Helt kort betyder det, at fremover vil velfærdens betydning for, hvor meget vi kan arbejde blive regnet med, når politikernes forslag køres igennem Finansministeriets omdiskuterede regnemodeller.

Det er tiltrængt af hovedsageligt to årsager. Det er tiltrængt, fordi det er et problem, når effekterne af den økonomiske politik beregnes på et forkert grundlag. Det bliver hurtigt til politikudvikling med bind for øjnene.

Og det er tiltrængt, fordi de nuværende regnemodeller fremprovokerer en politik, der svækker det, der gør Danmark stærkt. De økonomiske regnemodeller vurderer konsekvent skattelettelser til at have en positiv effekt – uanset hvor pengene kommer fra. Hvis man eksempelvis fjerner penge fra uddannelse og forskning for at sænke skatten, vil Finansministeriets regnemodeller indregne den positive effekt af skattelettelserne – men ikke modregne den negative effekt af, at befolkningen bliver dårligere uddannet.

Regnemodellerne giver et indtryk af, at den eneste måde at sikre vækst og velstand i Danmark er gennem en gradvis afmontering af velfærdssamfundet.

Ikke alt, der betyder noget, kan måles
Man skal dog være varsom, hvis velfærden skal til at måles og vejes på Finansministeriets udbudsøkonomiske vægtskål.

Selvom velfærd kan have en ganske betydelig effekt på arbejdsudbuddet, må vi huske hinanden på, at øget arbejdsudbud ikke er formålet med at have et velfærdssamfund. Formålet med velfærdssamfundet er at skabe en social tryg ramme om menneskers liv. At ingen af os skal være angste for morgendagen. At vi tager os af hinanden.

Hvis vi gør velfærdssamfundet til et spørgsmål om arbejdsudbud, mister vi hele den menneskelige, sociale dimension af vores velfærdssamfund. Velfærdssamfundet er ikke et tal men en vision for, hvordan mennesker skal frigøres ved at være en del af et fællesskab.

Hvis vi ikke bevarer det perspektiv, risikerer vi, at vores velfærdssamfund bliver opsplittet i to dele. Dels en del af velfærden, hvor Finansministeriets regnemodeller vurderer, at udbudseffekten er stor. Og dels en del, hvor Finansministeriets regnemodeller vurderer, at udbudseffekten er lille.

Christiansborg kan falde i detailstyrings-fælden
Når Finansministeriet regner på de dynamiske effekter af hver enkelt velfærdsinvestering, kan vi komme i den situation, at politikere – for at finansiere politiske forslag – begynder at detailregulere, at samfundet eksempelvis skal bruge flere penge på knæoperationer og færre penge på at behandle svært helbredelige kræftpatienter. Simpelthen fordi arbejdsudbuddet bliver øget mere ved at få folk i den arbejdsdygtige alder tilbage på arbejdsmarkedet end ved at behandle folkepensionister med alderdomsrelaterede sygdomme.

Hvis ikke vi er varsomme, kan vi altså både risikere, at prioriteringen af velfærd bliver afhængig af samfundsøkonomiske effekter i stedet for borgernes tryghedsbehov, og at styringen af vores fælles velfærd bliver et led i økonomiforhandlinger på Christiansborg i stedet for i kommuner og regioner, der er tættere på borgerne.

Og værst af alt: Hvis velfærdssamfundet gøres til et spørgsmål om arbejdsudbud, risikerer vi at glemme velfærdssamfundets formål: At skabe tryghed, frihed og fællesskab for de mennesker, der bor i det.

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.