Venstre får ny næstformand

"Jeg er meget enig i de tanker, som Stephanie har delt om at redefinere næstformandsposten," lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen om Venstres nye næstformand, Stephanie Lose
Foto: Pressefoto
Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V)
Da deadline udløb søndag havde kun én meldt sig som kandidat til posten som ny næstformand for Venstre: Nemlig formanden for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syd, Stephanie Lose.

"Jeg er meget glad for, at Stephanie har valgt at stille op til posten og tage ansvar for vores parti," skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

"Hun er respekteret bredt som en vellidt og hårdtarbejdende regionsrådsformand."

placeholder

Konflikten med Støjberg

Stephanie Lose meldte sig den 7. januar som kandidat til næstformandsposten, som har været ledig, siden konflikten mellem Jakob Ellemann-Jensen og den tidligere næstformand, Inger Støjberg, brød ud i lys lue mellem jul og nytår.

Gnisten var, at partiformanden sagde, at Venstre var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis de jurister, der var udpeget af Folketinget, mente, at der var en sandsynlighed for, at hun ville blive dømt. Men det udviklede sig hurtigt til en konflikt, som også kom til at handle om Inger Støjbergs loyalitet over for partiformanden. Ifølge Jakob Ellemann-Jensen var der flere eksempler på, at Inger Støjberg som næstformand ikke havde bakket ham op.

Det gik ikke, og derfor måtte hun gå.

Jakob Ellemann-Jensen fik opbakning til det synspunkt fra partiets forretningsudvalg, og derfor skal der på søndag afholdes et ekstraordinært landsmøde, hvor Venstres nye næstformand skal vælges.

Redefinere næstformandsposten

Stephanie Lose har gjort det klart, at hun hverken er - eller vil - være en ny Inger Støjberg. I stedet taler regionsrådsformanden om at ville "redefinere" næstformandsposten.

Arbejde aktivt og engageret på de indre linjer

"Hvis Venstres medlemmer vælger mig som næstformand, er det min hensigt, at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til Formanden og Folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne," skriver Stephanie Lose på Facebook.

placeholder

Ellemann enig

Næstformandens mere tilbagetrukne rolle modtages med glæde af formanden. I årevis har både formand og næstformand haft deres daglige gang i Folketinget.

Hvad man ser i andre partier

"Jeg er meget enig i de tanker, som Stephanie har delt om at redefinere næstformandsposten, så den i højere grad kommer til at minde om, hvad man ser i andre partier," skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

"Altså en organisatorisk post, hvor man er engageret på de indre linjer, og hvor man ikke er udpeget som uofficiel kronprins eller kronprinsesse. Det tror jeg vil være sundt for Venstre med tanke på, hvad vi har været igennem i flere år.

"Derudover synes jeg, at det giver rigtig god mening med en næstformand, der kommer fra det kommunale og regionale bagland i stedet for folketingsgruppen. Det vil give endnu bedre mulighed for at sikre en tæt kontakt mellem bagland og Venstres ledelse."

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek, har tidligere holdt døren åben for at kandidere, men han lukkede den igen, efter at Stephanie Lose havde meldt sit kandidatur.

Det er formelt Venstres medlemmer, der på det ekstraordinære, virtuelle landsmøde skal beslutte, hvem der skal være partiets nye næstformand. På landsmødet skal både Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen holde tale for medlemmerne.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Den nye næstformand er alt det V drømmer om for tiden: en yngre jysk kvinde uden markante holdninger, med et statsministerpotentiale til den administrative side - og tilstrækkeligt langt fra Christiansborg til at gå under fnidder-radaren og være til gene for formanden.

Stephanie Lose tar sig af det løse
Hun fra en hel landsdel erfaring kan øse
Stephanie klarer alle spin-findige fælder
Hun ved det landets fremtid gælder

Stephanie ser demokratiets mange goder
At alle vil bidrage selv de mindste små poder
Står du på sidelinjen og blot ser på
Selv socialister en gylden opgave kan få

Stephanie er en samlende liberal figur
Ved af erfaring hvad der gør sammenhold ‘stur’
At lytte, at favne og klogt tage bestik
Stephanie tar oftest det allersidste stik

Stephanie forstår at vokse med flid
At mod uvidenhed at reagere slagfærdig og blid
At være der i nuet hvor det kræves mest
Er Stephanies væsen beundret af flest

Annonce