Vækst er ligegyldigt

Væksten skal være et middel og ikke bare et mål. Vi skal stræbe efter vækst i BNP, men endnu vigtigere er, hvordan vi bruger den vækst og hvordan den skabes. Væksten skal komme os alle til gavn og ikke kun toppen af samfundet.
Indlæg af Danny Foldager Thomsen, DSU Aalborg, Claes Heide, DSU Viborg, og Simon Eriksen, medlem af DSU's forretningsudvalg

Ja, vækst som mål er ligegyldigt. Det er blot en værdi, men ligesom alle andre værdier er det vigtige, hvad der ligger bag den, hvad der driver den og hvordan den bliver gjort til virkelighed. Nu er væksten ved at komme tilbage i Danmark. Det skal vi være glade for, men nu må diskussionen om, hvordan vi fordeler væksten, også begynde: For vækst er ikke et mål, men et middel.

Vi skal bruge finanspolitikken til at sikre en retfærdig fordeling af væksten. Væksten skal bruges til, at vi bygger skoler, giver skattelettelser i bunden og ansætter en SOSU medhjælper mere til at passe på vores ældre. Ting, der kommer os alle til gavn.

De Radikales budskab ’Det Handler Om Mennesker’ kunne grundlæggende være et socialdemokratisk slogan. Vækst alene er ikke værdiskabende for vores samfund, slet ikke hvis den vækst aldrig kommer middelklassen til gavn, går ud over kommende generationer eller blot er tal på en spekulants regneark.

Hvis det kun er Direktør Jensen, der får et par ekstra millioner i løn, mens ufaglærte og arbejdsløse Jan, der lige er røget ud af dagpengesystemet, stadig sidder uden arbejde, er værdien af vækst ligegyldig.

Regeringens reformer bærer desværre alt for meget præg af, at deres hovedformål er at skaffe et bestemt beløb til finansministerens Excel-ark, så det hele kan gå i nul i 2020. Det er ikke socialdemokratisk. Vores politik og visioner skal være båret af vores lyst til at ændre samfundet til det bedre.

En afviklende reform af velfærdsydelser, hvis formål er at frigive penge i statsbudgettet, er ikke en reform, men en spareplan. Det skal ikke være økonomien, der styrer politikken, men politikken der styrer økonomien.

Vi må ikke binde os til modeller, der er så langt fra virkeligheden, at de påstår, at uddannelse er en udgift og ikke en investering; at det ikke vil give en eneste arbejdsplads at bygge en hel havvindmøllepark, eller som forudså, at kun 4000 ville ryge ud af dagpengesystemet.

Vi må aldrig købe de borgerliges præmis om, at ”Når det regner på præsten, så drypper det på degnen”.

I USA har de et højere BNP pr. indbygger, end vi har i Danmark, og de har en højere vækst. De sidste mange år har USA oplevet en stor vækst, men samtidig er middel- og underklassen blevet fattigere i forhold til overklassen. Her er en god økonomi blevet et mål og ikke et middel, hvilket det desværre virker til, at det i alt for høj grad er under vores nuværende regering også.

Vi skal have en vækst, også i BNP, men endnu vigtigere er, hvordan vi bruger den vækst, og hvordan den bliver virkeliggjort.

Vi skal bruge finanspolitikken til at sikre en retfærdig fordeling af væksten. Væksten skal bruges til, at vi bygger skoler, giver skattelettelser i bunden og ansætter en SOSU-medhjælper mere til at passe på vores ældre. Ting, der kommer os alle til gavn.

Vi må aldrig købe de borgerliges præmis om, at ”Når det regner på præsten, så drypper det på degnen”. Vi må aldrig glemme, hvorfor vi gerne vil have vækst og velstand i vores samfund. Vi skal ikke have en positiv vækst, fordi vi skal kigge på tallet, men fordi vi aktivt skal bruge det til at skabe bedre forhold for alle.

 

Indlægget er skrevet som led i undervisningen på DSU's økonomi- og skattepolitiske hold på DSU's påskekursus 2015.


Flere artikler om emnet

Annonce