Jeg er enormt bekymret for den udvikling vi har set på alt for mange velfærdsuddannelser. Færre og færre undervisningstimer, mindre praktisk erfaring og alt for lidt vejledning under praktikkerne.

Færre og færre undervisningstimer

Jeg er bekymret for betydningen for vores velfærdssamfund, hvis vi fortsætter med at sende nyuddannede velfærdspersonale ud i institutioner, uden ret meget praktisk erfaring og uden ret god oplæring. Det er hverken rimeligt for de mange dygtige medarbejdere i velfærdsfagene eller for de mennesker der er dybt afhængige af vores velfærdspersonale.

Selvstudie er ikke godt nok

Når sygeplejersker kommer ud i den kommunale sygepleje, skal de være trygge ved at køre rundt helt alene og møde alverdens forskellige opgaver og situationer, hver gang de træder ind i et nyt menneskes hjem. Men jeg har en oplevelse af, at alt for mange nyuddannede sygeplejersker ikke er rustet til den opgave i dag, fordi de ikke har haft nok praktisk erfaring i deres uddannelse.

De har kun omkring 18 uger til at øve sig i at undervise børn og unge mennesker

Hvis vi ser på vores skolelærere, der har ansvaret for at udvikle og uddanne vores børn til at være gode samfundsborgere, så har de reelt set kun omkring 18 uger fordelt på fire år, til at øve sig i at undervise og til at lære at trives i klasselokaler med børn og unge mennesker. Resten af tiden har de undervisning eller selvstudie.

Rigtig mange af vores medarbejdere i velfærdsfagene er specialister i relations dannelse, men jeg tror ikke på at man primært skal læse sig til hvordan man arbejder med mennesker.

Større fokus på praktik: ja tak! 

Vores velfærdssamfund lider under rigtig mange ting, men personalet er nu og en gang grundstenen i vores velfærdssamfund, og hvis ikke vi sikre at de er rustet til de enormt mange opgaver man skal løse på rekordtid i velfærdsfagene, så tror jeg vi ender med at spille fallit på den lange bane.

Langt de fleste velfærdsuddannelser er blevet enormt akademiserede og boglige

Langt de fleste velfærdsuddannelser er blevet enormt akademiserede og boglige. Det behøver ikke være skidt, fordi faglig viden er fundamentet for at man kan blive dygtig. Men når den faglige viden skal opnås i selvstudie og ved at læse bøger bliver jeg bekymret. Jeg tror sygeplejersker bliver langt dygtigere til at behandle syge mennesker, hvis de får lov til at møde dem og mærke dem. Jeg tror vores skolelærere bliver langt skarpere, hvis de i højere grad fik muligheden for at bruge deres lærebøger i klasselokalerne på de skoler de skal undervise på.

Mange af vores mellemlange videregående velfærdsuddannelser burde blive inspireret af nogle af velfærdsuddannelserne der er erhvervsuddannelse. Det fokus der er på praktik og samarbejde med arbejdspladsen på erhvervsuddannelserne, tror jeg kunne løfte velfærdsuddannelser som socialrådgiver, skolelærer eller sygeplejerske.

Det kræver blandt andet at man får lov til at stifte langt mere bekendtskab med ens kommende arbejde

Vores uddannelsessystem skal nemlig uddanne til et rigtigt og godt arbejde, og det kræver blandt andet at man får lov til at stifte langt mere bekendtskab med ens kommende arbejde mens man stadig er under uddannelse. Og det tror jeg ikke man gør med en masse små sporadiske praktikker her og der, men med et længerevarende forhold til en arbejdsplads, hvor man kan øve sig i det man lærer.

Hvilken velfærd skal vi have 

En ændring af de mellemlange velfærdsuddannelser mener jeg vil gavne vores velfærdssamfund på rigtig mange måder. Vi løser ikke de mange udfordringer vores velfærdssamfund har ved kun at drøfte de økonomiske rammer omkring velfærden, vi skal også snakke om hvad for en velfærd vi vil have.

Jeg mener at velfærdssamfundet både skal sikre den bedst mulige velfærd til mennesker der har behov for det, men vi skal også sikre gode og trygge arbejdspladser til vores medarbejdere i velfærdsfagene.