De færreste vil se statsret og parlamentarisk skik som styrende for det politiske nytår, der begynder den første tirsdag i oktober, men spørgsmålet er om en mindretalsregering kan forblive på pladsen, hvis den ikke længere har initiativet til at lede udviklingen i landet. Det mere præcise spørgsmål er, om Dansk Folkeparti forsat kan være både regeringsgrundlag og oppositionsparti.

[read-also]

Løkke: Statsminister for hvilken pris?
Lars Løkke Rasmussen (V) har som bekendt sagt, at han ikke vil være statsminister for enhver pris. Det kan man drille ham med, eller mere seriøst spørge, om han kan være statsminister ved at betale enhver pris til skiftende flertal for at blive siddende. Senest har et flertal uden om regeringen besluttet at bruge to milliarder kroner til at udvide togfonden til bedre kollektiv trafik. Aftalepartierne er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Radikale og SF, en flertalsgruppering som kan så meget, at den også kan afspore VLAK-regeringen.

Derfor må han løbende overveje regeringens parlamentariske legitimitet, så han ikke overskrider udløbsdatoen.

I det parlamentariske demokrati kan statsministeren naturligvis ikke tage imod enhver omvej, som et alternativt flertal anviser; og statsministeren forstår bedre end de fleste andre på Christiansborg både de teoretiske og praktiske sider af det parlamentariske liv. Derfor må han løbende overveje regeringens parlamentariske legitimitet, så han ikke overskrider udløbsdatoen. Juristen i ham hører uret tikke, politikeren i ham kigger efter muligheden for at sætte uret i stå, så regeringssamarbejdet med Konservative og Liberal Alliance kan holde tiden ud.

Oppositionens begrænsede respekt sender regeringen i grå zonen
Når Folketinget ikke har et regeringsdueligt flertal, må mindretallet påtage sig opgaven. Mindretalsregeringens legitimitet til at danne regering er, at den har de bedste betingelser for at lede den politiske udvikling i landet, og at dette respekteres af flertallet. Med andre ord: Den må ikke have flertallet imod sig. Her er der vel som i de fleste af livets forhold en hvid, en grå og en sort zone. Hvid er i min udlægning, når regeringen styrer butikken, tager mod inspiration fra den loyale opposition og alle ministre forbliver i deres embede. Sort er, når det er oppositionens og ikke regeringens finanslov, der gennemføres. Den aktuelle tilstand er således i grå zone med oppositionens begrænsede respekt for regeringens ledelsesinitiativ.

Man kan ikke på samme tid opretholde og undergrave regeringens legitimitet.

Spørgsmålet er jo, om flertallet respekterer mindretalsregeringen, når flertallet samtidig lovgiver på tværs af regeringspartiernes interesser. Man kan ikke på samme tid opretholde og undergrave regeringens legitimitet. Der var i perioden fra 1982 til 1992 skiftende grønne, sociale og sikkerhedspolitiske flertal, som underminerede Poul Schlüter-regeringernes parlamentariske legitimitet og fremkaldte NATO-valget i 1988 fordi statsministeren satte sin grænse efter længere tids ophold i grå zone.

VLAK-regeringen kan ikke sig drive i mangeen for evigt
Spørgsmålet er, hvornår Lars Løkke når sin grænse, der bestemt er mere politisk end jura og statsret. Demokratiets danske spilleregler er ikke hugget i granit, men trods usikkerhed og uklarhed om grænserne, er der en grænse. Givet er det, at regeringen mister enhver parlamentarisk legitimitet, hvis det, som nævnt, ikke er regeringens, men oppositionens finanslov, der vedtages.

Legitimiteten forsvinder sikkert også på et tidligere tidspunkt, men lige her er det ikke nødvendigt at diskutere grænsedragningen i detaljer. Man kan dog notere, at DF-formanden Kristian Thulesen Dahl fuldt ud forstår grænsen. Da Mette Frederiksen i begyndelsen af august foreslog ham en ”velfærdsalliance” på 25 milliarder kroner, talte han pænt om ideen, men sagde nej. Han skulle ikke, om jeg så må sige, binde sig så meget, så det så ud som om han også ville være oppositionslederens parlamentariske grundlag.

Konklusionen er, at der er grænser og at VLAK ikke vedblivende kan lade sig drive rundt i manegen (gråzonen) og samtidig påstå, at de har dannet regering fordi de er de bedste til at regere. Når de tre partier ikke regerer skal de ikke danne regering. Når regeringen med mellemrum accepterer de øvrige partiers politik og gør den til sin egen bliver det mindre tydeligt, men ikke mindre rigtigt, at den har mistet evne til at være politisk ledelse.

På lånt tid
Det usædvanlige i den aktuelle situation er desuden, at regeringen formelt har Dansk Folkeparti som sit parlamentariske grundlag samtidig med, at DF har gjort politisk flerkoneri og politisk utroskab til sit varemærke. De politiske journalister har med kærlighed overtaget sportsjournalisternes sprogbrug for nederlag, der ikke behøver at være ret store for at udgøre en ydmygelse.

DF har gjort politisk flerkoneri og politisk utroskab til sit varemærke.

I den parlamentariske regnskabsførelse er der både en politisk og en juridisk kolonne: I den politiske kolonne medfører hver eneste ydmygelse et tab, i den statsretlige kolonne rykker ethvert nederlag regeringen tættere på tabet af politisk legitimitet. Og hvordan kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen så ud af den klemme?

1. Han kan tale et alvorsord med Kristian Thulesen Dahl, og det gør han vist med jævne mellemrum.
2. Han kan udskrive valg, men de små slag er ikke nok, han skal have et stort – på størrelse med velfærdsalliancen – og et valggrundlag.
3. Han kan bede om en tillidserklæring i Folketinget, hvad der ikke er tradition for her i landet, men i så mange andre.
4. Han kan bede om en Amalienborg-runde, hvor partilederne må bekræfte eller afkræfte om regeringens parlamentariske underlag er troværdigt.

Det er næppe en mulighed for Lars Løkke at lade stå til og se Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammenflette deres interesser indtil de skubber regeringen ud over den parlamentariske kant.

Kort sagt siger alle de mange ord her, at statsministeren før eller siden må kræve svar på, om DF er regeringsbærende eller i opposition. Gad vide om valget ikke kommer, før vi aner det.

 

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.