Annonce

V fortsætter nedtur, FH afliver myte om topskat og tidligere Å-profil stopper

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Efter en weekend med både tre politiske landsmøder og Lars Løkke Rasmussen, der for første gang siden han forlod formandsposten gav interviews, er Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik Aktuelt tilbage med dagens væsentligste historier.

V fortsætter nedtur i måling

Venstre taber 0,7 procent af stemmerne og ligger nu på kun 21,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på 1,5 procent siden valget. Det viser den seneste meningsmpling som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Det er især Dansk Folkeparti, der trækker fremad i den blå blok. Partiet vinder 0,8 procent i forhold til målingen for en uge siden og er nu igen lige over valgresultatet.

Nye Borgerlige, som lige akkurat kom i folketinget med fire mandater, er igen under spærregrænsen med 1 procent af stemmerne.

Statsminister Mette Frederiksen og hendes socialdemokrater har igen fremgang og lander på 27,7 procent, 1,8 procentpoint mere end ved valget.

De røde partier (inkl. Alternativet) står samlet til 54,5 procent af stemmerne, mens blå blok står til 45,2 procent.

Ser man på mandatfordelingen mellem blokkene, så står rød blok til 100 mandater, mens de borgerlige partier står til 75 mandater. Det er en forbedring for de blå partier på et mandat siden sidste måling.

placeholder

 

Ny forskning: Topskattelettelser uden effekt

Fagbevægelsens Hovedorganisation har gennemgået 102 danske og internationale studier om sammenhængen mellem marginalskat og arbejdstid.

"Får lavere skat folk i beskæftigelse til at arbejde mere? Det spørgsmål har i flere år fyldt rigtig meget i den økonomiske debat i Danmark, og svaret er indgået som beslutningsgrundlag for mange skattereformer igennem de sidste 15-20 år.

Spørgsmålet er nu blevet yderligere aktualiseret, fordi Finansministeriet og Skatteministeriet er gået i gang med at se på, hvordan de kan forny grundlag og metode bag deres beregninger af effekten af skatteændringer på antallet af arbejdstimer. Arbejdet gik i gang i foråret og det skal ifølge kommissoriet være færdigt inden udgangen af 2019."

I følge FH, så er tendensen klar: I løbet af årene har topskattelettelser giver færre og færre ekstra arbejdstimer. Derfor opfordrer de til, at Finansministeriet opdatererer sine mere end 20 år gamle regnemetoder.

Læs hele historien her.

 

Tidligere Å-folketingsmedlem stopper

Tidligere folketingsmedlem Anders Stjernholm har besluttet at stoppe som folketingskandidat for Alternativet. Det skriver han på Facebook.

"Beslutningen handler først og fremmest om karrieren. Jeg arbejder med idéer. Jeg udvikler dem, analyserer dem, promoverer og kritiserer dem - og endelig laver jeg nogle gange jokes om dem. Det arbejde vil jeg gerne fortsætte med i medielandskabet, og i så fald er det en fordel, at jeg ikke har et partibogstav ved mit navn."

"Samtidig er der en række punkter, hvor Alternativet og jeg er gledet længere fra hinanden (ingen nævnt, ingen glemt), så for nu passer det mig også godt ikke at skulle stå på mål for det hele. Jeg er ikke færdig med at sige min mening om ting, og engang i fremtiden kan det være, at jeg får mod på et kandidatur igen."

38-årige Anders Stjernholm er komiker og kom kortvarigt i folketinget i november 2017, da folketingsmedlem Ulla Sandbæk blev sygemeldt. Han genopstillede ved valget i 2019, men blev ikke genvalgt.

placeholder


Regering vil afsætte ekstra milliard til grøn forskning

Med regeringens kommende finanslov afsættes 1 milliard kroner ekstra til grøn forskning allerede fra næste år. Det skriver Politiken.

Pengene skal være med til at sikre, at regeringen når i mål med sin klimaambition om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

"Vi har helt utrolig travlt med den grønne omstilling. Klimaforandringerne går stærkt. Vi kan se det. Vi kan mærke det. Men vi må erkende, at de store landvindinger af teknologisk karakter ikke kommer fra den ene dag til den anden. Løkke-regeringen startede med at skære ned på det grønne område, vi gør det modsatte," siger Mette Frederiksen i et interview med Politiken.

Ifølge beregninger fra Forskningsministeriet faldt investeringerne i grøn forskning fra knap 1,5 milliarder kroner i 2015 til 1,08 milliarder kroner i 2020. Med den ekstra milliard kroner hæves det samlede beløb målrettet grøn forskning til 2,175 milliarder kroner årligt, viser regeringens beregninger.

Læs hele historien her.

 

Skattestyrelsen vil have millioner tilbage fra Nordea

Skattestyrelsen kræver 900 millioner kroner fra Nordea, der menes at have hjulpet en udenlandsk pensionskasse med at få refunderet udbytteskat.

Det oplyses på pressemøde mandag.

Allerede søndag skrev DR og Børsen, at netop Nordea hjalp den canadiske pensionskasse Hoopp med at få refunderet knap 900 millioner kroner i dansk udbytteskat, som myndighederne ikke mener, at den havde krav på.

Læs hele historien her.

 

Berlingske trækker sig fra Radio 24syv

Og så er der lidt nyt fra medieverden, for når Radio24syv søger om en sendetilladelse til at drive en DAB-kanal, bliver det uden den ene af de to hidtidige ejere i kredsen bag radiostationen.

Mediehuset Berlingske vil ikke fremover være med i ejerkredsen, mens People Group fortsætter. Det oplyser People Group i en pressemeddelelse.

Ud over People Group har flere af de fremtrædende ledere på radiostationen valgt at træde ind i ejerkredsen. Der er tale om de to nuværende programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen.

Samtidig oplyser People Group, at hvis Radio24syv vinder sendetilladelsen til at drive en DAB-kanal, vil nuværende direktør Jørgen Ramskov blive formand for den kommende stations bestyrelse.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet