Vær nu myndig, for helvede!

Boganmeldelse: Til kamp for myndigheden, sådan kan man bedst beskrive Jakob Levisens kampskrift af en debatbog. Men bogen forbliver på trods af en stærk mission en opsamling af velformulerede selvfølgeligheder
Kritiker, journalist og forfatter Jakob Levinsen går i ny bog til forsvar for myndighed. Det handler om myndighed i bred forstand, når frøken Mogensen som lærerinde tør sætte sig igennem over for eleverne i skolen, når politikeren er villig til at anerkende modpartens synspunkter, eller når de grundtolerante Copenhell-festivalgængere udviser rummelighed, gensidig respekt og en unik evne til at hvile i sig selv.

Heavymetalsfans som forbilleder
Den er sådanne typer af myndig, som Jakob Levinsen efterlyser i bogen ’Gå bare selv’.  Bogen, der bærer undertitlen ’Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad’, indeholder et langt anklageskrift mod offentlige debat i Danmark. Den mange årige film, litteratur og musikanmelder kræver således at myndighed igen bliver et grundprincip i enhver konstruktiv meningsudveksling. Levinsen er således en mand med en mission – og samtidig også en mand med en masse irritation og frustration.

Lovprisningen af metalhovedet, skolelæren og den respektfulde politiker begrunder Levisen således: ”I myndighed ligger således også i høj grad modet til at turde være ligeglad. Ikke med alt, men netop i form af at turde prioritere for sig selv. ” Det handler altså grundlæggende om at stå ved det, som man kan og det som man gør. Hvis du vil leve op til Levisens myndighedskrav, så skal du altså ikke gemme dig bag den gode smag, de smarte debat-tricks som stråmandsargumenter eller umyndiggøre din egen rolle som autoritet.

Velformulerede selvfølgeligheder
Det er tydeligt at Levinsen har et enormt bagkatalog at trække på fra sine mange år som skrivende kommentator og kritiker. På den måde får debatbogen ’Gå bare selv’ næsten også karakter af at være en form for opsamlings-heat på tidligere skriverier. Bogen er således et overflødighedshorn af sammensatte småhistorier og konkrete kultureksempler. En bog af velformulerede selvfølgeligheder.

Man føler sig hensat til en gigantisk slikbutik, når man bliver lukket ind i Levisens litterærbiks. Der er noget på alle hylder, der er noget for enhver smag, og du kommer til at gå derfra med en følelse af at have fået en omgang blandede bolsjer.

Ned af hylder bliver, der således trukket alt lige fra den amerikanske Netflix-serie Lilyhammer om en pensioneret gangster der slår sig ned i Norge, en nyfolkning af Richard Floridas bog om den kreative klasse fra start 00’erne og ikke mindst en litterær konflikt mellem George Brandes og Herman Bang i 1880’erne. Det går så hurtigt med de utroligt mange eksempler fra den høj- og finkulturelle verden at ikke alle bliver lige godt aktualiseret, præciseret og placeret i forhold til bogens røde tråd.

Ingen tør længere stå på mål
Men det sker ikke desto mindre gange i løbet af bogen, at Levisen rammer den helt rigtigt.  Og lad mig bare give et par eksempler.

Myndigheden forsvinder ifølge Levinsen ud af det politiske system, når politikere eller andre meningsdannere svinger sig helt op i det røde felt med vendinger, som ”Jeg brækker mig over…”, der beskrives som et udbredt fænomen i den offentlige debat. Brækfornemmelsen optræder som demonstration af foragt og hån, hvor modpartens synspunkt eller person ikke er mere værd end at brække sig udover. Ifølge Levisen fremhæver man egen storhed ved at tale nedladende om andre.

Tilsvarende gør sig gældende, når Levinsen i sin bog – i lighed med bl.a. Politikens Rune Lykkeberg – dissekerer begrebet skam, som ”et signal til ens egen klasse eller gruppe om, at man er enig i at skamme sig over nogle andre, en art fortstilt skam pr. stedfortræder”. Skammen bliver eksternaliseret – det handler om de andre og bliver brugt til at hæve sig over disse på et moralsk og bedrevidende plan, hvor man ikke går ind i den konkrete sag, men man nøjes med den ansvarlige forargelse.

I sin kritik af den gode smag er det særligt PH, der står for skud. Den gamle danske lysmager, revyforfatter, og samfundsrevser skal lægge krop til meget. Og det gør han også, når Levinsen beskriver hvordan PH’s opgør med den traditionelle forkærlighed for klunkemøbler og bornholmerure kommer til at skabe en ny form for rigtig og tilsvarende umyndiggørende smag. Den nye form for PH’ske ’gode smag’ gør smag til noget man ikke kan diskutere – det er noget, man har eller ej.

De eksempler viser, hvordan meningsdannere og politikere i den offentlige debat – og særligt på sociale medier, som får et ekstra drag over nakken – fralægger sig ansvaret, gemmer deres holdninger og altid forsøger at undgå at stå på mål for, hvad man tror på.

Myndigheden forbliver en blafren i vinden
Levinsens bog afholder sig fra et være endnu en borgerlig kulturpessimistisk klagesang, ligesom den også aflader sig fra gå ind i sørgesalmen om politikerleden, som så mange kloger-åger uden for det etablerede politiske system ynder at spinne guld på. Så langt, så godt. Men omvendt betyder det også, at den ikke giver konkrete svar eller ansvisninger på, hvordan vi så kan tage den myndighed på os, som må påhvile alle os, der hyppigt frekventerer det offentlige rum med holdninger om dette og hint.

Det er ikke en selvhjælpsbog, men hvis Levisen ville have slugt sin egen medicin, så skulle han have stillet sig på mål for, hvordan man kan påtage sig ansvaret og stille op for sig selv. Udgangsbønnen fra en interessant bog, der måske forbliver mere velformulerede selvfølgeligheder end konkret handling er: ”modet til at stå ved sig selv og gå ud fra det”.

Jakob Levinsen: Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad. Gyldendal 2015.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook