Corona-krisen truer Danmarks erhvervsmæssige kompetence og dermed vor økonomiske evne til at nedbringe den tre-cifrede milliardgæld stiftet i begyndelsen af krisen. Denne artikel indeholder et substantielt forslag til at styrke kompetencen og accelerere nedbringelse af gæld.

Alene faldet i praktikaftaler er 80 procent

Krisen har bevirket manglende indgåelse af uddannelsesforhold i erhvervslivet. Alene faldet i praktikaftaler er 80 procent, hvortil kommer 18.000 manglende praktikpladser til personer i erhvervsrelaterede uddannelser sidste år. Antal ansøgninger til studiepladser øges, men alligevel vil Uddannelses- og Forskningsministeren ikke øge antallet af pladser. Virkningen er, at antallet af afslag øges betydeligt. Hvor skal de afslåede gå hen?

Undervisningsministeren er af Venstre blevet spurgt om hvilke konkrete praktikpladsfremmende initiativer regeringen vil tage for de 14.500 elever, der snart afslutter deres grundforløb på erhvervsuddannelserne.

Mod savnes 

Under corona-krisen har politikerne, sammen med os andre, påtaget sig et grundlæggende defensivt ansvar. Det private samfund har loyalt fulgt op. Vi har nu brug for i åbningsstrategien, at politikere tager et offensivt ansvar for at optimere Danmarks erhvervsmæssige kapacitet, så vor gæld kan nedbringes hurtigere end hvis vanemæssig tankegang råder. En ændret prioritering af erhvervsrelevante uddannelser må etableres i den offentlige forvaltnings opfattelse.

Der savnes et modigt politisk pålæg til offentlige styrelser, regioner og kommuner om at indarbejde krav om uddannelsespladser

Der savnes et modigt politisk pålæg til offentlige styrelser, regioner og kommuner om at indarbejde krav om uddannelsespladser i deres offentlige udbud. I øvrigt i overensstemmelse med Erhvervsministeriets Vejledning om sociale klausuler.

Vægtningen af kravet bør være tydeligt, så private virksomheder ser en konkurrencefordel i at have ansatte under uddannelse i arbejdsopgavens periode. Konkurrencen mellem de bydende virksomheder kan gøres ved at sammenligne uddannelsernes EU-standardiserede EQF-niveauer og ECTS point i deres tilbud på offentlige opgaver. EQF står for uddannelsens dybde, ECTS for dens arbejdsbelastning i tid.

Krav om uddannelsespladser i offentlige udbud

Vi står i en corona-situation stadig kendetegnet ved

• fortsat fremtidig international afhængighed og forpligtigelser
• offentlige bureaukratiers systemtænkning, dog med mulighed for nytænkning efter politisk pres, universiteters og privates opfindsomme muligheder
• astronomisk økonomisk gæld, både privat og offentlig
• privat erhvervsliv viser omstillingsevne
• øget krav om national egenkapacitet

Dette bør opfanges af en exit-strategi, som kan afvikle gæld hurtigst muligt. Der har også før-corona været efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft nu og i fremtiden, ofte faglærte og lignende videreuddannede.

Der er for nuværende fald i antallet af praktikpladser til at uddanne kompetent arbejdskraft. Erhvervslivet har ved sin omstillingsevne vist, at det kan nytænke og påtage sig byrder som betingelse for sin drift. Hjemmearbejdende embedsmænd kan bidrage meget på dette område. De kan indarbejde krav om uddannelsespladser i offentlige udbud, hvorved bidrages til nytænkningen. Samtidig med at den internationale konkurrence og afhængighed bevares.

Det offentlige iværksætter arbejde, blandt andet ved at ophæve det kommunale anlægsloft og fremskynde statslige opgaver, det hele i udbud til private virksomheder.

Vi taber praktikpladser under corona

For at ruste os til fremtiden ”på den anden side” af corona, kan opgaven kort beskrives som en nytænkning i offentlig virksomhed for at optimere Danmarks erhvervskapacitet. Nytænkningen gavner erhvervslivet med hensigten at afvikle kort- og langsigtet gæld – og bevarer velfærdsstatens niveau ved at etablere et øget skattegrundlag i forhold til at gøre som nu.

Alene sidste år manglede 6.000 EUD-elever en praktikplads

Nytænkningen kan gøres ved at styrke arbejdsstyrkens kompetencer, både med hensyn til EUD-praktikanters antal og ved andre erhvervsrelaterede uddannelser, fx. mange arter af ingeniører. Alene sidste år manglede 6.000 EUD-elever en praktikplads – et argument for forældre og unge til ikke at vælge en erhvervsuddannelse. Dansk Byggeri siger, at 7.700 praktikpladser vil falde bort under corona-krisen. Andre brancher vil også opleve en reduktion. Derfor bør virksomheders uddannelsesindsats være et konkurrenceparameter i deres iver for at få offentlige opgaver.

Arbejdsgiverne selv råber på fremtidige faglærte og videregående erhvervsrelevant arbejdskraft som ikke opfyldes, med deraf uhyggelige strategiske konsekvenser for dansk erhverv og velfærdsstat. Allerede flere år inden corona-krisen har gode ord, opfordringer, tilskud og milde bøder vist sig utilstrækkelige.  Det er ikke nok, at finansministeren vil bruge 6 mia. kr. på uddannelse fra en fond, der i forvejen er øremærket til uddannelse af arbejdsmarkedets parter. En håndfast politisk strategisk indsats er nødvendig.

