V og K sender gaveregn udover lokale partifæller

Regeringspartierne får kritik bruger skattekroner på projekter, der skal gavne deres lokale borgmestre i kommunalvalgkamp.
Ifølge TV2 og Jyllands-Posten er der en pulje på 100 millioner kroner på den kommende finanslov til mindre initiativer, som regeringspartierne hver især har fået lov til at tage æren for i offentligheden.

Og der er en påfaldende sammenhæng mellem projekternes beliggenhed og partifarven på den lokale borgmester.

Puljen er blevet fordelt mellem de tre regeringspartier, men Liberal Alliance, der ikke har nogle borgmestre at tilgodese, har valgt at bruge sin tredjedel på at lette skatterne for iværksættere. Folketingsmedlemmer fra både Venstre og Konservative afviser kritikken af at man bruger skattekroner til valgkamp: Vi passer bare vores arbejde.

Penge til borgmestre med den rigtige partifarve
De 100 millioner er med nærmest kirurgisk præcision givet til kommunalvalgsramte partifæller.

For eksempel har Venstres sundhedsordfører Jane Heitman sammen med den lokale borgmester, Søren Steen Andersen, fået lov til at annoncere 8 millioner kroner årligt til et nyt center for lyst- og kystfiskeri i Assens kommune.

Venstres nestor Bertel Haarder (V) har sikret 5 millioner kroner til Mosede Fort i Greve. Og han sender hurtigt æren videre til den lokale Venstre-borgmester Pernille Beckmann,der har inspireret ham.

De Konservative har blandt andet fået penge til et lukningstruet akvarium i Helsingør og til oprettelse af et satelitkontor i Sorø på Sjælland, som også er styret af en konservativ borgmester.

Bruger skattekroner til at smøre vælgerne
Det er selvfølgelig helt efter bogen, men det er ikke kønt i et valgår, lyder det fra Radikales Martin Lidegaard:

”Det er ikke ulovligt. Men det er en uskik, at regeringen bruger en finanslov til at smøre vælgerne i den kommende valgkamp i kommunerne. Det er altså ikke meningen med finansloven. Rigets finanslov skal gavne hele Danmark,” siger Martin Lidegaard til DR Nyheder.

Den radikale politikers hæfter sig også ved, at bevillingerne bliver brugt i forbindelse med den kommende kommunalvalgkamp.

”Jeg hører, at man direkte er blevet opfordret til at bruge de her penge i folketingsgrupperne, så de også kommer kommunale kandidater til gavn. Og der kan man se, at flere steder er det fuldstændig koblet op på det forestående kommunalvalg. Derfor får det en duft af, at man forsøger at putte statskroner direkte ind i Venstre og Det Konservative Folkepartis kommunalvalgkamp,” siger Anders Langballe til TV2.

VK-medlemmer afviser kritik: Vi passer bare vores arbejde
Hvis der er en duft af vennetjenester og smørelse af vælgerne med skattekroner, så tager man fejl, mener man imidlertid i de to partier, Venstre og Konservative. Vi passer blot vores arbejde med at sikre lokale interesserer, lyder det.

”Der spekuleres i om det er ”vennetjenester”, når man som folkevalgt kæmper for midler til sit lokalområde. Det synes jeg, er en voldsom misforståelse af det danske valgsystem,” skriver folketingsmedlem Mette Abildgaard, der har fået afsat penge til at redde det lukningstruede Øresundsakvariet, i et opslag på Facebook.

”Ligesom der engang fandtes en ”jysk-trafikmafia” i Folketinget. Jeg tænker altid først: ”Hvad er bedst for Danmark” – men dernæst tænker jeg ”Hvordan tjener jeg det område i Danmark, som jeg er valgt til at repræsentere”,” lyder hendes ræsonnement.

Heller ikke Venstres Torsten Schack Pedersen, der er valgt i Thistedkredsen i Nordvestjylland                 , mener at han har noget at skamme sig over. Han har været med til at sikre 50 millioner kroner til østersklækkeri hos Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing, etablering og drift af et Modtagecenter til Østersturisme på Mors og penge til Statens Museum for kunst i Doverodder.

”Jeg er stolt over at kunne levere håndfaste resultater til Thy og Mors. At skulle mistænkeliggøres for dem er en stor gang medie-selvsving. Jeg passer mit arbejde for borgerne i Thy og på Mors,” skriver han.

De 100 millioner kroner og den øvrige finanslov bliver først officielt vedtaget i løbet af efteråret.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce