Venstre i kovending: Vil nu alligevel bevare regionerne

Partiet gik til valg på at ville nedlægge de fem folkevalgte regionsråd, men vender nu på en tallerken
Venstre foretog i weekenden en kovending af de helt store.

Partiet gik sidste år til valg på, at ville nedlægge folkevalgte regionsråd. Det ville spare penge - og det ville betyde mindre bureaukrati, mente Venstre.

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde i marts 2019 - efter måneders forsinkelse og store interne diskussioner - en sundhedsreform.

Til afløsning for de fem folkevalgte regionsråd foreslog VLAK og DF i stedet oprettet 21 sundhedsfælleskaber, 5 regionale sundhedsforvaltninger og en national sundhedsmyndighed, hver med deres ikke-folkevalgte bestyrelse.

Blev aldrig nogen sællert

VLAK/DF-forslaget blev aldrig nogen sællert.

Netavisen Pio kunne maj sidste år afdække, at selv Venstre - hovedarkitekten bag sundhedsreformen - under valgkampens første dage tilsyneladende gjorde sig stor umage for ikke at nævne blå bloks forslag til ny sundhedsreform - inklusive nedlæggelse af de fem regionsråd. Selv hovedarkitekten bag forslaget, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, nævnede ikke sundhedsreformen med en stavelse.

Lørdag blev det så officielt, at Venstre nu dropper enhver tanke om at nedlægge de fem regionsråd.

Kovendingen nævnes i linje 59

Kovendingen kom i form af et - meget langt - Facebook-opslag fra Venstres Formand, Jakob Ellemann-Jensen. Først i linje 36 og de følgende linjer omtaler Ellemann, at en stor del af Venstres sundhedsreform handlede om at nedlægge regionsrådene.

Venstre formand skriver således:

Diskussionen om struktur kom desværre på mange måder til fuldstændigt at overskygge indholdet

“Et element i sundhedsreformen fra 2019 var, at partierne bag ønskede at nedlægge regionerne og forenkle administrationen, så vi kan bruge flere ressourcer på patienterne. Diskussionen om struktur kom desværre på mange måder til fuldstændigt at overskygge indholdet. Også internt hos os selv i Venstre, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at der findes forskellige holdninger til, hvordan strukturen for vores sundhedsvæsen bedst indrettes.”

Ellemanns hovedbudskab - at Venstre foretager en kovending og nu ikke længere går ind for regionsrådenes nedlæggelse - kommer først frem i linje 59 i Facebook-opslaget:

“Til gengæld ønsker Venstre ikke, at regionerne nedlægges. Vi er parate til, og ønsker i samarbejde med et flertal i Folketinget, at gennemføre en reform af sundhedsvæsenet, hvor regionerne fortsat består.”

placeholder

 

Glæde hos formanden for Danske Regioner

I kølvandet på V-formandens Facebook-opslag skriver Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, på Facebook:

“I dag har Venstres formand ryddet spørgsmålet om folkevalgte eller ikke folkevalgte i spidsen af regionerne af bordet.”

Det hører med til historien, at netop Martin Geertsen er blandt dem, der internt i Venstre hele tiden har talt mod en nedlæggelse af de folkevalgte regionsråd.

Formanden for Danske Regioner, Venstre-kvinden Stephanie Lose - en anden af de fremtrædende interne modstandere af nedlæggelsen af regionsrådene - kommenterede lørdag Venstre-kovendingen således på twitter:

Tak til Jakob Ellemann og Venstre for den melding

“Tak til Jakob Ellemann og Venstre for den melding. Og tak for den klare dedikation til fortsat udvikling af fremtidens sundhedsvæsen! I Danske Regionerer vi klar til at yde vores bidrag til nærhed, sammenhæng og kvalitet.”

placeholder

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja, nu er der jo kommunale og regionale valg lige om lidt, så hellere være på god fod med de fleste.

Annonce