Erhvervsrelevant uddannelse betaler sig for samfundet

Danmark er forpligtet og afhængig af det internationale marked. Den internationale konkurrence og forpligtigelse kan bevares, ved politisk at pålægge udbud af arbejdsopgaver fra stat, regioner og kommuner, at deres leverandører (nationale og internationale) skal opfylde krav om, at leverandørernes personale skal omfatte personer i anerkendte uddannelsesforløb. Der skal stilles krav om en både umiddelbar og strategisk kompetenceudvikling af arbejdsstyrken. Den nu corona-etablerede, trecifrede milliardgæld kan derved accelerere sin afvikling, hvis danske virksomheder kan udkonkurrere udenlandske.

Afviklingen af gælden accelereres ved, at erhvervsrelevant uddannelse betaler sig for samfundet. Udover at dette er almindelig konstateret viden – altså ikke fordom – fremgår det også af Rockwool Fondens rapport ”Afkast af uddannelse”: Størrelsen af gevinsten er 100.000 kr. hvis en person bliver enten erhvervsfagligt eller teknisk akademisk uddannet. Værdien af de udbudte offentlige opgaver er uoverskuelig at anføre her, da alle offentlige nationale opgaver vil være aktuelle for dansk erhvervsliv, evt. som underleverandører.

Princippet i dette anførte pålæg er, at virksomhedens indsats for uddannelse kan måles og sammenlignes efter EU-normer, da offentlige opgaver ved store udbud følger dem. Interationale virksomheder kan altså også byde ind som hidtil, der er international konkurrence og forpligtigelse.

Stil krav til italienske og polske virksomheder

For at sikre, at der bliver gjort noget for at få uddannelse synligt styrket hos leverandøren in spe, tilbudsgiveren, skal den offentlige udbyders vægtning af uddannelse være tydelig for tilbudsgiveren i den offentlige udbyders vurdering af tilbuddet. Fx. 15 procent. Således kan den offentlige udbyder nedtone andre lokkende dele i et tilbud, fx. dets pris eller andre vægtede kvalitetsparametre.

Den praktiske behandling af EQF og ECTS kan variere efter den offentlige udbyders ønske eller opgavens art. Udbyderens mening om opgaven typisk kræver specialarbejdere, faglærte, akademiske medarbejdere eller blandede faggrupper – men dog kun i de involverede medarbejderes tid på opgaven. Derved fremstår danske brede uddannelser konkurrencedygtige over for udenlandske specialister.

Internationalt er uddannelsers koncept, anerkendelse og praksis ikke ens fra land til land, selv om der er disse to standarder inden for EU. Det er derfor også nødvendigt at stille krav om, at fx. de italienske eller polske uddannelser, som en international virksomhed tilbyder i forbindelse med et offentligt udbud, er statsanerkendte i det pågældende land eller er anerkendt i landets branche. Det er ikke nok at gå efter fagbetegnelsen, fx. murer.

Derfor er det også nødvendigt, at den offentlige udbyder i sin markedsundersøgelse og prækvalifikation for opgaven, orienterer sig om de interesserede virksomheders forhold vedrørende uddannelse. Om det fx. er specialarbejdere, man betegner som faglærte etc., hvad certifikater egentlig indeholder i substansen etc. Samt løbende følger leverandørens anvendelse af arbejdskraften på arbejdsopgaven!

Større interesse for arbejdskraftens kompetence

Det har ikke rigtigt været prøvet før af det offentlige, men det er i den nye verden efter corona på tide, at det offentlige også interesserer sig for arbejdskraftens kompetence, og ikke kun for ”virksomhedens kompetence” ved levering af en opgave. (Måske en årsag til, at kæden af og til er hoppet af i offentlige opgaver?). Dermed styrkes også national egenkapacitet nu og i fremtiden.

Det offentliges adfærd bør ændres til en mere ”stimulerende” indsats

De hidtidige forsøg på at skaffe uddannelsespladser, især EUD-praktikpladser, har været motiverende og venlige. Dog langt fra tilfredsstillende, selv efter tilskud og milde bøders indførelse. Uagtet at alle har opfordret til at få løst problemet, og selv om en vejledning om sociale klausuler i udbud blev udgivet for flere år siden af Erhvervsministeriet. Det offentliges adfærd bør ændres til en mere ”stimulerende” indsats.

Opgør med embedsapparatets vanetækning

Den væsentligste forhindring for en strategisk uddannelsesindsats til afhjælpning af den astronomiske corona-gældsætning, er det offentliges vanetænkning. Fx. er skolepraktik til en erhvervsuddannelse kun kvalifikationsgivende – men reelt ikke kompetencegivende, da eleven ikke lærer at arbejde kompetent i arbejdspladsens miljø.

Den passiviserende vanetænkning blandt embedsmænd har rigeligt gjort sig gældende op til og under corona-udbruddet

Den passiviserende vanetænkning blandt embedsmænd har rigeligt gjort sig gældende op til og under corona-udbruddet. Nu har alle set, hvor skadelig den er for et samfunds overlevelse. Derfor er et gennemtrængende politisk initiativ nødvendigt for at ændre den hidtidige tankegang og kultur, og få løst praktikpladsproblemet for unge og gamle, EUD-elever, relevante akademikere, og udsætte tilbudsgivere for konkurrence i offentlige udbud på erhvervsuddannelsesområdet og lignende relevante uddannelser.

Hverken politikere eller erhverv har vel noget imod lidt konkurrence også på uddannelsesområdet? Det er jo tilladt allerede nu.

Ellers er det Godot, vi venter på – ikke afvikling af national gæld!