Velfærdsstaten fortjener mere systemkritik

Anmeldelse: Velfærdsillusionen er en tankevækkende bog, der minder alle os forblændede velfærdsforkæmpere om at aldrig at slippe systemkritikken
’Borgere der begår selvmord ved at sætte ild til sig selv’. ’Modstandsbevægelser der samler borgere i tusinde tal mod velfærdsstaten, som fælles fjende’. Sådan lyder den høj-dramatiske beskrivelse af velfærdsstatens skavanker i den nye bog ”Velfærdsillusionen - om et samfund i krise”. Det er journalist, chefredaktør og velfærdskender Nick Allentoft, der står bag den nye diagnose af en velfærdsmodel i dyb krise. Læsningen er hård kost for alle os, der altid har skattet og elsket vores fælles velfærdssamfund.

Som læsere bliver vi rystet i vores velfærdsforblændede forkærlighed

Som læsere bliver vi således rystet i vores velfærdsforblændede forkærlighed, når Allentoft påpeger, at det er en simpel illusion, når vi godtroende køber præmissen om, at velfærdsstaten skaber tryghed for alle, sikrer lige muligheder for de svageste og udbyder en samfundsmodel, hvor vi tager os af hinanden. Det er mennesket først Allentoft efterlyser en generel systemkritik, evaluering af vores velfærdsydelser og frem for alt et system, der langt bedre kan hjælpe udfordrede borgere tilbage på fode, samt derudover generelt behandler både medarbejdere og borgere som rigtige mennesker. Billedtekst: Nick Allentoft præsentere Velfærdsillusionen hos forlaget Samfundslitteratur. I bogen lyder det simpelt og nedslående: ”Som situationen er nu, fremstår den danske velfærdsmodel som en illusion for flere og flere borgere”. Bevisførelsen går på, at flere børn opvokser i fattigdom, at flere borgere lever i social utryghed og at andelen af borgere uden for arbejdsmarkedet er det samme som for 60 år siden. Det er slet og ret ikke godt nok.

Bogen er pligtlæsning for enhver politiker og meningsdanner, som drømmer om at bidrage til et bedre velfærdssamfund.

Bogen er smækfyldt med gruopvækkende cases og eksempler, der hver for sig viser, hvad der sker, når velfærdskæden hopper af. Det skader både borger og medarbejder. Det handler om syge borgere, som bliver nægtet den hjælp de behøver, medarbejdere der ikke må udleve deres faglighed og myndighedskontrollen, der tager overhånd. Menneskeligheden giver op, mens systemtænkningen tager over. Bogen er pligtlæsning for enhver politiker og meningsdanner, som drømmer om at bidrage til et bedre velfærdssamfund. Enkeltsagsfundamentalisme trækker ned Velfærdsillusionen leverer varen som debatbog i sin analyse af velfærdssamfundet nuværende problemer, som Allentoft opdeler i tre kapitler; Socialkrisen, ledelseskrisen og demokratikrisen. Mens det første kapitel rummer både substans og argumentationskraft, så bliver de følgende kapitler mere tyndbenede og den løsningssøgende afslutning er ganske enkelt for kalorielet.

Selvom det er underholdende med de mange cases, så bliver de udtryk for en slags enkeltsagsfundamentalisme

’Velfærdsillusionen’ rummer en slem tendens til at dyrke enkeltsagen i de mange fremhævede cases. Det gælder Lars Pries der bliver mødt af et umyndiggørende beskæftigelsessystem, støjkonsulent Claus Beck Schmidt, der bliver udsat for elendig kommunalledelse og erhvervsmanden Waldemar Schmidts, hvis virkelyst bliver druknet i bureaukratisk udvalgsarbejde. Selvom det er underholdende og læseværdigt med de mange cases, så bliver de udtryk for en slags enkeltsagsfundamentalisme, hvor det aldrig bliver klart, at der ’bare’ kunne være tale om simple undtagelser. Der går lidt for meget Joachim B. Olsen i den, når debatten alene er baseret på hovedrystende enkeltsager, som potentielt set kan generaliseres til det ukendelige. Det er ærgerligt for en bog, der ellers gør læserne klogere og sætte en uhyre vigtig dagsorden. Vejen fra velfærdsstat til velfærdssamfund er lang Bogen kommer vidt omkring og samler på fornem vis op på mange af de aktuelle velfærdsdiskussioner, som vi har haft over de sidste 15 år. Allentofts styrke ligger klart på den helt konkrete socialpolitik, hvor han overbevisende blotlægger de destruktive konsekvenserne af sammensmeltning mellem socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken. Det er desværre nok en blotlagt sandhed, når Allentoft skriver at ”…velfærdsstatens regler modarbejder velfærdssamfundets ideal om at holde en hånd under udsatte borgere med social indsats og relevante ydelser, så de får mulighed for at skabe en stabil tilværelse”. Mistænkeliggørelse, kontrol og stresstest af borgerne gør mere skade end gavn.

Vejen fra velfærdsstat til velfærdssamfund er meget længere og meget mere krævende, end hvad vi normalt har lyst til at vide af.

Den nærliggende konklusionen, at den dystre velfærdsudvikling skyldes stigende effektivitetskrav, pervers overstyring og især de meget betydeligevelfærdsnedskæringer bliver kun sporadisk behandlet. Og det ideologiske ophav til velfærdskrisene bliver ligeledes kun indirekte behandlet. Ikke desto mindre står hovedkonklusionen mejslet i sten: Vejen fra velfærdsstat til velfærdssamfund er meget længere og meget mere krævende, end hvad vi normalt har lyst til at vide af. Vores velfærdsmodel er nok en af de bedste i verden, men dens generalieblad er stadig alenlangt og mængden af indbyggende fejl kræver en gennemgribende systemkritik. En systemkritik, som især alle os forblændede velfærdsforkæmpere har forsømt.

"Velfærdsillusionen - Om et samfund i krise" udgivet forlaget Samfundslitteratur 2018, 325 sider

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce