Vaccine-skepsis forværrer mæslinge­epidemi

Stigende modstand mod vacciner, både i Danmark og i udlandet, har fået antallet af mæslingetilfælde til at eksplodere og det koster liv
Barn med mæslinger
Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, døde der sidste år 72 mennesker af mæslinger i Europa, mens 82.596 blev smittet med sygdommen - det er en stigning på 300 procent i forhold til 2017, og nærmest en eksplosion på 1500 procent i forhold til 2016.

Og også i USA har sygdommen nået nye højder. Sidste år var der, ifølge Center for Disease Control, 372 tilfælde af mæslinger i hele USA. I årets første fem uger har der allerede været rapporteret om 101 tilfælde.

En af årsagerne til den eksplosive stigning kan være, at flere forældre fravælger vaccinen til deres børn, af frygt for farlige bivirkninger.

Mæslinger er så smitsomme, at en ikkevaccineret person har 90 procent risiko for at blive smittet af sygdommen, hvis de er tæt på nogen, der har det. Virussen kan overleve i op til to timer i et rum, hvor en inficeret person nyser.

Derfor måtte Region Syddanmark i weekenden også sende en advarsel ud til alle, der havde opholdt sig i et venteværelse ved Odense Universitetshospital, fordi en person med mæslinger havde været der.

Demonstration mod lovpligtig vaccination

I den amerikanske delstat Washington, der er hårdt ramt af mæslinger, var der protester foran det lokale parlament, da politikerne drøftede en ny lov, der vil fjerne forældres ret til at afvise vacciner af ”filosofiske årsager”. Toogtredive andre stater har lignende love.

Modstandere af loven tror, at vaccine mod mæslinger er en større risiko end selve sygdommen.

“Jeg synes ikke jeg udsætter mit barn for en risiko. Og der er ikke noget der kan få mig til at ændre mening om denne specifikke vaccination,” lød det fra en af deltagerne ifølge CBS Evening News.

Den nye lov forventes at blive vedtaget omkring april.

Tidligere har Netavisen Pio skrevet om, hvordan blandt andet Femstjernebevægelsen i Italien, har fisket i de vaccineskeptiske farvande.

Alternativ kandidat: Mæslinger kan forbygge kræft

Det er ikke kun i udlandet, at skepsis mod vacciner vokser, også herhjemme sætter flere spørgsmålstegn ved vacciner - eller udtrykker ønske om at ”se hele billedet”, som vaccineskeptikerne udtrykker det.

En af dem er Alternativets folketingskandidat, Allon Hein Sørensen, der mener, at mæslinger kan være med til at forebygge kræft.

”Børn, der har haft mæslinger og/eller andre børnesygdomme, har mindre chance for at få f.eks. allergi og nogle typer af kræft, fordi disse sygdomme modner og udvikler deres immunsystem,” lød det fra kandidaten på Twitter.

Det fik flere til at beskylde kandidaten for at være imod vaccine, hvorefter han slettede sit oprindelige opslag.

”Jeg har jo aldrig givet udtryk for, at det var en fordel at få mæslinger eller andre sygdomme, men jeg er bestemt blevet klogere, om end meget af den saglige debat desværre druknede i ubehagelige personangreb, og jeg synes stadig hele området omkring immunitet er super spændende,” lød det efterfølgende fra Allon Hein Sørensen.

Partiets politiske ordfører, Caroline M. Meier, måtte derfor på banen og hun pointerer nu, at partiet støtter vacciner, men at partiet ikke blander sig i om deres kandidater er imod vacciner.

”Alternativet går fuldt ind for børnevaccinationsprogrammet. At vi har en kandidat, der personligt er imod vacciner, er dog ikke noget vi blander os i,” skriver hun.

Elbæk promoverede vaccine-skeptiker

Det er ikke første gang, at Alternativet, der er store fortalere for alternativ behandling, har sat spørgsmålstegn ved lægevidenskaben.

Sidste år delte partileder Uffe Elbæk et opslag på Facebook, hvor han opfordrede sine følgere til at ”lytte” til den selverklærede 'mystiker' Lars Muhl, der blandt andet har påstået, at vacciner kan føre til tungmetalforgiftning.

Efter kritik på sociale medier trak Elbæk lidt i land og skrev følgende:

”Jeg synes også, at der er al mulig grund til, at det etablerede sundhedsvæsen går mere seriøst til alternative behandlingsformer og finder ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Det savner jeg - ligesom mange andre,” skrev Uffe Elbæk.

WHO advarer mod "anti-vaxxers"

FN’s Verdenssundhedsorganisation WHO advarer om at anti-vaccinebevægelsen nu udgør en af verdens helt store sundhedsrisici i disse år.

WHO har sat det de kalder ”vaccine-tøven”, altså modviljen mod eller afvisning af, at lade sig og sine børn vaccinere, på trods af tilgængelige vacciner, på listen over 10 globale sundhedsrisici i 2019.

Vaccine-tøven "truer med at vende de fremskridt, der er gjort med at tackle vaccineforebyggende sygdomme," lyder det fra WHO.

Organisationen tilføjer, at vaccination er "en af ​​de mest omkostningseffektive måder at undgå sygdom på", idet man bemærker, at det forhindrer mellem to millioner og tre millioner dødsfald om året. Og cirka 1,5 millioner flere dødsfald kunne undgås, hvis vaccinationsraten steg over hele verden.
 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook