Var fagforeningerne arnested for sammensværgelser? Ny bog om konspirationsteorier graver dybere
Var fagforeningerne arnested for sammensværgelser? Ny bog om konspirationsteorier graver dybere
Den tidligere DR-journalist og historiker Ole Retsbo har skrevet en spændende populærhistorisk gennemgang af konspirationsteorier for de uindviede. Bogen er velskrevet og underholdende, men kunne også have været disponeret lidt bedre for at give mere plads til andre relevante teorier
Jeffrey Epstein er alle konspirationsteoretikeres våde drøm: Det endelige bevis på, at en hemmelig elite, bestående af jødiske milliardærer med tråde til verdens regeringsledere, opererer en pædofil sexring og korresponderer med mediechefer om eugeniske fantasier.
Når den slags historier dukker op, er der ikke meget at sige til, at mange mennesker kan føle sig overbeviste, når nogen stiller sig frem og siger: “Se selv! Det er jo det, vi har sagt i årevis, mens medierne har skjult sandheden og kaldt os vanvittige!”
Især ikke, hvis man er amerikaner og ens egen regering gang på gang har deklassificeret materiale, der viser, at faktiske konspirationer har fundet sted.
et mildest talt pikant efterspil på hjemlige breddegrader med hele FE-sagen
Eller når journalister og whistleblowere har afdækket forløb, der ikke skulle have været fremme i offentligheden.
Vi kan i flæng nævne CIA’s utallige missioner i Latinamerika, psyop-programmet MKULTRA, Watergate-skandalen eller Edward Snowdens afsløringer af NSA’s ulovlige logning, der har fået sig et mildest talt pikant efterspil på hjemlige breddegrader med hele FE-sagen.
Problemet er bare at konspirationsteoretikere sjældent stiller sig tilfredse med de umiddelbare kendsgerninger.
Tværtimod har de tendens til at drage forhastede konklusioner, som overskrider alle regler for både logisk gyldighed og sund fornuft. Oftest med enten berømmelse, monetær fordel eller politisk magt for øje.
Den evige kamp mellem Lys og Mørke
I bogen ‘1000 års konspirationsteorier - Fra tempelriddere og illuminati til QAnon og Trump’ tager Ole Retsbo os med hele vejen til begyndelsen - i det omfang, man kan tale om en sådan begyndelse.
Han skriver i introduktionen, at han med bogen kombinerer sit mangeårige virke som journalist med sin baggrund som historiker, så de mundrette “1000 år” kan nok siges at være en journalistisk stramning.
Langt det meste af bogen foregår nemlig - paradoksalt nok - fra oplysningstiden og frem.
Man kan derfor godt blive lidt skuffet, hvis man eksempelvis har læst Umberto Ecos roman ‘Foucaults pendul’ og forventer at høre om diverse okkulte middelalderlige sekter som rosenkreutzere og kabbalister.
Til gengæld er det også en god pointe, at det netop var oplysningsidéen som gjorde den moderne form for konspirationsteorier mulige.
Netop fordi man mistede forestillingen om Gud som en samfundsindgribende instans, gav det pludselig mening at lede efter menneskelige motiver for verdens problemer.
Samtidig muliggjorde eksplosionen af aviser, tidsskrifter og bøger, at man kunne “videnskabeliggøre” sine idéer gennem labyrinter af fodnoter og kildehenvisninger.
Ifølge Retsbo har flere forskere også peget på, at religiøs tro og konspirationsteorier hænger tæt sammen, dels på grund af fraværet af evidens og metodologiske principper, men også fordi der ofte er tale om en tydelig kamp mellem gode og onde kræfter.
Murernes gamle fagforeninger
Den første moderne konspirationsteoretiker var den reaktionære franske jesuit Augustin Barruel, der mente, at det lille oplysningsselskab Illuminati i virkeligheden stod bag den franske revolution i 1789.
Det var også ham, der populariserede idéen om, at frimurerne styrede verdens begivenheder i det skjulte.
Han anså omvæltningen som én stor tragedie og mente, at oplysningsfilosofferne konspirerede mod kristendommen, mens frimurerne konspirerede mod konge og stat.
Frimurerlogerne startede oprindeligt i middelalderen som datidens fagforeninger. De var bogstavelig talt murerlav, som holdt fagets hemmeligheder i hævd.
Læs også:Hjemstavnsdigte fra Djursland
Men efterhånden som murerskeen antog symbolsk form, begyndte borgerskabet og adelige også at interessere sig for logerne. Og da håndværkerhistorien ikke var fin nok for adelen, fandt man på, at frimurerne oprindeligt stammede fra Tempelherrerordenen. Barruel troede fuldt og fast på den slags gedulgte forbindelser.
