Den traditionelle måde at lave politik på holder ikke, Finansministeriet har fået sandhedsbegrebet galt i halsen og tiden er inde til at angribe tidens komplekse problemstillinger på en helt ny måde.

Sådan lyder opsangen fra den socialdemokratiske byrådspolitiker Johannes Lundsfryd fra Middelfart, der sammen Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og formand for Frivilligrådet Vibe Klarup har skrevet bogen ’Rodskud’.

Billedtekst: Forfatter til Rodskud Jacob Bundsgaard, Vibe Klarup og Johannes Lundsfryd (fra venstre)

De tre forfattere forsøger med bogen, der rummer undertitlen ’hvordan lokale fællesskaber genskabe velfærden’, at opsætte en vision og en retning for fremtidens Danmark. For Johannes Lundsfryd, som Netavisen Pio har sat stævne, er det socialdemokratiske parade-ord fællesskab, som er omdrejningspunktet for den vision.

”Det handler om at bygge fællesskab mellem mennesker. Det har vi sagt som parti i mange år. Men det handler om at gøre det konkret. Hvad betyder fællesskabet egentligt i hverdagen. I de mere nære fællesskaber, så handler om at være fælles om noget.”

Succesfuld integration kræver menneskelige relationer
Bogen rummer en tydelig analyse af velfærdsstatens problemer. Selvom vi stadig har brug for en faglig kompetent, gennemsigtig og professionel velfærdsstat, så skal vi fremover være opmærksom på de problemer, der har sneget sig med, mener forfatteren.

”Politik blive tit reduceret til noget, der kun handler om skolen eller ældrecentret. Politikerne er dem, der holder til på Christiansborg eller på rådhuset. Det er sådan noget, der bliver afsondret i nogle lukkede bygninger. Politistationen er lukket og SKAT er ikke et sted man bare kan komme. Institutioner er lukket af for borgerne. Relationen er væk.”

Og netop relationen mellem borgere og beslutningstagere står centralt i løsningen af fremtidens problemer, hvor Lundsfryd peger på behovet for at være lidt mere menneskelig:  ”Velfærdssamfundet har nogle skyggesider, der blandt betyder at folk bliver fremmedgjorte for den offentlige sektor, fremmedgjorte for at det gøre noget for andre mennesker og fremmedgjorte for fællesskaber. Jeg oplever jo hverdag mange mennesker, der gerne vil gøre en forskel”.

Men systemet, som det fungere i dag, tillader ikke almindelige borgere at være en del af løsningen. Listen over problemer, der skal løses er ellers meget lang. Men Lundsfryd peger på de metoder og redskaber, som vi bruger i dag er dybt utilstrækkelig.

Man kan ikke benytte sig af den traditionelle måde at lave politik på.”

”Løsningerne på de samfundsudfordringer, som vi skitserer i vores bog, kræver en anden tilgang til politik. Tag et eksempel integrationen, det er jo ikke noget som man bare kan beslutte sig ud af. Man kan arbejde med rammevilkår, man kan arbejde med tonen eller med kompetenceudvikling. Det er noget af det, der findes i den politiske værktøjskasse i dag. Men først og sidst, så skal der jo skabes relationer mellem mennesker, hvis integrationen skal lykkes. Man kan ikke benytte sig af den traditionelle måde at lave politik på.”

Frivillige gjorde bibliotek til lokal dynamo
Den stigende afstand mellem borgere, politikere og systemet handler ifølge Johannes Lundsfryd i høj grad om professionalisering. Når det er gået så galt, som han hævder, så skyldes det velfærdssamfundets indbyggede godhed og succesfulde organisering.

”Vi har overtaget og professionaliseret alle problemer. Tag for eksempel bibliotekerne. De blev jo skabt af borgerne og civilsamfundet. Og på et tidspunkt, så har kommunerne i højere og højere grad overtaget den opgave det er, at drive bibliotekerne. Fordi man ville gøre det bedre og fordi man kunne ansætte nogle superdygtige og professionelle bibliotekarer. Gradvist er de folk, der oprindeligt bar bibliotekerne - fordi de synes det var vigtigt - forsvundet ud eller selv blevet professionaliseret. ”

Johannes Lundsfryd fortæller en længere og dybt engageret historie fra hans egen kommune Middelfart, hvor et lukningstruet bibliotek i lokalsamfundet Strib blev overtaget fra frivillige. De 6000 borgere i Strib lånte ikke mange bøger og var ikke hyppige gæster på det lokale bibliotek, men alligevel blev de vrede over lukningen og tog sagen i egen hånd.

Det er et liv og et fællesskab omkring det bibliotek, som der aldrig nogensinde har været før.

”I dag er der 100 frivillige på biblioteket i Strib. Der er foredrag næsten hver uge. De sørger selv for at låne bøgerne ud og ordner det selv, hvis der kommer hul i taget. Det er et liv og et fællesskab omkring det bibliotek, som der aldrig nogensinde har været før. Fra at være et eller andet hensygnende sted, er det nu en dynamo for et lokalt fællesskab”.

En afpersonaliseret offentlig sektor
For Johannes Lundfryd viser historienom biblioteket i Strib, hvordan vi har glemt det enkelte menneske, som bare gerne vil gøre en forskel og begynder at opfatte engagerede borgere som besværlige.

