De italienske vælgere skal 4. marts sammensætte et nyt parlament, som skal forsøge at danne en regering i et land, hvor politikerleden er så omfattende, at den har fået sit eget parti. Og et land hvor EU's sparekrav, har gjort det umuligt for landets siddende centrum-venstreledede regering, at få bugt med den efterhånden kronisk høje arbejdsløshed.

Centrum-venstres manglende evne til at udfordre EU's sparekrav, kan give politisk comeback til en gammel kending. Sådan lyder analysen forud for valget, fra en italiensk universitetsprofessor i statskundskab, som Netavisen Pio har talt med.

Partier uden partiledere kæmper om magten
Rent formelt skal der i alt vælges 630 medlemmer til deputeretkammeret og 315 medlemmer til senatet. Der er tre store partier som kæmper om magten, men man står i den mærkværdige situation, at hele to ud af tre partiledere ikke selv kan stille op til valget.

På den ene side står Silvio Berlusconis borgerlige Forza Italia, som er et højre-liberalt parti med stærke højrepopulistiske træk. Berlusconi, der efterhånden er blevet 81 år gammel, kan ikke opstille til valget på grund af en dom om skattesvindel, som han fik i 2013.

Centrum-højrekoalitionen, som Forza Italia er leder af, består desuden af tre mindre højreorienterede partier, blandt andet Lega Nord, som har udviklet sig fra at være et parti der ønskede norditaliensk selvstyre til at være et landsdækkende højrepopulistisk, anti-indvandringsparti, der blot kalder sig selv “Ligaen”.

Og endelige er der så Femstjernebevægelsen, Movimento 5 Stelle eller M5S, som er et relativt nystiftet protestparti, der første gang kom i parlamentet ved det seneste valg i 2013. Partiet ledes formelt af komikeren Beppe Grillo, som heller ikke kan opstille til valget, fordi han har en dom for uagtsom manddrab i forbindelse med en bilulykke.

Femstjernebevægelsen er efter eget udsagn euroskeptisk, anti-globalisering, miljøvenlig og anti-establishment. Partiet indgår af princip ikke alliancer med de øvrige partier.

Renzi tilbage i front
Det Demokratiske Parti, som er et socialdemokratisk, centrum-venstre parti, som er blevet dannet på baggrund af en lang række fusioner af en mindre partier på den italienske venstrefløj.

Partiet står i spidsen for en koalition på fem meget forskellige partier, som er enten liberale, venstreorienterede, midtsøgende og regionale. Partiet er desuden afhængig af det socialdemokratisk-socialistiske udbryderparti ”Fri og Lige”.

Det Demokratiske Partis spidskandidat er tidligere ministerpræsident Matteo Renzi, der gik af i december 2016 efter at have stillet sig i spidsen for et forslag om at revidere og demokratisere den eksisterende valglov. Et forslag, der faldt ved en folkeafstemning. I mellemtiden har ministerpræsidentposten været ”udlånt” til Paolo Gentolini og nu drømmer Renzi om at tage den tilbage.

Satsede på de andres svaghed
De seneste meningsmålinger viser, at protestpartiet Femstjernebevægelsen, som det stærkeste,  står til omkring 26 procent. Herefter kommer det socialdemokratiske Demokratiske Parti som står til omkring 22 procent.

Silvio Berlusconis Forza Italia står til omkring 16 procent og det højrepopulistiske Lega Nord står til omkring 15 procent. Ser man på de to koalitioner, som ligeledes tæller en række mindre partier, så står centrum-højrekoalitionen mønstre en opbakning på cirka 38 procent, mens centrum-venstrekoalitionen står til 26-27 procent.

Alt tyder på at centrum-højre ender med at vinde valget og at det dermed bliver Silvio Berlusconi, der kommer til at udpege den næste ministerpræsident. Hvem det så bliver, er der ikke sat navn på, og man er derfor i den lidt mærkelige situation, at det kun er Det Demokratiske Parti, der stiller op med deres egentlige leder.

Men manglen på ”ægte” partiledere fylder overraskende lidt hos de italienske vælgere.  Og det skyldes ifølge en italiensk ekspert, at Det Demokratiske Parti ikke har formået at sætte deres egen dagsorden, men i stedet har forsøgt at lukrere på de andre partiers splittelse og inkompetence.

”Det Demokratiske Parti har, under Matteo Renzis ledelse, satset på, at der ved dette valg ikke ville være andre valgbare regeringsalternativer end Renzi selv,” fortæller Paolo Borioni, der er professor i historie og statskundskab på Sapienza Universitetet i Rom til Netavisen Pio.

”De regnede med, at Femstjerne-bevægelsen ville blive opfattet som en inkompetent og upålidelig protestbevægelse, især efter at bevægelsens borgmester i Ron, Virginia Raggi, der er kommet i problemer efter nogle sager om nepotisme og misbrug af offentlige midler – præcis det som Femstjernebevægelsen har anklaget de gamle partier for at gøre.

Og samtidigt forudså man, at centrum-højrekoalitionen ville fremstå alvorligt svækket og for radikaliseret i kraft af Berlusconis manglende valgbarhed og Lega Nords vækst i meningsmålingerne, til at vælgerne ville have dem. Begge antagelserne viser sig at være rigtige,” forklarer han.

Hæmmes af EU-dikteret tysk sparepolitik
Når Det Demokratiske Parti alligevel ikke har kunnet drage fordel af de andre partiers problemer, så skyldes det ifølge Paolo Borioni, at EU’s sparepolitik har gjort det umuligt for den italienske regering at få bugt med den høje italienske arbejdsløshed på omkring 11 procent. Og det straffer vælgerne ved at stemme på især Femstjernebevægelsen, men også nogle af de andre EU-kritiske partier.

”Man har i alt for lang tid sat sin lid på, at italienernes spareiver- og evner og almindelige foretagsomhed ville hjælpe landet ud af lige meget hvilken krise, men de en gang så solide og høje private opsparinger er nu på grund af mange års velfærdsnedskæringer og lavvækst ved at forsvinde,” siger han og uddyber:

”Problemet er, at intet parti i Europa kan genvinde et valg på baggrund af de af EU-dikterede finanspolitiske opskrifter, især hvis de, som tilfældet er i Italien, følger efter cirka 20 års hårde velfærdsnedskæringer,” lyder hans vurdering.

På trods af den almene opfattelse om, at den italienske økonomi, som værende ude af kontrol, så skyldes det ifølge Paolo Borioni, at renterne på den høje italienske gæld, som er på 130 procent af BNP, der er det næsthøjeste i EU efter Grækenland.

”Italien er et af de mest dydige lande i EU, når det kommer til statsbudgetsoverskud, og har været det siden 1990erne, og vi har også haft et solidt betalingsbalanceoverskud de seneste år. Men når samtlige andre EU-lande følger forskellige versioner af samme sparepolitik, fører det ikke til noget,” siger han.

Berlusconi lukrerer på venstrefløjens fejl
Som udlænding der ser på italiensk politik udefra, kan det virke helt absurd at italienerne endnu engang ser ud til at give magten til Silvio Berlusconi, trods hans alenlange synderegister, som inkluderer korruption, skatteunddragelse og sexskandaler med prostituerede.

Ifølge Paolo Borioni, så skyldes det, at centrum-venstrepartierne – når de har haft muligheden – har ført en politik, som har skubbet deres egne kernevælgere fra sig.

”At Berlusconi har formået at blive med at vinde, skyldes at centrum-venstre partierne, i endnu højere grad i Italien end i resten af EU, har ført en politik som ligger langt fra deres vælgerskares interesser, og har derfor mistet mange stemmer på at sidde i regering,” mener han.

”Berlusconis styrke er i sidste ende, at de andre alternativer enten er endnu mere upopulære, som i tilfældet med Matteo Renzi og Det Demokratiske Parti, eller indtil videre opfattet som et rent protestparti,” forklarer han.

Kan ende med en stor koalition
Med tre store blokke som deler stemmerne imellem sig, så er der ingen der regner med at hverken centrum-venstre eller centrum-højrekoalitionen kan skaffe sig et flertal ved valget, og derfor vil politikerne formentlig blive nødt til at kigge ind over midten for at lande en regering.

”I så fald kunne republikkens præsident, Sergio Mattarella, som så mange andre gange tidligere, strikke et parlamentarisk kompromis sammen, formentligt en slags stor koalition henover midten med Forza Italia og Det Demokratiske Parti, som de to hjørnesten,” vurderer Paolo Borioni.

”Man har i Italien altid haft en tendens til at finde gangbare kompromiser, inden det gik så galt som at stå uden regering i mange måneder, efterhånden et hyppigt syn i EU,” siger han med adresse til både Tyskland og Belgien.

De italienske politikeres evner til at indgå brede kompromisser er også medvirkende til Italiens berømte eller berygtede praksis med regeringsomdannelser. Den nuværende regering er den 65. regering siden 1. januar 1946.

”De mange regeringer landet har haft siden 1945 burde nemlig snarere ses som et resultat af denne kultur end som en medfødt tendens til ustabilitet: Hellere en ministerrokade-agtig, ny regering end et nyvalg eller en tid med eksperimenter,” slutter Paolo Borioni.