Den 7. maj udsendte finansministeriet en analyse af udviklingen i de offentlige serviceudgifter siden 2000. Flere medier konkluderede på baggrund af analysen, at vi i dag bruger flere penge på offentlig velfærd end nogensinde før. Finansministeren begyndte endda på Twitter at tale om ”myter om nedskæringer”:

På trods af de mange myter om nedskæringer, så er den offentlige sektor vokset med 136 https://t.co/UZpugHi3B6 siden 2000 https://t.co/NrfHvHQ50e Venstre har stået for en klar prioritering af sundhedsvæsenet. Det giver danskerne bedre behandling og kortere ventelister 👍#dkpol
— Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) 7. maj 2018

Det er korrekt, at det offentlige forbrug siden 2000 er vokset med 83 milliarder kroner, men samfundskagen er også blevet større. Samtidig har antallet af brugere af de offentlige servicetilbud heller aldrig været højere. Derfor siger det ikke så meget om det offentlige serviceniveau, at det offentlige forbrug er vokset i kroner og øre.

Ser man eksempelvis på antallet af offentligt ansatte, så er antallet ikke fulgt med befolkningsvæksten i perioden. Antallet af offentligt ansatte pr. borger er i dag faktisk på det laveste niveau siden slutningen af 80’erne.
Sundhed og demografi spiser kagen

Som andel af samfundskagen udgør det offentlige forbrug i dag også en mindre andel end det historisk har gjort. I dag udgør det offentlige forbrug 24,6 procent  af konjunkturrenset BNP. Det er 0,4 procentpoint højere end i 2000, men andelen ligger samtidig 0,5 procentpoint under det historiske gennemsnit for perioden 1980-2017. Det offentlige forbrug udgør altså ikke en historisk stor andel af samfundskagen.

Vi er blevet flere brugere af den offentlige sektor, og hvis serviceniveauet pr. bruger skal holdes uændret, kræver det hvert år en vækst i det offentlige forbrug.

Samtidig er det primært udgifterne til sundhed, som er vokset de senere år. Ser man bort fra udgifterne til sundhed, har det offentlige forbrug i procent af konjunkturrenset BNP ikke været lavere de sidste 25 år, end det er i dag.

Vi er blevet flere brugere af den offentlige sektor, og hvis serviceniveauet pr. bruger skal holdes uændret, kræver det hvert år en vækst i det offentlige forbrug. Det er det man kalder for det demografiske pres. En vækst i det offentlige forbrug svarende til det demografiske pres, er dog kun nok til at holde skindet på næsen.
Demografien kræver 22 milliarder - regeringen vil bruge 12,5

De offentlige servicetilbud skal også helst være tidssvarende og velstandsfremgangen i samfundet skulle også helst smitte af på kvaliteten af de offentlige servicetilbud. Hospitalerne skulle eksempelvis gerne bruge de nyeste maskiner til scanninger og eleverne på landets skoler skal også helst arbejde ved nogle computere, som ikke er forældede.

Siden 2010 er det offentlige forbrug stort set ikke vokset

En vækst i det offentlige forbrug som både følger med demografien og velstandsfremgangen i samfundet, er det man forstår ved en neutral vækst i det offentlige forbrug.  Det offentlige forbrug har siden 2010 ikke fulgt med det demografi- og velstandskorrigerede forløb. Siden 2010 er det offentlige forbrug stort set ikke vokset.

Tilbage står også at konstatere, at regeringen fremadrettet end ikke har tænkt sig at lade det offentlige forbrug følge med demografien. Hvis det offentlige forbrug frem mod 2025 skal følge med demografien kræver det, at det offentlige forbrug øges med 22 mia. kr. Regeringen vil kun øge forbruget med 12,5 mia. kr.

 

Erik Bjørsted er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med speciale i konjunkturvurderinger og konsekvensberegninger af økonomisk politik.
‘Dagens Pio klumme’

er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.