”Vi har professionaliseret daginstitutioner, skoler, biblioteker og hele vores offentlige service. Men samtidig har vi jo også afpersonaliseret. Hvis man er fræk, så kunne man også sige, at vi har dehumaniseret vores offentlige sektor”.

Hvis man er fræk, så kunne man også sige, at vi har dehumaniseret vores offentlige sektor”.

Selvom Johannes Lundsfryds liste over lokale initiativer, der kan bidrage til at løse de komplekse samfundsproblemer er lang, så er han ikke blind for de negative konsekvenser ved at satse på civilsamfundet og de frivillige.

”Det er jo en balance fordi man kunne være fristet til at lukke alle biblioteker og lade borgerne drive dem selv. Det siger mig, at der er et enormt behov og ønske om have noget at væres fælles om”.

Billedtekst: Som Skoleudvalgsformand i Middelfart kommune får Johannes Lundsfryd overrakt musikskolepris.

De frivillige må ikke en erstatning for professionelle medarbejdere. De er kun et nødvendigt supplement, som kan noget andet end de fastansatte. Og det frivillige arbejde skal ikke bruges som et argument for besparelser, advarer han.

”Det vil være en katastrofe for frivilligheden og for kommunerne. Man skal have den tommelfingerregel, at det frivillige skal være noget, som vi ville gøre uanset hvad. Det skal være sådan, at vi ville gøre det selvom vi havde alle de penge der overhovedet findes i verden. Det der med at sætte frivilligheden foran en eller anden sparre-dagsorden er jeg meget, meget skeptisk overfor”.

Finansministeriet sætter fornuften ud af kraft
Når Johannes Lundsfryd og medforfatterne søger nye svar og drømmer om et samfund, der tager mere udgangspunkt i lokaler problemer, så står det i skærende kontrast til de seneste årtiers centralisering. Mange står i vejen – ikke mindst Finansministeriet.

”Vi skriver os meget op imod Finansministeriets logik. Det er en helt anden procestænkning, hvis man har den opfattelse, at man sidder med sandheden om hvordan man gør alting. Det synes jeg Finansministeriet har haft tendens til. De har sandheden om hvordan man får de ledige i arbejde, hvordan man indretter skoledagen og hvordan man bedst håndtere vores ældre.

Instruktionerne bliver så detaljerede at fornuften sættes ud af kraft

Hvis man sidder med den universelle sandhed, så er det jo kun et spørgsmål om at være detaljeret nok i sine instruktioner. Således at andre kan føre sandheden ud livet. Instruktionerne bliver så detaljerede at fornuften sættes ud af kraft. Det har været styringslogikken,” lyder kritikken.

Behov for at eksperimentere
Johannes Lundsfryd fortæller hvordan, en medarbejder på et jobcenter blev kaldt til samtale med chefen for at lave jobformidling på den gode gammeldags måde, hvor medarbejderne sendte de ledige derhen, hvor der var job. Det kunne man ikke, mente chefen, for opgaven lød på at træne de arbejdsløse i brug af jobnet.dk.

”Man har skabt et system, hvor er der nogen, der tror at de fundet sandheden. Sandheden med stort S. Den filosofi er vi meget kritiske overfor. Fordi den ikke virker, når vi snakker om komplekse problemer indenfor integration, livsstil, sociale arv, klima eller mange andre ting. Der findes sandheden med stor S jo slet ikke endnu. Vi har ikke modellerne endnu og derfor kan vi jo heller ikke instruere alle i at gøre det samme. Fordi vi har brug for at eksperimentere og udvikle. Der skal skabes et rum for at skabe forskellige løsninger.”

Træd et skridt tilbage!
Johannes Lundsfryd vil gerne gøre op med forestillingen om, at vi kan udfolde en model der passer til alle kommuner samtidig. Han mener, at vi må leve med større forskelle og mindre gennemsigtighed på tværs af landet. Løsninger skal passe bedre til den faktiske virkelighed: ”Nogle gange kommer man for langt væk fra virkeligheden” siger Lundsfryd med et suk.

Når det kommer til at omsætte de mange abstrakte idealer til konkret politik, så vender Lundsfryd igen og igen tilbage til at tale om det politiske lederskab og selve formålet med politik.

Måske man sammen med civilsamfundet skulle prøve at løse problemer i fællesskab.”

I hans optik handler det om, at få politikerne til at vågne op og tage ansvar. Mens borgerne skal gøre mere, så skal kommunerne måske gøre mindre – for dem ”handler det om måske at træde et skridt tilbage nogle steder. Man skal lade være med at overtaget alle problemer. Men måske prøve sammen med civilsamfundet at løse problemer i fællesskab.”

På det nationale niveau er målet, at komme ”et skridt væk fra det der hedder styringsfilosofi og tage et skridt i retning af udviklingsfilosofi. Det har jo været et mantra i årevis at konkurrenceudsætte ting. Det er en dagsorden, der bliver drevet i ministeriet. Men hvis vi gør det, så fjerner vi jo fællesskabet fra de nære institutioner. Så det skulle man nok starte med at droppe,” lyder opfordringen til slut.

Bogen ”Rodskud: Venligboere, nærvarme og trivselstanter - hvordan lokale fællesskaber genskaber velfærden” er udkommet på Gyldendals forlag.