Centrum-venstre – inklusiv de fleste socialdemokratier – får den ene lussing af vælgerne efter den anden. I Frankrig, i USA, om et par uger i Storbritannien og til september nok også i Tyskland. Men ikke i Danmark, hvor S står til fremgang og statsministerpost ved det valg, der kommer om højst to år.

Når verden byder på store forandringer, er det vigtigt at kunne formulere en politik, som vælgerne kan genkende. At finde svar på vælgernes bekymringer, at vise at man lytter. Og ikke mindst: At turde gøre op med vedtagne dogmer.
For det er klart, at det ikke er populært hos radikale politikere, når der bliver samarbejdet med Kristian Thulesen Dahl om pensionsalderen.

Det giver også anledning til bekymrede Politiken-ledere, når Socialdemokratiet erkender, at integrationen ikke går som håbet og nødvendiggør en strammere politik.

Men hvis vi skal lære noget af de jordskredsvalg, vi har været vidne til det sidste år, må det være at den ideologiske renhed ikke må skygge for de praktiske løsninger på vælgernes bekymringer.

De franske socialdemokrater er fortabt
Valget i Frankrig blev af mange med hjertet til venstre set som en triumf, fordi Marine Le Pen tabte og Macron vandt. Og selvfølgelig er det positivt, at den xenofobiske nationalist Le Pen ikke vandt præsidentvalget men i stedet en Macron, der tror på de europæiske løsninger.

Men der er ikke grund til at juble for alvor, for Macron står for en politik, der får Liberal Alliance til at blegne.

I Macrons valgprogram finder man blandt andet et ønske om at reducere den offentlige sektor med 10 procent, fyringer af 120.000 embedsmænd og en nedsættelse af selskabsskatten fra 33 procent til 25 procent.

Macron er også overbevist om, at fagforeninger og kollektive forhandlinger, hvor lønmodtagerne står sammen, hører fortiden til. Et af Macrons forslag er at flytte forvaltning af arbejdsløshedsunderstøttelsen fra fagforeningerne til staten. Macron har i øvrigt heller ikke lagt skjul på, at han er tilhænger af Uber.

Hvis Macron får sit politiske program gennemført, er det derfor med en politik, der ligger langt fra idealerne på venstrefløjen og som vil ramme de ressourcesvage franskmænd – der i høj grad stemte på Le Pen – hårdest. Der er stor sandsynlighed for, at de vælgere, der i forvejen føler frustration ved et politisk system, som de ikke synes lytter til den almindelige franskmand, bliver endnu mere frustrerede.

I forvejen blev Macron valgt med en historisk lav stemmeprocent og et historisk højt antal blanke stemmer, og valget af Macron kan meget nemt blive afsættet til et endnu bedre valg for Le Pen og Front National ved næste præsidentvalg.

Valget af Macron blev muligt, fordi det franske socialistparti – der svarer til Socialdemokratiet i Danmark - er blevet fanget i et spind af intriger og en politik, den almindelige franskmand ikke kan genkende. Den nuværende socialistiske premierminister Manuel Valls har erklæret socialistpartiet ”dødt” og har sensationelt tilbudt at stille op for Macrons parti ”En Marche!” ved parlamentsvalget i juni, hvis Macron vil have ham. Det vil Macron nu ikke; han foretrækker en borgerlig politiker som sin ministerpræsident.

Socialistpartiet – Mitterands, Delors’ og Jospins parti – står til at miste størstedelen af sine pladser i parlamentet ved valget i juni, og har måske for altid mistet muligheden for at påvirke retningen for det franske samfund.

I Storbritannien bliver parlamentsvalget en borgerlig sejr
Storbritannien går til valg 8. juni, og meningsmålingerne fortæller om en stor sejr til Theresa May og et konservativt parti, der ellers har haft svært ved at finde sine ben efter Brexit-afstemningen for mindre end et år siden.

Hvis Theresa May får en lige så klar valgsejr, som prognoserne forudser, vil det betyde et stærkt styrket mandat for hende og det konservative parti. Og måske en årrække med konservativt styre. Nogle af os kan endnu huske, hvordan Margaret Thatcher kom til magten som undertippet kandidat efter en årrække med konservativt kaos.
Det kunne være gået anderledes. Efter Brexit-afstemningen var den britiske højrefløj i vildrede. Premierministeren – Cameron – var gået af, der var intern strid om, hvem der skulle stå i spidsen for partiet, der var løsgående missiler som Boris Johnson og der var en tydelig modreaktion mod de konservative kræfter, der havde bragt landet ud i kaos.

Den ideologiske renhed har betydet, at Labour ikke har kunnet præsentere et program, der appellerer til den almindelige vælger

Alting lå til Labour. Men hensynet til den ideologiske renhed og Jeremy Corbyns paroler fra fortiden har betydet, at Labour ikke har kunnet præsentere et program, der appellerer til den almindelige vælger. Alt tyder på, at Labour vil indkassere et valgnederlag om 2 uger, der vil sætte partiet uden for indflydelse i årevis.

Danmark er undtagelsen
Hvor centrum-venstre og socialdemokratierne har det svært i mange af de lande, vi normalt spejler os i, ser det meget lysere ud i Danmark. Meningsmålingerne har gennem lang tid set godt ud, og alt tyder på, at valget – der kommer om højst to år – vil give en ny statsminister.

Det er ikke en tilfældighed men bevidste valg, der ligger bag medvinden. Vælgerne belønner Socialdemokratiet for at tage de svære diskussioner og træffe valg, der er upopulære men er svaret på mange menneskers bekymringer.
Nedsættelsen af skattekommissionen er et godt eksempel, afvisningen af højere pensionsalder er et andet og italesættelsen af problemerne med integrationen er et tredje eksempel. Det er ikke nemme beslutninger at tage, men det er nødvendige beslutninger, og det kvitterer vælgerne for.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.