Annonce

Væltet af pinden efter krænkelsessager - nu skal han i Folketinget for LA

Den forhenværende formand for Liberal Alliances Ungdom, som måtte forlade ungdomspartiet efter kritik af håndtering af krænkelser, stryger nu i Folketinget
Foto: Carl Andersen
Carl Andersen (LA) overtager pladsen i Folketinget fra Henrik Dahl (LA)
Den tidligere formand for Liberal Alliance Ungdom, Carl Andersen, overtager Henrik Dahls plads i Folketinget.

Carl Andersen oplyser til Netavisen Pio, at han regner med at overtage Henrik Dahls plads den 16. juli, hvorefter Henrik Dahl udelukkende vil hellige sig sin nyvundne plads som europaparlamentariker.

Netavisen Pio bringer i den anledning et portræt af politikeren, som meldte sit kandidatur for Liberal Alliance, da det så allerværst ud for partiet  - og som sad på magten i Liberal Alliances Ungdom, mens krænkelsessager skyllede ind over partiet.  

Har arbejdet på at komme ind i flere år 

Carl Andersen har en kandidat i jordbrugsøkonomi fra Københavns Universitet. Siden 2021 har han arbejdet som politisk konsulent i Dansk Erhverv.  

Ved folketingsvalget 1. november 2022 stillede han for første gang op til Folketinget, men kom ikke ind. Det gør han så nu.

“Det er noget, jeg har arbejdet på, siden jeg stillede op til Folketinget her første gang i 2022. Jeg har arbejdet benhårdt for at komme ind,” siger Carl Andersen til Netavisen Pio, der fanger ham på telefonen.  

Jeg meldte mit folketingskandidatur, da partiet var helt nede efter folketingsvalget i 2019

“Jeg meldte mit folketingskandidatur, da partiet var helt nede efter folketingsvalget i 2019. Det gik super godt i valgkampen, og vi fik et bedre valg, end vi havde regnet med. Så jeg havde selvfølgelig en drøm om at komme ind, men jeg havde slet ikke en forhåbning om, at det ville være realistisk denne gang at gøre det,” tilføjer han.

Ungdomsparti med krænkelsessager

Carl Andersen var aktiv i Liberal Alliances Ungdom fra 2015-2019 og har siden 2018 været en del af Liberal Alliances hovedbestyrelse.

Det, der hidtil har larmet mest i Carl Andersens politiske virke er, at han i 2019 måtte forlade formandsposten i Liberal Alliances Ungdom efter at have overtaget den året forinden fra Søren Nielsen.

Han tabte formandsvalget til Signe Bøgevald Hansen efter, at det kun få dage forinden Liberal Alliances Ungdoms landsmøde var kommet frem, at ungdomspartiets forretningsudvalg havde siddet en række anklager om seksuelle krænkelser internt i partiet overhørige.

Ifølge Information havde Carl Andersen og det øvrige forretningsudvalg i Liberal Alliances Ungdom haft kendskab til anklagerne i otte måneder uden at håndtere dem.

Af et mødereferat fremgik det, at ungdomspartiets ledelse allerede i juni 2018 blandt andet havde diskuteret anklager om seksuelle krænkelser mod en mindreårig internt i partiet.

Anklagerne kom til offentlighedens kendskab, da den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, offentliggjorde syv kvinders anonyme vidnesbyrd i dagene inden landsmødet.

Voldtægtssag i retten

En af krænkelsessagerne førte den 26. juni 2019 til, at et tidligere medlem af Liberal Alliances Ungdom blev idømt syv måneders fængsel for voldtægt. I den forbindelse afgav Carl Andersen vidneforklaring i Odense Byret.

Det anklagede tidligere medlem ankede dommen og blev efterfølgende frikendt i Østre Landsret.

Dengang sagde Carl Andersen  til DR, at “Man skulle have reageret noget hurtigere og måske have været mere villige til at smide folk ud noget hurtigere, end tilfældet har været.”

Ved folketingsvalget den 1. november 2022 gjorde Carl Andersen sig uheldigt bemærket ved partiets valgfest, da han dukkede op med den tidligere voldtægtsanklagede partifælle som ledsager.

Til Frihedsbrevet sagde partiets organisationsformand, Nikolaj Steffenauer, om sagen at:

“Det var en klar fejl, at vedkommende var med til valgfesten. Det burde ikke være sket, og vi har givet en undskyldning. Vi har også gennemgået vores procedurer, så noget lignende ikke gentager sig,” skriver Nikolaj Steffenauer.

Vil kun svare skriftligt

 

Carl Andersen oplyser til Netavisen Pio, at han kun ønsker at svare skriftligt på spørgsmål om krænkelsessagerne i ungdomspartiet og episoden ved valgfesten i 2022.

Netavisen Pio har derfor over e-mail spurgt Carl Andersen, hvordan han i dag forholder sig til de tidligere sager, der har været om krænkelser i Liberal Alliances Ungdom, og hvad hans tanker har været om at medbringe den tidligere voldtægtsanklagede til valgfest i Liberal Alliance.

I en efterfølgende mail skriver Carl Andersen, at han henviser til de svar, han og Alex Vanopslagh har givet til Ekstra Bladet om sagen.

“Tilbage i 2019, der var det nyt for os alle sammen. Vi er jo alle sammen klogere nu, så ja det ville være blevet håndteret anderledes den dag i dag. Nu er der kommet nogle procedurer og fremgangsmåder, som simpelthen ikke fandtes dengang, da jeg sad ved bordet,” udtaler han til Ekstra Bladet.

Carl Andersen forholder sig dermed ikke til sagen fra 2022, hvor han altså medbragte den tidligere voldtægtsanklagede til valgfest hos Liberal Alliance.

 

Rettet den 28. juni 2024: Carl Andersen overtog formandsposten fra Søren Nielsen, ikke Rasmus Brygger.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mon ikke der er en plads sikret i Ligestillingsudvalget....

Vanopslagh, Birk Olesen og nu ham her Cal A - imponerende samling neanderthalere LA har, når det kommer til kvindesyn. Vildt, hvis nogen kvinder stemmer på dem - nå nej, det gør de vist heller ikke. Mon de alle sammen følger Andrew Tate i dét parti? De vil helst ikke betale skat til fællesskabet, de vil ikke have værnepligt til kvinder, da de ikke kan gå hjemme og føde børn, alt skal være frit og tilladt, og ham den ekskluderede sexkrænker smugler vi med til festen, så de der tudekiks kan lære det. Og partiet er Folketingets store stemmesluger. Der er en del mænd, der bliver vrede over begrebet toksisk maskulinitet, fordi de tror, at det betyder, at alt maskulint opfattes som giftigt. Det betyder det ikke - det betyder, at nogle udtryk for maskulinitet er ret fucked - se bare på LA!