Velfærdssamfundet har brug for gode medarbejdere

Hvis der i disse overenskomstforhandlinger ikke bliver lyttet, så frygter vi en flugt fra den offentlige sektor.
Overenskomstforhandlingerne er i de her dage på det absolut højeste. Det er vores arbejdsvilkår, som henholdsvis folkeskolelærer og social – og sundhedsassistent der er på spil.

Det er vores arbejdsvilkår, som henholdsvis folkeskolelærer og social – og sundhedsassistent der er på spil.

Men for os er det ikke kun et spørgsmål om hvor meget i løn, eller hvilken arbejdstidsaftale der kommer. Det er hele spørgsmålet om velfærdssamfundet, tilliden og anerkendelsen af os og vores kollegaer der er på spil.

Hvis man forringer arbejdsvilkårene for os, så sender man et signal om manglende anerkendelse af det arbejde og den forskel vi hver dag gør. Den oplevelse blev til virkelighed i konflikten i 2013, hvor lærernes arbejdstidsaftale endte med alene at repræsentere et ledelsessyn hvor arbejdsgiveren bestemmer det hele, og samarbejdet og gensidig respekt forsvandt. Nu i OK18 gentager nogle af de samme takter sig igen, når man overfor sygeplejersker i regionenerne, vil forringe reglerne for arbejdsstedets placering. Som offentlige ansatte spørger vi i de her år, hvad bliver det næste?

Hvis vi i fremtiden skal have dygtige social – og sundhedsassistenter, folkeskolelærer og sygeplejersker, så er vores arbejdsgivere nødsaget til at sende et signal om, at vores arbejde er mere værd

For os er det tydeligt at arbejdsgiverne vil lægge beslag på mere og mere af vores tid, og ikke vil kompensere os for besværet med stigende løn. Det skaber en frygt for fremtidens velfærdssamfund. Hvis vi i fremtiden skal have dygtige social – og sundhedsassistenter, folkeskolelærer men også sygeplejersker pædagoger og alle de andre vigtige offentlige ansatte, så er vores arbejdsgivere nødsaget til at sende et signal om, at vores arbejde er mere værd, og at vores vilkår skal være bedre.

Denne gang står vi sammen
Som folkeskolelærer og social – og sundhedsassistent er det ikke det samme vi ønsker at få ud af overenskomstforhandlingerne. Men vi står denne gang stærkere end nogensinde før side om side. Det gør vi fordi vi er fælles om at ønske et velfærdssamfund der ikke vælter, men som står stabilt på alle de dygtige og kompetente offentligt ansatte, som hver dag skal løfte opgaven af at skabe et velfærdssamfund som er det bedste i hele verden.

Selvom vi med hver vores faglighed står i hver ende af et menneskes liv

Selvom vi med hver vores faglighed står i hver ende af et menneskes liv. Så brænder vi for det samme, hver dag møder vi på arbejde med den ambition at gøre det bedst muligt. Uanset om det er i klasselokalet hvor børnene skal flyttes fagligt og socialt for at blive klar til at deltage i vores demokratiske samfund. Eller på plejehjemmet at hjælpe med en værdig pleje, støtte i meningsfulde relationer og give et menneske en smuk afslutning på et langt liv.

Den offentlige sektor skal være attraktiv
Velfærdssamfundet som helhed kan kun stå, hvis vi i fremtiden kan tiltrække fagligt dygtige og engagerede ansatte. Det er os som holder systemet i gang. Hvis der i disse overenskomstforhandlinger ikke bliver lyttet, frygter vi en flugt fra den offentlige sektor. Vi frygter en folkeskole, hvor det ikke er muligt at rekruttere lærere til at undervise, og danne børnene til fremtiden, og vi frygter en plejesektor hvor der ikke længere vil være kvalificeret personale, til at tage sig af vores ældre og syge. Hvis vi i fremtiden overhovedet vil en offentlig sektor, er det en nødvendighed at offentligt ansatte anerkendes, og at tilliden genopbygges.

Vores uddannelser og erfaringer bliver undergravet, når autonomien bliver taget fra os, og alting topstyres

Derfor står vi offentligt ansatte den her gang sammen, i den dybeste respekt for hinandens fagligheder, med et klart opråb til vores arbejdsgivere, vi har brug for anerkendelse i form af bedre arbejdsvilkår, forståelse for at vi ikke bare kan flyttes rundt for godt befindende, at man tro på at vi gør det bedst muligt uden man behøver at detailregulere hele vores arbejdstid og at vi lige såvel som privat ansatte skal have en forbedring af vores realløn. Det er den form for anerkendelse det er tid til nu, og det er den forståelse vores arbejdsgivere skal vise os ved de her overenskomster.

Vores uddannelser og erfaringer bliver undergravet, når autonomien bliver taget fra os, og alting topstyres.
Kom nu frem til den samme konklusion som os, hjælp os med også i fremtiden at kunne anbefale alle vi kender at vælge den uddannelse som vi valgte. Det er en forudsætning for et stærkt velfærdssamfund også i fremtiden.

Vi kæmper for at føle os respekteret!

Camilla Pedersen er Social- og sundhedsassistent og Maria Fromseier Kjærgaard (S) er folkeskolelærer og medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet

Annonce