Vanopslagh slår vidt åbne døre ind

Men de kristne bor langt fra hinanden.

Danmark er særegen ved ikke at have en industrialiseringsfortælling som grundmyte, men derimod fortællingen om landbrugssamfundets redning af nationen efter katastrofen i 1864: 

Heden blev opdyrket og andelsbevægelsen gjorde os rige og frie.

Når Liberal Alliance-formand, Alex Vanopslagh, i ‘Den usynlige’ ånd hævder at ville skrive en alternativ Danmarkshistorie, hvor det er civilsamfundet og ikke staten, der redder Danmark, er det mere eller mindre forkert - altså det er forkert, at den er alternativ. 

Fortællingen om andelsbevægelsen er den danske grundfortælling - den, der skaber vores identitet.

Så når Alex Vanopslagh i bogen vil bryde en lanse for civilsamfundet, er det at slå i forvejen vidt åbne døre ind. Også når det gælder den aktuelle tidsånd. 

Læs også:Alex Vanopslagh famler i ny bog

Samtlige politiske debatbøger fra Pelle Dragsteds ‘Nordisk Socialisme’ over Christian Egander Skovs ‘Folkeligt skal alt nu være’ til nu Vanopslaghs egen slår et slag for civilsamfundet. 

Det er på en måde også den eneste logiske mulighed: 

Efter en lang periode med staten som omdrejningspunkt i efterkrigstiden og en periode med markedsgørelse fra Schlüter til Corydon er der kun civilsamfundet tilbage som stor samfundsmæssig størrelse, nu hvor staten og markedet hver har haft sin runde.

Menighedsstyret

Folkelighed kræver ånd, som Egander Skov også registrerer, og derfor må Vanopslagh i sin titel erstatte markedets rationalitet med folkelighedens ånd (uden dog at afskaffe markedets rationalitet og derfor er hans standpunkt i mine øjne ikke tænkt ordentligt igennem).

Ånden er bl.a. Lutherdommen, men selv om Vanopslagh skriver Luther, er det calvinismen, han beskriver. Den reformerte kirke er en menighedsstyret kirke (civilsamfund!) styret af frie borgere af og til i opposition til magten (Nederlandene i befrielseskrigen). 

Derfor ligger det lutherdommen fjernt at være imod staten

Den Lutherske kirke er derimod en fyrstekirke - en statskirke, ville vi sige - der er baseret på øvrighedstænkning - 'Der er ingen øvrighed, der ikke er af Gud' - og husbondtænkningen hersker: 

Alle skal høre til et 'hus', der netop har en husbond som øvrighed. Øverst Kongen og allerøverst Vorherre. 

Derfor ligger det lutherdommen fjernt at være imod staten - den er vokset frem sammen med i første omgang fyrstestaten og i anden omgang enevælden. 

At så i første omgang pietismen og i anden omgang Indre Mission bløder billedet op, er en anden sag, men det sker i Danmark relativt sent.

Guds øje i det øje

Derfor er Vanopslaghs tanke om at næstekærlighed skal erstatte kold systemtænkning ud over til tider at være formuleret noget floskuløst i bogen heller ikke særlig luthersk. 

Som Luther skriver om denne tanke "..sørg først for at få fyldt verden med ægte kristne, før du styrer den kristeligt og evangelisk" - og så tilføjer han for, at man ikke skal være i tvivl om det urealistiske i det projekt: "Men dee kristne bor langt fra hinanden"

Læs også:Folkekirken er dansk, men kristendommen er det ikke

Endelig taler Vanopslagh meget om det indrestyrede menneske, men David Riesman, der har skabt dette udtryk som samfundsmæssig term, skriver allerede umiddelbart efter 2. verdenskrig, at dette nu bliver erstattet af det gruppestyrede, hvilket enhver i mine øjne kan gøre sig klart ved at iagttage den virkelighed, der umiddelbart omgiver os: 

Vi læser os selv og hinanden konstant, og det regulerer vores adfærd: "Sådan som jeg læser dig"/"Så har du læst mig forkert". 

Det er ikke Guds øje i det øje, det er hinandens øjne, vi i vor tid bliver til i.