Ved Anders Samuelsen egentlig, at han er i regering?

Analyse: Liberal Alliance er kommet rigtig dårligt fra start i den nye regering. Men der er meget i Liberal Alliances strategi, der tyder på, at de ikke rigtig er klar over, at de er i regering.
Liberal Alliances start i regeringen har ikke været, som de formentlig selv havde håbet på. For at sige det ligeud har starten været rædsom for det lille borgerlige parti.

Partiformand Anders Samuelsen fik det ganske kongerige til at falde sammen i en blanding af latterkramper og løftede øjenbryn, da han hævdede, at der reelt havde været et folketingsvalg.

Liberal Alliances ministerhold kom til at opleve, hvor meget en minister bliver kigget i kortene, da Liberal Alliances ministre blev stillet til ansvar for tidligere udtalelser – heriblandt særligt Merete Riisagers hårde udfald mod den folkeskolereform, hun nu går ind for og Ole Birk Olesens anklager mod kvinder.

Ældreminister Thyra Frank, brændte mere eller mindre sammen for åben skærm, da hun måtte erkende, at hun trods den fornemme titel af ”ældreminister” har endog meget lille indflydelse på forholdene for de ældre.

Kultur- og kirkeminister Mette Bock har endvidere vækket vrede hos den konservative regeringspartner med ønsket om at adskille kirke og stat.

Kun den nye indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll har formået at holde sig helt ude af mediernes søgelys.

Lidt i regering og lidt i opposition
Hvis der bare er tale om en dårlig start for Liberal Alliance, kan de også nå at indhente det igen. Der er efter alt at dømme to et halvt år til næste valg, og partiet skal selvfølgelig lige lære at sidde i regering.

Set udefra kan det se ud som om, at Liberal Alliance ikke for alvor er klar over, at de nu er i regering.

Det første tegn på, at Liberal Alliance ikke for alvor har forstået, hvor stort et skifte, det er at gå fra at være protestparti til at være et regeringsbærende ansvarsparti, er forholdet til de mange kompromiser, et regeringsparti må indgå.

Liberal Alliance forsøger at lave deres egen udgave af SF’s formand Anette Vilhelmsens strategi, hvor man både er lidt i regering og lidt i opposition på samme tid. Altså, at folketingsgruppen udlægger Liberal Alliances politik, og at ministrene til gengæld lever op til regeringsgrundlagets kompromiser.

En uholdbar strategi
Den strategi er det, man i fodboldens verden ville kalde ”good on paper, shit on grass”. Altså, at det kan lyde meget godt, når man står og snakker om det på taktiktavlen inden kampen, men når den skal effektueres på fodboldbanen fungerer det overhovedet ikke.

Liberal Alliances idé om at være lidt i regering og lidt i opposition er ”shit on grass” af flere årsager. For det første er det kommunikativt en ekstrem svær – for ikke at sige umulig opgave – at forklare vælgerne, hvad Liberal Alliance egentlig mener. Hvad skal vælgerne forholde sig til, hvis Liberal Alliances ministre siger et, og Liberal Alliances ordfører siger noget andet?

Ideen om at understrege de steder, hvor man er uenig med regeringen har også det problem, at det understreger ens egen magtesløshed. Forstået på den måde, at man effektivt understreger, hvad man ikke får igennem. Dermed svækker Liberal Alliance deres eget argument for at sidde i regering – at man har væsentlig større indflydelse, end man kan få i opposition.

Sidst men ikke mindst er strategien en direkte vej til fnidder og splittelse. Både internt i partiet, hvor ministrene næppe vil bryde sig særlig meget om at blive modsagt af deres ordførere.

Men lige så meget i regeringen, hvor de andre regeringspartier har en berettiget forventning om, at Liberal Alliance er en fuldtonet del af regeringsholdet.

Hvem er egentlig lederen i Liberal Alliance?
Anders Samuelsen har som bekendt takket ja til jobbet som udenrigsminister. En vigtig og prestigefyldt post, men også en post, der kan være svær at forene med jobbet som partileder – bare spørg Villy Søvndal og Lene Espersen.

Anders Samuelsen vil forsvare sig med, at Uffe Ellemann også var partileder, mens han var udenrigsminister, og at det ikke forvalte nogen skade på Venstre.

Flabet kan man fremføre, at Anders Samuelsen ikke er nogen Uffe Ellemann. Væsentligere er det dog, at Uffe Ellemanns opgave adskiller sig væsentligt fra Anders Samuelsens ditto. Uffe Ellemann ledte et Venstre, der var vant til regeringsansvaret. Anders Samuelsen skal omdanne Liberal Alliance fra at være et protestparti til at være et regeringsparti. Det er en ændring af hele Liberal Alliances væremåde, deres selvforståelse. Det lader sig vanskeligt gøre over en Skype-forbindelse, mens man er på et erhvervsfremstød i Shanghai.

I stedet må Anders Samuelsen sætte sin lid til, at Simon Emil Ammitzbøll kan holde styr på tropperne på Slotsholmen. Spørgsmålet er, om han har opbakning og pondus nok til at få slået en mere bæredygtig kurs for den liberale skude? Kun tiden kan vise det, men selvom Simon Emil Ammitzbøll er en stærk mand i Liberal Alliance, kræver det fuld opbakning til omdannelsen til regeringsparti, hvis han skal holde styr på tropperne.

Liberal Alliances spæde start i regeringen efterlader et indtryk af, at de ikke for alvor har forstået, hvad det egentlig er, de er gået ind til. Hvis regeringsdeltagelsen skal ende som en succes, skal Liberal Alliance grundlæggende ændre deres parti og deres arbejdsform.

Ellers risikerer de at stå som en hare i regeringslysets skær, udstillet for enhver, at de er ramt af rådvildhed og ikke er opgaven voksen.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook