Annonce

Venstre afvikler boligskattestop

Regeringen har fremlagt et udspil til ny boligbeskatning og et nyt system til ejendomsvurderinger. Udspillet indeholder en række forskellige tiltag. AE-rådet bedømmer udspillets plusser og minusser.
Regeringen har fremlagt deres længeventede plan for 'indretning af fremtidens boligbeskatning i Danmark. Planen hedder ’Tryghed for boligejerne’ og den ligger op til store forandringer, hvoraf hovedparten faktisk er forandringer til det bedre. Men en gennemgang af udspillet giver både plusser og minusser. 

Skattestoppet afvikles
Aflysning af skattestop på boliger. De sidste 15 år har skattestoppet på boliger gjort, at ejendomsværdiskatten i kroner og ører ikke kunne stige, selv om prisen på den enkeltes ejerbolig stiger. Skattestoppet har især gavnet de nordsjællandske og københavnske boligejere, hvis boliger er steget meget i værdi, mens skatteopkrævningen er forblevet den samme. Til gengæld har boligejere langt fra storbyerne ikke haft meget glæde af skattestoppet.

I regeringens udspil til en ny boligbeskatning lægges der op til en aflysning af boligskattestoppet. Med de nye boligskatter vil skatten ikke være fastlåst i kroner og øre, men være fastlåst i procent.  Det er positivt, at regeringen gør op med det forfejlede skattestop, så boligskatten ikke bliver udhulet, som det var tilfældet med 00’ernes skattestop. Og så boligskatterne kan virke dæmpende på prisudsvingene på boliger. Skatten på boligen vil fremover stiger, hvis værdien af et hus eller en ejerlejlighed stiger og omvendt falde, hvis prisen falder.

Ejendomsværdiskatten sættes ned
Lav sats for ejendomsværdiskat. Regeringens plan er, at satserne for ejendomsværdiskatten sættes ned. Den fremtidige procentsats skal ligge på 0,6 procent. Og i virkeligheden vil den ligge på 0,5 procent, fordi, der indlægges en forsigtighedsmargin i forhold til vurderingen på 20 procent. Det er for lavt. Tilbage i 2002 før boligskattestoppet var ejendomsværdiskatten på 1 pct., men på grund af skattestoppet er ejendomsværdiskatten i gennemsnit faldet til omkring 0,6 procent. Det er dette niveau regeringen vil fortsætte, og opsparing i boliger bliver derved beskattet lavere end anden fri opsparing. Boliger over 6 mio. kr. i værdi beskattes dog med 1 pct. Dette er en meget mild progression og tidligere blev de dyreste boliger beskattet med 3 pct.

Rabat på grundskylden
Stor permanent rabat på grundskyld. Med de nye vurderinger vil grundene generelt få en vurdering der ligger tættere på deres reelle markedsværdi. Særligt for boliger omkring hovedstaden er det et markant højere niveau end i dag. Regeringen lægger dog op til, at grundskyldspromillen i disse områder bliver relativ lav, så boligejere i disse områder får en stor permanent rabat på grundskylden. Det er ikke rimeligt, at grundskyldspromillen skal være meget lavere på Frederiksberg end i Vestjylland og på Lolland. Det bør i stedet løses via indefrysning eller ved en skatterabat, der gælder indtil boligen sælges.

Indfrysning af boligskat
Regeringens udspil indeholder også en mulighed for at få dele af boligskatterne indefrosset, så de først skal betales, når boligen sælges. I udspillet er der lagt op til, at hvis boligens værdi stiger mere end lønningerne, bliver den overskydende del af skatten automatisk indefrosset i ejendommen og skal først betales ved salg. Det er en fornuftig løsning. Indefrysningen af boligskat, som først skal betales ved salg, svarer i virkeligheden til en avanceskat. 

Samlet er der således to plusser og to minusser i regeringens udspil til nye boligskatter. Det er rigtig glædeligt, at der efter 15 år med skattestoppet på boliger ser ud til at kunne laves en aftale, der endelig aflyser boligskattestoppet. Det er ligeledes positivt, at hvis boligens værdi stiger mere end lønninger, så kan den overskydende del af skatten blive indefrosset og først betales ved et salg. I den negative ende er de lave skattesatser og en meget stor permanent rabat på grundskylden for de dyreste grunde omkring hovedstaden.

 

Skrevet Lars Andersen og Jonas Schytz Juul, henholdsvis direktør og analysechef for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Klummen er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.


Flere artikler om emnet