får familierne til at bryde sammen og svækker forældrenes støtte til deres børn.

Levevilkårene er under pres blandt faglærte og især ufaglærte

Vi har også i Danmark social slagside i skilsmisser, men det berører en langt mindre gruppe. 14 procent af de danske arbejderbørn vokser op med kun én forsørger, men blandt familier langvarigt uden for arbejdsmarkedet er det 52 procent. Danske arbejderbørn har stadig de trygge kår og stabile rammer, der er forsvundet i mange amerikanske arbejderfamilier.

Det store spørgsmål er, om dette også er tilfældet på længere sigt. Levevilkårene er under pres blandt faglærte og især ufaglærte: Social dumping. Kortere dagpenge. Øget utryghed … Den ene dag slår ledende Venstre-politikere til lyd for »tyske lønninger« – den næste dag vil Dansk Flygtningehjælp lade flygtninge arbejde til under mindstelønnen.

Erfaringerne fra USA taler deres eget barske sprog: Hvis vi fortsætter ad dette spor, får det konsekvenser for familierne – og børnene. At lukke øjnene for dette, er simpelthen for dumt.
Lars Olsen (f. 1955) er uddannet cand.phil. i samfundsfag. Lars Olsen har siden 1984 arbejdet som journalist. I 2005 begyndte han at arbejde som forfatter på en stribe omtalte debatbøger. Blandt andet om ulighed i uddannelse og om skævheder i magtforhold og folkestyre.kommentarer
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Flere artikler om emnet