Som man måske kan høre, stammer mange af de moderne konspirationsteorier direkte fra hans bog ‘Erindringer til illustration af jakobinismens historie’ (1797), som blev lidt af en bestseller i samtiden.
Fra JFK til RFK Jr.
Retsbo øser ud af sin viden med en pædagogisk sans, der vidner om hans fortid på DR. Han har fungeret som “debunker” og produceret flere dokumentarer om bl.a. Kennedy-mordet.
Han bruger derfor også særdeles lang tid på teorierne om JFK, der ifølge Retsbo markerer et nyt skridt i konspirationsteoriernes historie.
Samtidig var der tale om en venstreorienteret magtkritik snarere end en reaktionær forherligelse af det bestående
Hvor Barruel havde en stor, forkromet teori om verdensherredømmet, agerede advokaten Mark Lane i stedet privatdetektiv over for den officielle historie fra Warren-kommissionen. Samtidig var der tale om en venstreorienteret magtkritik snarere end en reaktionær forherligelse af det bestående.
Det samme gjorde sig angiveligt også gældende for teorierne bag angrebet på World Trade Center, der blev anset som et “inside job” orkestreret af George W. Bush for at retfærdiggøre krigene i Mellemøsten.
Men selvom en af de fremmeste fortalere for “9/11-Truth” var teologen David Ray Griffin, så var højrefløjen også særdeles aktive fra begyndelsen, ikke mindst den militante ufolog William Cooper og radioværten Alex Jones, der begge havde “forudset” angrebet (ligesom et defekt ur kan siges at se ind i fremtiden).
Særligt Alex Jones blev verdenskendt med sin platform Infowars, der både fabrikerer konspirationsteorier og sælger overlevelsesudstyr.
Læs også:Vildmarken uden det konventionelle
Han har måske mere end nogen anden været med til at frembringe den paranoide tilstand, som mainstream amerikansk politik er degenereret til.
Han var også fra begyndelsen med til at støtte Trump, hvis nuværende sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. - JFK’s nevø - er den argeste vaccinemodstander.
Med sin indflydelsesrige platform har Alex Jones rullet sølvpapir ud i årevis, men i oktober 2022 blev han dømt til at betale en svimlende sum på 1,4 milliarder dollars i erstatninger til familier for ofrene for skoleskyderiet i Sandy Hook i 2012.
Han havde hævdet at skyderiet var et bluffnummer og at familierne var betalte skuespillere, hyret af regeringen som påskud for at indføre strengere våbenlovgivning. Det fik flere af hans følgere til at opsøge og chikanere familierne i årevis.
Den Nye Verdensorden
Bogen kommer selvfølgelig ind på disse emner, men af en halvtung mursten at være, springer den relativt hurtigt over New World Order-teorierne, UFO’er i Roswell, Annunaki og pyramiderne i Giza, David Ickes reptilmennesker, Zeitgeist-bevægelsen, Skull and Bones-ritualer, flat earthers, mordene på rapperne Biggie Smalls og Tupac etc.
Konspirationsteorier er desværre blevet stadigt mere relevante i den nye politiske verdensorden
Alligevel er bogen spændende læsning for alle, der interesserer sig for fænomenet.
Konspirationsteorier er desværre blevet stadigt mere relevante i den nye politiske verdensorden, som ironisk nok blev foranlediget af konspirationsteoretikerne selv.
Med Trump ved magten har den amerikanske højrefløj systematisk udnyttet befolkningens mistillid til insitutionerne ved at gentage populære konspirationsteorier om fx den “dybe stat”.
Det er derfor ikke tilfældigt, at det nye paradigme for konspirationsteorier blev lagt af QAnon, som opstod på baggrund af et par løse kommentarer fra Trump selv. Inspireret af præsidenten, postede en anonym profil et par korte opslag på et obskurt internetforum, og det var åbenbart nok til at starte en ny bevægelse, som i sidste ende ledte til Stormen på Kongressen d. 6. januar 2021.
QAnon er en form for konspirationsteori uden teori, der mest af alt låner brudstykker af andre konspirationsteorier.
Læs også:Ny bog om politisk ildsjæl og feministisk fyrtårn skæmmes af for meget småsnak
I modsætning til Barruels store, forkromede teori og Mark Lanes praksis som privatdetektiv, handler det nye paradigme mere om at dele memes og forstå referencer gennem indforståede koder.
Udgivelsen af ‘1000 års konspirationsteorier’ i oktober faldt meget passende sammen med den amerikanske højesterets stadfæstelse af dommen mod Alex Jones.
Domstolen afviste hans appel uden kommentarer.
Ole Retsbo. '1000 års konspirationsteorier - Fra tempelriddere og Illuminati til QAnon og Trump'. 352 sider. Gads Forlag. 2025.
Tilføj kommentar