Siden min datter var lille, har hun lidt af det lægerne kalder børneinkontinens - på almindelig dansk betyder det, at hun stadig i perioder tisser i bukserne. Hun har hovedet fuld af gode ideer, lege, fantasidyr og kreative slagplaner, så hun ‘glemmer’ at gå på toilettet, også selvom det presser.

Hun har udviklet alverdens metoder til, hvordan hun kan holde sig og holde sig rigtig længe, men til sidst giver blæren altså slip og så kommer der tis, om man vil det eller ej. Hun er blevet meget, meget bedre til at gå på toilettet, men især i SFO-tiden, får hun ikke altid tømt sin blære helt og så har vi balladen.

Især i SFO-tiden, får hun ikke altid tømt sin blære helt og så har vi balladen.

For hos hende udvikler det sig til blærebetændelse og blærebetændelsen udvikler sig, hvis man ikke får det behandlet, til urinvejsinfektion og nyrebetændelse og det sker desværre tit hos min datter, fordi hun ikke har nogle symptomer som blandt andet feber, når blærebetændelsen rammer. Ofte kan det kun ses i en urinprøve der bliver dyrket på hospitalet.

Derfor har hun siden 1. januar været i behandling for infektioner fire gange. Hun er hjemmeindlagt hver gang, og har kun overnattet en enkelt gang på hospitalet, men vi har tilbragt utroligt mange timer på børnemodtagelsens venteværelse, nogle gange til kl. 1 og 2 om natten og hold nu op, hvor det slider på vores lille pige.

Vil du ikke nok PLEASE klage
Vi har derfor spurgt hospitalet, om vi ikke i stedet for at sidde derude og vente kan være derhjemme og vente, og så komme ud med de urinprøver de skal bruge til prøverne. Det er lidt mere besværligt for os, men bedst for vores pige - og i et samfundsperspektiv må vi siges at være forældre, der tager mest muligt ansvar i en situation, hvor sygehusvæsenet er maksimalt presset. Problemet er bare, at når vi gør det på den måde, så får vi ikke svarerne på vores datters prøver - de bliver overset i systemet, også selvom prøverne er positive og vores datter skal i behandling ASAP.

KLAG! Vil du ikke nok PLEASE klage

Første gang det skete affejede jeg det som en tilfældig menneskelig fejl. Det sker jo selvfølgelig - men anden gang, hvor vi ikke blev ringet op som lovet med et resultat, blev jeg godt nok lidt knotten, og tredje gang det skete, kontaktede vi den ledende læge på børnegangen. Jeg havde forberedt mig grundigt på den samtale, skrevet ned, først en indledning om at vi har været meget glade for behandlingen derude ellers, at vi ikke tillægger de enkelte sygeplejersker eller læger personligt ansvar, at vi ved de har travlt og så videre, men at vi som forældre selvfølgelig bliver skide utrygge, når vi selv - gang på gang - har måtte opsøge prøveresultaterne på en behandlingskrævende sygdom.

Lægen var (og er) skide sød, og vi fik en uforbeholden undskyldning og en god snak om det videre forløb. Men da jeg sagde, at jeg selvfølgelig ikke ønskede at klage over den behandling vi har fået, og at jeg var glad for, at vi kunne tage den over telefonen, fik jeg et svar jeg ikke havde regnet med: "KLAG! Vil du ikke nok PLEASE klage? Den eneste måde hvor utilsigtede hændelser som denne bliver taget alvorligt nok længere oppe i systemet er, når nogen klager."

Jeg var total målløs.

Når topeffektiviseringer skader
Problemet med min datters sygeforløb er, at hospitalsledelsen i dette tilfælde har fokusere entydigt på at effektivisere en arbejdsgang på afdelingen, og det har de skam gjort godt. Men tingene hænger jo sammen, og vores forsøg på rent faktisk at aflaste både vores datter og børnemodtagelsen har medført, at den topeffektiviserede arbejdsgang bliver udfordret, og så virker systemerne ikke længere. Der er simpelthen ikke tid til og mulighed for at sætte sig ned i 10 minutter, kigge på et prøvesvar og ringe til en forælder der sidder derhjemme og ikke på hospitalet, for at fortælle om den videre behandlingsplan.

Der er simpelthen ikke tid til og mulighed for at sætte sig ned i 10 min, kigge på et prøvesvar og ringe til en forældre der sidder derhjemme

Og når jeg så ringer og fortæller, om vores oplevelse så skal jeg klage, for at det er gyldigt. Klage for at få min stemme hørt i systemet. En klage der for nogen må virke dybt uoverskuelig i en situation, hvor overskuddet måske ikke er det der er mest af - når ens lille barn er syg.

Offentlig sektor: Os der arbejder i den versus dem der styrer den
Overenskomstforhandlingerne har om noget fået de offentligt ansattes arbejdsvilkår på dagsordenen. Mette Frederiksen adresserede selv i sin 1. Maj-tale, at overenskomstforhandlingerne havde handlet om meget mere end ‘bare’ løn, frokostpause og arbejdstid.

Og det er rigtigt - det så Socialdemokratiet for sent, hvorfor de fik en noget svær start på at være dem, der kan finde løsninger på den store og dybfølte frustration der er hos mange offentlige ansatte over vores arbejdsmiljø og arbejdsvilkår.

Det er helt rigtigt set af Socialdemokratiet at bruge næste stykke tid, på at forstå den manglende tillid i den offentlige sektor, mellem os der arbejder i den, og dem der styrer den.

Jeg tror det er helt rigtigt set af Socialdemokratiet at bruge det næste stykke tid, som Mette Frederiksen har lagt op til, på at forstå den manglende tillid i den offentlige sektor mellem os der arbejder i den og dem der styrer den. Men jeg kan blive bekymret for om Socialdemokratiets ‘fingrene væk-reform’ udvikler sig til, som så mange andre velmente afbureaukratiseringsreformer, de sidste mange år, at være en liste over dumme regler der kan fjernes. Og derudover en masse tomme ord.

For mit eksempel kunne sikkert fikses ved at lave en smart, dyr konsulentrapport, om feedback kultur i en senmoderne sygehuskultur, sikkert også 100 procent digitaliseret.

Økonomistyring må ikke være det altafgørende
Meeeen grundlæggende set er det jeg har brug for, som mor til et sygt barn at kunne have en dialog med lægerne og sygeplejerskerne, hvis jeg bliver utryg, og så vide, at de har de grundlæggende beføjelser til at følge op på vores samtale og TID nok til det ikke sker igen. En ambitiøs reform af den offentlige sektor bør ikke kun være løsninger her og nu på de mest åbenlyse dumheder, men i stedet omforme hele vores velfærdssamfund, så økonomistyring ikke bliver den altafgørende faktor for ledelsen af den offentlige sektor.

Det er blevet sagt og skrevet af mange før mig, men er det nu efter OK18, at vores politikere endelig har mod til at lave de store, nødvendige ændringer i styringskæden af den offentlige sektor? Det vil tage tid, det ville kræve et stærkt trepartssamarbejde mellem både lønmodtagere, arbejdsgivere og politikerne på Christiansborg - det ville kræve modige beslutninger, for noget vil blive dyre (og noget sikkert billigere).

Det er bestemt ikke en let opgave, men hvis ikke nu, hvornår så?

Mette Aagaard Larsen er forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der alle ugens hverdage kommer med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.