Annonce

Vækstvirksomheders succes er fællesskab

Stærke fællesskaber skaber ikke kun muligheder for den enkelte, men også værdier for virksomhederne. Motiverede medarbejdere med stor idérigrigdom er opskriften på succes.
Derfor er det værd at lægge mærke til, hvilke virksomheder der reelt har klaret kriser bedst gennem tiderne her og ude og skabt bæredygtig vækst. Det er dem med solidt forankrede værdier, der handler om mere og andet end grådighed og profitjagt.

Vi ved det godt. Det er bedst med sammenhængende og motiverende fællesskaber. Både dem, vi har i nede i den lokale forening eller klub, på arbejdspladsen, i samfundet. Fællesskaber skaber rum for den enkelte og samhørighed sammen med andre. Vi er ikke rigtigt noget uden hinanden.

I et fællesskab skal alle kunne trives og udfolde sine individuelle talenter. Og så skaber fællesskaber også noget ganske særligt; gensidig ansvarlighed – pligter og ikke mindst rettigheder. Vi skal kunne hjælpe hinanden – og kunne regne med hinanden, og vi står til ansvar overfor hinanden. Her bidrager vi hver især så godt vi kan. Nogle gange mere end andre gange. Men hvis vi vedholdende snyder, snylter eller udelukkende tænker og handler egoistisk, så svigter vi fællesskabet.

Jeg afskyr, når fællesskaber svigtes, når nogen snyder sig foran på andres bekostning, når de mest udsatte stigmatiseres, når vi glemmer at tage ansvar for os selv og for hinanden og når vi lader socialt udsattes problemer og vilkår blive til plat reality-tv eller ditto politik.

Virksomhedernes værdier skabes af mennesker 
Danmark er et fællesskab. Ikke af snæver nationalisme, konformitet og intolerance – men af udsyn, frisind og skabertrang - og af social forståelse, solidaritet og næstekærlighed og meget mere. Og Danmark er en del af en stor verden, som vi har samarbejdet og handlet med, som har gjort os til et trygt og velhavende land.

Værdier - både de mere uhåndgribelige og så dem, der kan tælles - skabes ikke af smarte strategipapirer, management-bøger eller fluffy buzzwords. De skabes af mennesker.

En virksomhed kan heller ikke få succes uden fællesskaber. Værdier - både de mere uhåndgribelige og så dem, der kan tælles - skabes ikke af smarte strategipapirer, managementbøger eller fluffy buzzwords. De skabes af mennesker. Og for at mennesker blomstrer og yder deres ypperste, kræves et velfungerende, trygt miljø og ordentlige vilkår, hvor alle regnes med som ligeværdige og væsentlige for virksomhedens fremdrift og succes. Lige meget hvem du er, hvad du hedder eller hvilken rolle du indtager i virksomheden.

Det er ikke kommet af sig selv. Arbejderbevægelsens mantra var netop fællesskabets evne til at gøre noget for dem, der ikke kunne tale højt nok alene og derfor risikerede at blive siet fra. Og virksomhedsejere har med tiden set, at hvis folkene kan mobiliseres med andet end blot en løncheck, så trives idérigdommen og motivationen til at yde sit bedste.

Tiderne er skiftet, og solidaritet og fællesskaber er ikke mere på mode. Det er hos nogle blevet lidt en selvfølge, at jeg kan regne med fællesskabet, men ikke at fællesskabet nødvendigvis skal regne med mig. Ansvarsflugt og ’ikke mit bord attituden’ har vundet frem i takt med, at vi tager alt for meget for givet. Virksomheder glemmer kunderne, kommunen glemmer borgerne, politikerne glemmer vælgerne, sundhedsvæsnet glemmer patienterne og så videre.

Vi skal ville gøre en forskel
Efter finanskrisen oplevede mange virksomheder, at egen kompleksitet, eget bureaukrati og udbredt ansvarsløshed stod i vejen for fornyelse og tilpasning til de nye tider. Nogle måtte desværre ty til oprydning og afskedigelser for at få styr på omkostningerne, men det hang også sammen med at få styr på fællesskabet.

Når store virksomheder eller organisationer, for eksempel også i den offentlige sektor, glemmer verden omkring dem, skabes ofte inerti og selvtilfredshed uden bund i den foranderlige virkelighed, og det gør ondt, frygteligt ondt, når sandheden omsider går op for dem. I erhvervslivet arbejdes der globalt, og tilpasning og udsyn er afgørende for at genskabe vækst, tjene penge og investere i nye maskiner og mennesker. Og det skal gå hurtigt. Få topledelser holder længe, hvis de ikke tager fat.

Derfor er det værd at lægge mærke til, hvilke virksomheder der reelt har klaret kriser bedst gennem tiderne her og ude og skabt bæredygtig vækst. Det er dem med solidt forankrede værdier, der handler om mere og andet end grådighed og profitjagt. Det er dem, der vil gøre en forskel i verden og hos dem, de er en del af – hvad enten det er kunder, lokalsamfund eller medarbejderne. Vi ved det godt. Det er dem med fællesskaber.

 

Kim Nøhr Skibsted (f. 1965) er medlem af koncernledelsen hos Grundfos og koncerndirektør for kommunikation og eksterne relationer. Han har tidligere været med i JYSK koncernens ledelse og direktør for kommunikation, social ansvarlighed og HR samt seniorkonsulent inden for PR og public affairs og i reklamebranchen. I 1997-1998 var han medlem af folketinget for socialdemokraterne og før det i mange år aktiv og ansat i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Dagens Pio klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet