Vaccine sat på pause og støtteparti truer med at trække støtten

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til dagens aktuelt, Netavisen Pios nyhedsoverblik, hvor vi hver dag gransker dagens vigtigste historier og nyheder.

I dag er det årsdagen for regeringens nedlukning af Danmark og den virus-trussel, som mange af os troede ville være overstået inden for nogle få uger, præger fortsat mediebilledet, som det har gjort det meste af året.

Tak fordi du læser med.

 

Omstridt fest for genåbning blev aflyst

Den omstridte fest for genåbning af Danmark, som skulle være afholdt i København i dag, blev til morgen aflyst på grund af det dårlige vejr.

Festen var arrangeret af en gruppe corona-restriktionskritikere, der kalder sig Frihedsbevægelsens Fællesråd. Én af arrangørerne bag festen, Malue Montclairre mener ikke det ville have været forsvarligt at afholde festen:

“Vi har indset, at det ikke vil være forsvarligt at afholde vores genåbningsfest, fordi det blæser for meget. Det er bedst og mest forsvarligt, at vi aflyser og flytter vores genåbningsfest til en anden gang. Det bliver så hurtigt, at vi overhovedet kan,” siger hun i et videoopslag på facebook.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde før aflysningen, at man ikke kan være bekendt at holde festen:

“jeg har grundlæggende ikke forståelse for, at man midt i en alvorlig sundhedskrise vil være bekendt at forsamle sig mange mennesker på ét sted for at feste,” sagde hans onsdag i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Læs hele historien her.

 

Vaccine sættes på pause

Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen oplyste i dag, at man midlertidigt sætter vaccination med vaccinen fra AstraZeneca på pause.

Det sker efter at indberetninger om alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med vaccinen.

En af indberetningerne vedrører et dødsfald i Danmark, men det kan endnu ikke konkluderes om der er en sammenhæng mellem blodpropperne og vaccinen, skriver sundhedsstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen vil nu tilsammen lave en ny vurdering af vaccinen. Indtil da er den foreløbige plan at indstille vaccination med vaccinen og kontakte alle som er blevet vaccineret med den pr. brev:

“Det, vi gør nu, er, at vores kollegaer i Lægemiddelstyrelsen sender et brev til alle, der har fået vaccinen inden for de sidste 14 dage, fordi det er vinduet for, hvornår man vil se de her bivirkninger. Der skriver de, hvad personerne skal være opmærksomme på i forhold til symptomer fra blodpropper, og at de skal tale med deres læge, hvis de oplever nye eller overraskende symptomer fra deres krop (efter vaccinen, red.),” siger direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm til TV2.

Læs hele historien her.

 

Ny vaccine indstillet til godkendelse

En ny vaccine fra den amerikanske medicinalvirksomhed Johnson & Johnson er blevet indstillet til godkendelse i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Johnson & Johnsons vaccine er den, som Danmark har sikret sig flest doser af - mere præcist nok til at færdigvaccinere 8,2 millioner mennesker.

I modsætning til vaccinerne fra Pfizer/BioNTech, AstraZeneca og Moderna skal man kun have et enkelt stik af vaccinen fra Johnson & Johnson for at være vaccineret.

Læs hele historien her.

 

Corona-nedlukningen har afværget op mod 35.000 dødsfald

Vi bliver ved corona. De menneskelige omkostninger ved ikke at have foretaget nedlukninger af det danske samfund ville være landet på op til 35.000 dødsfald. Det konkluderer nye beregninger fra en forskergruppe på Roskilde Universitet.

De økonomiske omkostninger ved de hidtidige nedlukninger ligger på milliarder af kroner, og i skrivende stund er 2381 døde med corona i Danmark. Men det tal ville have været langt højere, hvis Danmark ikke var lukket ned.

Ifølge professor i epidemiologi ved Roskilde Universitet, Lone Simonsen, er 17.500 dødsfald et konservativt estimat uden nedlukninger. Og regner man den mere smitsomme B117-variant med, er estimatet op mod 35.000 dødsfald og 116.000  indlæggelser på nuværende tidspunkt.

Læs hele historien her.

 

Støtteparti trækker “streg i sandet” over for statsministeren

Enhedslistens nye politiske ordfører, Mai Villadsen, erklærer at hun er klar til at bringe regeringen i mindretal, hvis ikke statsministeren indkalder til politiske forhandler om strategien for vaccination i Danmark.

“Vi kræver, at der kommer forhandlinger om vaccinestrategien. I det her spørgsmål har regeringen kørt et helt uacceptabelt sololøb, og jeg har et behov for at sende et umisforståeligt signal om, at det er uacceptabelt,” Siger Mai Villadsen i et interview til Berlingske.

“Regeringen har ageret uden et flertal i ryggen, og det mener jeg er at køre sololøb og være magtfuldkommen.”

Udmelding kommer i kølvandet på statsministerens rejse til Israel sidste uge, for at diskutere vaccinesamarbejde.

Rejsen skete, ifølge Enhedslistens politiske ordfører, uden inddragelse af de øvrige politiske partier.

Konkret agter enhedslisten at bringe regeringen i mindretal, hvis ikke Statsministeren indkalder til forhandlinger om vaccinestrategi inden en hasteforespørgsel på onsdag d. 17/3.

Læs hele historien her.

 

Russiske søfolk udvist på grund af ulovligt arbejde

28 russiske søfolk har fået bøder og er blevet udvist fra Danmark på grund af ulovligt arbejde på den 18 kilometer lange Femern-tunnel, som strækker sig mellem Rødby og Fehmarn i Tyskland.

“Udlændingestyrelsen har behandlet alle sigtelserne og udfaldet er, som vi forventede. Alle 28 søfolk har fået en bøde for ulovligt arbejde i Danmark. Derudover får de et indrejseforbud på to år,” fortæller politiinspektør Peter Compen, der er leder af udlændingekontrolafdelingen i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, til Fagbladet 3F.

De 28 sømænd blev anholdt i tirsdag for ulovligt arbejde. De blev hyret af det hollandske konsortium, Fehmarn Belt Contractors (FBC), til at arbejde på Femern-forbindelsen.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

placeholder

Kommentarer

Forstår forsat ikke at man fra myndighedernes side acceptere at den såkaldte genåbningsfest kaldes en demonstration. Så kan man kalde alle større forsamlinger for demonstrationer .
Her var der tale om underholdning og bespisning af deltagerne. Myndighederne skulle fastholde at det var en fest, og dermed nægte afholdelsen. Så måtte de festliderlige gå til domstolene for at få sagen prøvet.
Hvis det er en demonstration, hvad ville der så være til hinder for, at et borgerligt bryllup med 500 deltagere var en demonstration som modsvar på den kirkelige handling, et bryllup også kan være, Der ville man nok sige nej øjeblikkelig, og ikke give tilladelse.

Fuldstændig enig.

Når man ikke vil demonstrere i regn og blæst, er det en fuser, enten har man en sag uanset vejr og vind, eller også er man tøsedrenge, og de i F.F. fjollede fæhoveder, er det sidste. Store i slaget, når det er nemt, og egoister 100% ellers. Dårlig stil, at feste som i dag. Synes de burde skamme sig. Jeg foragter virkelig disse holdninger, som sætter andres liv på spil.

Og Mai Villadsen fra Enhedslisten, spis nu brød til, palæstinenserne i i fuld gang med at blive vaccineret fra Israels side. og lad være med at blande jeres mærkesager ind i noget, som vedrører alles helbred. MF havde informeret om i udvalget om hun skulle af sted, hun skal ikke have Ø eller andres accept af sin tur til Israel. Der er ikke indgået nogen aftaler om andet end samarbejde om viden. Vælt hende, hvis I vil det og lav det kaos og med samme regering, som resultat. Det hjælper i hvert fald ikke på vaccine problemet.

Hvor har du ret Helle Walther!
Mon Mai Villadsen egentlig har forstået hvad det hel drejer sig om! Hun skulle hellere være konstruktiv i stedet for at bruge højrefløjens metoder!! Hvor er Enhedslisten uden den regering vi har i dag.? De er kun “brokkede”, Det er ved at være trættende. Byt hellere Mai ud, hun har ikke forstået “koden”

Revolutionen aflyst på grund af regnvejr?

Annonce