Velfærd på lånt tid

Debat: Hvis man gør SU’en til et lån, skaber man social ulighed og en halvhjertet velfærdsstat
Hvis vi vil bevare et samfund, hvor alle har lige muligheder for at tage en uddannelse, så bør vi kæmpe for at bevare SU’en, som vi kender den og ikke lave den om til et lånebaseret system, sådan som de borgerlige hungrer efter.

Til Folkemødet tilbage i juni måned overværede jeg en uddannelsespolitisk debat. Et af de synspunkter, man altid hører i en sådan debat omhandler SU’en, og hvorvidt den skal gøres lånebaseret. I den omtalte debat kom denne holdning fra Venstres Ungdoms uddannelsesordfører Juliane Jenvall, der mente, at en omlægning af SU’en til et lån ikke vil skabe mere ulighed i samfundet.

Dette synspunkt deles af mange fra CEPOS over erhvervsorganisationer til borgerlige økonomer.

Rapport fra KORA fastslår imidlertid, at SU-reformen i 1988 havde en positiv effekt på gennemførelsesprocenten blandt studerende fra lavere social baggrund. Rapporten viser, at der i årene op til reformen i 1988 var en frafaldsprocent på 11, mens frafaldsprocenten i årene efter er faldet til 7.

SU’en bidrager altså de facto til at flere fra lavere social baggrund gennemfører en uddannelse. Ifølge et canadisk forskningsprojekt placerer Danmark sig sågar  på en første plads i social mobilitet målt på forholdet mellem hvad forældrene tjener og hvad deres børn kommer til at tjene.

En kvart million for en uddannelse
De borgerlige forsikringer om det uproblematiske i at ændre på den danske SU-model, synes jeg blev punkteret, da jeg efter Folkemødet tog til Canada.

Hvad der egentlig bare skulle have været en almindelig familieferie, blev i stedet både en øjenåbner og en bekræftelse for mig – at omlægge (dele af) SU’en til lån, vil alt andet lige skabe et mere ulige, dansk samfund til trods for, at Canada har mange ligheder med Danmark. Selvfølgelig er Canadas velfærdsstat ikke alle steder på niveau med den danske velfærdsmodel, men der er mange ligheder.

Der er dog én markant forskel. Er du canadisk studerende, så skal du selv betale for din uddannelse. En offentlig universitetsuddannelse koster for den enkelte mellem 30.000 og 40.000 kroner om året - prisen afhænger af, hvilket universitet man læser på.

Det vil altså sige at man, som studerende på en gennemsnitlig universitetsuddannelse på fire år, skal betale i alt mellem 120.000 og 160.000 kroner for uddannelsen. Dertil skal lægges bolig- og leveomkostninger, som hurtigt løber op i et tilsvarende beløb.

En canadisk universitetsuddannelse kan derfor hurtigt koste en kvart million danske kroner. Det er muligt for de aller-fattigste at søge stipendier, men de er kun på nogle få hundrede kroner om måneden. Resten må man låne.

Overklassen klarer sig
Hvad bliver resultatet så af, at man som canadisk studerende skal betale en kvart million kroner for en uddannelse? Svaret er simpelt. Ulighed i adgangen til uddannelse.

Overklassens børn får sandsynligvis betalt deres uddannelse af deres forældre og har, som i mange andre samfundsforhold, flere muligheder.

De muligheder har middel- og underklassen ikke. Enten skal de leve på en sten i de år, hvor deres børn tager en uddannelse (hvis det overhovedet kommer på tale), eller også må enten forældre eller børn forgælde sig. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan resten af deres liv kan forme sig.

Et amerikansk forskningsstudie konkluderer, at der hersker aversion mod at optage lån for særligt børn fra uddannelsesfremmede hjem. Man sænker muligheden for at optage større lån til for eksempel bolig og man har et mindre rådighedsbeløb om måneden, fordi man har en stor gæld at betale af.

Det medfører, at den enlige rengøringsassistents tre børn nok ikke får en uddannelse, fordi der ikke er råd til det. Ganske enkelt: Den sociale mobilitet får trange kår.

Det er selvfølgelig ikke Canadas uddannelsesmodel, Venstres Ungdom foreslår, når de ønsker at omlægge SU’en på kandidaten til en lånebaseret model, men det er en meget farlig glidebane. Hvis vi omlægger SU’en på kandidaten til et lån, bliver det næste så, at vi selv skal til at betale for vores uddannelse ligesom i Canada?

Når de borgerlige påstår, at det ikke giver ulige muligheder for uddannelse at omlægge SU’en til et lån, må jeg blot erklære mig lodret uenig. Se bare på Canada.

Evnerne bør være eneste hindring
Adgangen til uddannelse og diskussionen om, hvilken uddannelse man skal tage, bør, som jeg ser det, ikke handle om ressourcer, men om hvem der er bedst kvalificeret.

Det bør ikke afhænge af, om din far er jurist, lastbilchauffør eller kasseekspedient i Netto og har råd til at betale for din uddannelse.

Det bør ikke afhænge af, om din far er jurist, lastbilchauffør eller kasseekspedient i Netto og har råd til at betale for din uddannelse.

Hvis vi gerne vil have et samfund, hvor adgangen til uddannelse ikke er lige, og hvor der ikke er lige muligheder for at tage den uddannelse, man gerne vil. Ja, så lad os endelig omlægge dele af SU’en til et lån, sådan som Venstres Ungdom og mange andre borgerlige foreslår.

Vil vi derimod gerne have et samfund, hvor alle har lige muligheder, hvor det ikke er afgørende, om du er født med forældre, der kan finansiere din uddannelse, og hvor det er dine ambitioner og evner, der er afgørende for, om du tager en uddannelse, så lad os kæmpe for at bevare SU’en, som vi kender den.

Lad os satse på lige muligheder i adgangen til uddannelse for alle i det danske samfund.

 

Julie Weile studerer jura på Københavns Universitet og er formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum København.

Formand for Frit Forum København


Kommentarer fra Facebook

Annonce