Valg-opvarmning: Det knirker og knager hos de nedslidte

Debatten om nedslidning "taler det danske arbejdsmarked fuldstændigt ned under gulvbrædderne,” lød det fra Joachim B. Olsen i debat om tidligere pension.
Fronterne i et af de kommende folketingsvalg helt store emner, blev trukket tydeligt op, da fire folketingspolitikere torsdag diskuterede pensionsalder og tilbagetrækning.

Det var Fødevareforbundet NNF og HK/Service, der havde inviteret de fire politikere Mattias Tesfaye (S), Martin Geertsen (V), Martin Henriksen (DF) og Joachim B. Olsen (LA) til nedslidnings-debat på Islands Brygge i København.

Debatten begynder med en håndsoprækning blandt tilhørerne: ”Hvor mange har fysisk nedslidende arbejde?”. Det var ikke mange, konstaterede aftenens ordstyrer, den kendte og erkendte tidligere vært fra TV-Avisen Tine Götzsche. Heller ikke et hårdt psykisk arbejdsmiljø eller et massivt medicin-forbrug var noget de fremmødte kunne nikke genkende til..

Det står uden tvivl i skærende kontrast til de andre borgermøder som NNF har afholdt over hele i landet. Og måske fortæller det samtidig en anden historie om hvor store forskellene er blevet på tværs af landet og hvordan mange københavneres arbejdsliv adskiller fra gennemsnittet.

I hovedstaden er folk yngre, mere veluddannede og arbejdet er flyttet langt væk fra fabrikkernes samlebånd. Udsigten til at slutte arbejdslivet med ondt i legeme virker her mere fjernt.

Det knirker og knager

Omdrejnings for debatten er det udspil om tilbagetrækning, som Socialdemokratiet spillede ud med i januar måned.

”Det der har optaget os, er at man godt kan skrive i lovgivningen, at enten er man rask og så skal man arbejde, eller også er man syg og skal på førtidspension. Virkeligheden er bare mere kompliceret, der er mange mennesker der er for raske til at få en førtidspension, men for syge til at have et ordentligt arbejdsliv,” fortæller Mattias Tesfaye (S) om baggrunden for forslaget og uddyber:

”Vi bruger begrebet nedslidte, hvilket dækker over at det knirker og knager, og vi kan se at der blandt seniorerne er mange der er på sygedagpenge, spiser medicin og har mange sygedage. Det er ikke den mest værdige afgang fra arbejdsmarkedet.”

Fanger folk på mellemhånd

Venstre hovedstadsordfører Martin Geertsen (V) var principielt enig i definitionen af problemet, men den model som Socialdemokratiet har lagt frem, vil ifølge ham skabe et bureaukratisk kaos. “Der er helt uden tvivl en gruppe mennesker, der lider af fysisk eller psykisk nedslidning, og den politiske opgave er at strikke en løsning sammen, der hænger økonomisk sammen,” siger han.

”Det bliver fuldstændigt umuligt at definere det her. Det første spørgsmål man skal stille sig er, hvordan definerer man overhovedet det at være nedslidt og det andet er, hvordan man får skruet sådan en fyrre års arbejdstilværelse sammen, hvis man har været i flere forskellige job eller brancher. Jeg tror det vil skabe et kaotisk politisk forløb, hvor en masse skæbner bliver fanget på mellemhånd,” lyder hans indvending.

Jeg synes det er superærgerligt, at denne diskussion reduceres til at alle helbredsproblemer skyldes arbejde

Helt samme anerkendelse af nedslidningsproblematikken er der ikke fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen (LA).

”Jeg synes, at  det er superærgerligt at denne diskussion reduceres til at alle helbredsproblemer skyldes arbejde,” lyder det, da ordstyrer-Tine spørger ham om hvilket indtryk det gør, at der er nogen der er nødt til at spise piller for at komme igennem hverdagen.

”Sandheden er, at det går godt. Levetiden stiger både for faglærte og ufaglærte, folk har flere gode leveår, pensionstiden har aldrig i danmarkshistorien været længere end den er nu. Selv for dem uden for arbejdsmarkedet, som er kommet på nogle af de ordninger vi har, stiger levealderen. Vi kan altid diskutere om de ordninger vi har nu, er gode nok,” siger Joachim B. Olsen, der mener at debatten om nedslidning er skadelig:

”Jeg synes, den debat vi har nu, den taler det danske arbejdsmarked fuldstændigt ned under gulvbrædderne”-

Er det fair?

De fire politikere bliver spurgt om det er fair at en slagteriarbejder, der kommer ud på arbejdsmarkedet når han er 15 og en akademiker, der først kommer på arbejdsmarkedet når han er 25, skal have den samme pensionsalder?

 ”Grundlæggende er det ikke rimeligt,” lyder det fra Martin Henriksen (DF), der tilføjer, at det jo er derfor man har lavet en seniorførtidspensionsreform og netop nu sidder og forsøger at forbedre den.

Martin Henriksen påpeger, at Dansk Folkeparti tidligere har stillet forslag om, at man skal have lov til at gå på pension efter 40 år, men at det blev skudt ned af embedsmændene, der mente at det blev for kompliceret og fordi der dengang ikke var politisk opbakning til det.

Det er der måske nu, og Dansk Folkeparti er åbne overfor en rettighedsbaseret ordning, hvis man kan finde en nogenlunde fornuftig økonomisk ordning.

Men en rettighedsordning bliver ikke til virkelighed med Liberal Alliances opbakning:

”Jeg synes ikke det er uretfærdigt, at vi har indrettet os på den fornuftige måde med en pensionsalder, der følger alderen. Derudover har vi nogle ordninger for dem der har dårligt helbred, hvor vi tager udgangspunkt i individer.

Det andet har man i andre lande, blandt andet i Sydeuropa, det er notorisk dårlige pensionsordninger og dem er der heller ingen, som er specielt tilfredse med,” siger Joachim B. Olsen.

Fagforbund: Vi har ikke bedt om bedre seniorførtidspension

Samtidig med debatten, sidder nogle af politikernes kolleger lige nu på Christiansborg (eller nærmere bestemt i Beskæftigelsesministeriet) og forhandler om forbedringer af seniorførtidspensionsordningen.

Vi har bedt om, at der bliver taget hånd om dem, der spiser 4-6 piller om dagen

Et arbejde som alle fire partier er involveret i, men det slet ikke det aftenens ene arrangør, Fødevareforbundet NNF, efterspørger.

”Vi har aldrig bedt politikerne om at kigge på førtidspension eller seniorførtidspensionsordningen.. Vi har bedt om, at der bliver taget hånd om dem, der spiser 4-6 piller om dagen, men som ikke er syge nok til at komme på de her ordninger.

Det tager man rigtigt godt hånd om i det socialdemokratiske forslag, fordi det er en ordning, der er rettighedsbaseret,” lyder det brysk fra forbundsformand Ole Wehlast.

Enige blev det ikke, men fronterne er debatten er nu tegnet helt tydeligt op.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vi ser jo her lidt den der holdning, at den "arbejdende" del af befolkningen, altså folk med fysisk arbejde, er dem, som bliver nedslidte, mens akademikere, som jo "bare" sidder ved et skrivebord, jo har det så nemt, så nemt, og bliver ikke nedslidte. Lad mig her gøre opmærksom på, at den hyppigste erhvervssygdom blandt matematikere er svære sindslidelser. Kravene til visse akademikere er i dag så høje, og konfliktniveauet iblandt disse erhverv er så højt, at det ikke kan undre, at der er mennesker i disse erhverv, som gladeligt ville forlade det hele, hvis de kunne. Ofte er der jo en stor studiegæld, som skal arbejdes af, så folk sidder i fælden. Vi må jo heller ikke glemme hospitalslægerne, der oplever, at folk river og flår i dem på deres 48-timers vagter, og ofte skal de stå op i 14 timer i træk og operere. Det er få mennesker, der er i stand til dette. Det har jo sine grunde, at de får en høj løn. Jeg erindrer, for mange år siden, en læge, som havde forladt det hele, og som havde oplevet dette som en kæmpe lettelse. Selv havde jeg fabriksarbejde efter års studier, og jeg opfattede dette at stå ved en maskine uden nogen højerestående mental aktivitet som en lettelse. Der vil således blandt de højere uddannede også være et behov for at kunne gå på førtidspension, hvis man, qua arbejdet, har pådraget sig skader.

Om differentieret tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Det centrale problem i debatten om forskel i pensionsalder er, at med stigende pensionsalder må vi imødese stigende problemer med at tilgodese nedslidning eller andre forhold som f.eks. sygdom eller alderssvækkelse, samt at definere, hvem ordningen er beregnet for.
Sagen er jo, at der ingen sammenhæng er mellem nedslidning og levealder. Nedslidningen vil forekomme ligesom nu, uanset at den generelle levealder øges i befolkningen, og dermed vil behovet for platforme, hvor man kan træde ud af ræset, stige uproportionalt meget, når pensionsalderen over tid stiger til op imod 72 år.
Grundet udviklingen i den demografiske sammensætning af befolkningens levealder gælder det allerede nu, at pensionsalderen relativt stiger mere, end levealderforøgelsen skulle betinge. Det skyldes at der fremover vil optræde ny aldersfordeling, hvor mængden af ældre frem imod 2040 relativt stiger, bl.a. grundet store årgange. Derfor vil vægten af ældre medborgere i en periode stige mere, end den generelle levealder, medens en ny ligevægt indstiller sig. Når pensionsalderen således stiger ”for meget”, betyder det, at der foruden nedslidning også vil forekomme en øget mængde med alderssvækkelse, i forhold til hvad den generelle forøgelse af helbredstilstanden betinger. Dette forhold er forlods forstærket af, at den faktuelle afskaffelse af efterlønnen i gennemsnit alene bidrager med nogle år til den gennemsnitlige senere tilbagetrækning.
Af disse grunde må vi klart forudse, at der bliver øget behov for at kunne trække sig tilbage, og for at undgå administrative mareridt, bør en sådan ordning i en indfasningsperiode træde i kraft i en passende afstand fra pensionsaldersgrænsen.
Vi kender i forvejen en sådan ordning fra efterlønnen. Her er alle kvalificerede, og motivationen for at gå på arbejde i stedet for efterløn følger det mønster vi kender fra de borgerlige argumenter om, hvor meget en sænkning af topskatten på bare en procent betyder for merindsatsen. Denne ordning er værdig, og kræver ikke, at men er invalid, før man går på pension
Ser vi på den samlede finansiering, styrkes argumenterne for en sådan ordning af, at når individets arbejdsudbud forøges, vil der dannes en merindkomst, der gennem skatten giver et øget råderum, hvoraf en del passende kunne bruges på at afbøde skadevirkningerne grundet længere arbejdsliv.
Man skal huske, at den øgede tid på arbejdsmarkedet,i takt med sin realisering, giver en ny belastning på arbejdstagerne, og det er lidt svært at se meningen i, at hele gevinsten med ekstra provenu i statskassen skal brændes af på skattelettelser i stil med det som brontosaursegmentet plæderer for. Når der til denne provenuforøgelse lægges de midler, som Mette Frederiksen stiller i udsigt som nye midler, og de ubrugte midler, som p.t. ikke løsnes via seniorpensionsordningen, kan der måske visefarbar sig en passage ned af den sti.

Tak til PBP for et interessant indlæg. Jeg håber, at du får ret. De borgerlige, inklusive Det Radikale Venstre har jo haft travlt med at dømme efterlønnen ude. I virkeligheden havde landet jo råd til en ordentlig ordning, men jeg tror, at man nok ikke slipper udenom en helbredsbedømmelse. Men alene det at få udryddet kommunernes lægekonsulentordning og få denne erstattet af, at personens egen læges vurdering lagdes til grund, ville være et stort fremskridt. Men vi er også oppe imod, at kommunerne jo ikke viger tilbage fra at administrere lodret i strid med eksisterende lovgivning. Vi har jo været vidner til det groteske fænomen "sengepraktik", hvor sengeliggende folk kommer i jobpraktik med seng og det hele, og nødes til at udføre måske et kvarters arbejde. Alene at få dette politiske misfoster afskaffet, ville være et fremskridt.

Annonce