Venstre og ødelæggelsen af den danske natur
Venstre og ødelæggelsen af den danske natur
Kjeld Hansen har skrevet en fremragende bog på vredens og forargelsens energi om, hvad han kalder en af "de groveste forbrydelser, der er begået herhjemme i de seneste 25 år.”
Partiet Venstre beskyldes for at modarbejde beskyttelse af vores drikkevand.
Det er partiet meget ophidset over, men grundløs er beskyldningen ikke.
For partiet har en årelang tradition for at bekæmpe naturens venner og for at tillade skadelige sprøjtemidler og udledning af kvælstof fra landbruget.
Det beskriver Kjeld Hansen i bogen 'Det moderlige hav', der netop er udkommet.
Dens undertitel er: 'Om den politiske ansvarsløshed, der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark'.
En forgiftet jord
Havet omkring Danmark og vore vandløb er ved at dø, og døden har en årsag.
Den skyldes udledningen af kvælstof fra landbruget, eller sagt med andre ord: al det pis og lort, der strømmer ud fra de millioner af dyr, der holdes indespærret i landbrugsbedrifterne og som derefter spredes på markerne som gylle.
Læs også:Socialdemokratiet i svine-offensiv i valgkampens slutspurt
Omfanget er overvældende stort. Det svarer til at 30 - 35 millioner mennesker hver dag sidder og forrettede deres nødtørft på vores marker.
Resultatet er en forgiftet jord og et hav, der er ved at blive tømt for liv. Fiskene er flygtet, ålegræsset rådner, og havbunden ligner et liglagen.
En grov forbrydelse
Dette er en menneskeskabt ulykke som Kjeld Hansen kalder for en af ”de groveste forbrydelser, der er begået herhjemme i de seneste 25 år.”
Det lyder voldsomt, men dokumentationen er på plads, og han retter en velbegrundet anklage mod partiet Venstre, der gennem årtier har bremset love og regler, der ville have dæmmet op for katastrofen.
Dette er sket for øjnene af hele den danske befolkning.
Kjeld Hansen fortæller, at den store ødelæggelse af de danske vande tog ekstra fart i november 2001
Det er også sket på trods af masser af advarsler fra folk med forstand på naturen, og det berører os alle. Vores kultur har vist sig at være magtesløs.
Alt hvad vi har sunget om Danmark, dets søer, dets åer og bække, dets fjorde og havet omkring os, har vist sig at være tomme ord uden betydning, og det er ikke alene vores oplevelse af os selv som et folk, der er fælles om kærlighed til det danske land, der er blevet dementeret.
Det berører også vores børn og børnebørn og deres børn og børnebørn langt ud i fremtiden. De kommer til at lide under de enorme tab som nogle af vore politikere og et grådigt landbrug har påført os.
Mod bedre vidende
Kjeld Hansen fortæller, at den store ødelæggelse af de danske vande tog ekstra fart i november 2001, da Anders Fogh Rasmussen fra partiet Venstre blev statsminister og gennemførte en omfattende ændring af landbrugslovgivningen.
Herunder tiltag der bremsede alle forsøg på at stoppe tilsviningen af dansk natur. Bag denne politik stod magtfulde landbrugsorganisationer, der fik det som de ville.
Denne hensynsløse politik fortsatte da Lars Løkke Rasmussen senere blev statsminister. Han handlede imod bedre vidende. I 2015 lå der en betænkning fra Natur- og Landbrugskommissionen med anbefalinger til at stoppe ødelæggelsen af de danske farvande.
Betænkningen var ovenikøbet baseret på en enighed mellem landbruget og de grønne organisationer, men den blev ikke fulgt op af praksis. Tværtimod.
Fra februar 2016 fik danske landmænd lov at gødske løs, vel vidende at følgerne ville være en omfattende forurening af grundvand, vandløb, søer, fjorde og havmiljø.
Løgnehistorier om det dårlige danske korn
Destruktionen blev forklaret med smukke ord om frihed og vækst, og ved hjælp af effektive mediekampagner, der kunne være direkte løgnagtige. Det skete for eksempel med en grundløs fortælling om at ”Dansk korn er for dårligt til øl og brød”.
Historien gik ud på, at ”kvaliteten af dansk korn er så dårlig, at bryggerier og brødproducenter må hente deres råvarer i udlandet. Årsagen er de stramme danske regler, der betyder, at danske landmænd må gøde mindre end udenlandske kolleger”.
Splittelsens politik gav resultater
Det viste sig at være løgn fra ende til anden, men historien blev ikke desto mindre udbredt af landbrugets politiske venner i medier og på møder over hele landet. Samtidig blev falske fjendebilleder bygget op. Land blev spillet ud mod by.
Eksperter blev defineret som en elite, der ikke vidste noget om virkeligheden ude på landet. Splittelsens politik gav resultater. Ødelæggelsen kunne fortsætte, men der voksede også en modstand frem.
Det skete ikke blot her men også i andre lande.
Statens ansvar for sine borgere
Kjeld Hansen fortæller således om en gruppe ældre kvinder fra Schweitz, der var bekymrede for, hvordan klimaforandringerne vil påvirke deres liv og helbred.
De anklagede staten Schweitz for ikke at have påtaget sig et ansvar for sine borgeres liv og velfærd.
Læs også:S-minister tager bladet fra munden: Venstre har modarbejdet beskyttelsen af drikkevandet
De endte ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gav dem medhold i, at Schweiz havde krænket deres menneskerettigheder.
I dommen blev det slået fast, at de enkelte lande har en pligt til at sørge for at begrænse klimaforandringer, fordi det påvirker menneskers sundhed og velbefindende.
Skal Lars Løkke Rasmussen stilles for retten
Kjeld Hansen skriver:
“En tilsvarende anklage bør kunne rejses mod den danske stat … Det er næppe for meget sagt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans to Venstre-regeringer brutalt har tilsidesat hundredetusinder af danskeres ret til et sundt familieliv og et rent miljø i en grad, der bør være ansvarspådragende," og videre:
"Den næste sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg burde handle om Løkke Rasmussens kyniske ødelæggelse af havet omkring Danmark. Jeg mener det faktisk, og jeg tror, det kommer til at ske. ”
Venstrefolk må gerne læse med
Såvidt Kjeld Hansen.
Hans bog er fremragende, skrevet med vredens og forargelsens energi.
Køb den. Læs den. Brug den. Giv den som gave til dine venner og bekendte. De bekymrede, såvel som de ubekymrede.
Den kommer os alle ved, og venstrefolk må også gerne læse med.
Kjeld Hansen. 'Det moderlige hav. Om den politiske ansvarsløshed, der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark'. 128 sider. Forlaget Frydenlund. Udkommer i dag.
Kommentarer
TAK! Til Kjeld Hansen for at…
TAK! Til Kjeld Hansen for at give os dette faktuelle vidnesbyrd, over et historisk svigt, på bekostning af vores nære miljøer. Også tak til Egon Clausen for at formidle det videre her på Pio .
Jeg følger opfordringen til at købe bogen -Tænker at jeg kan finde den på Saxo , enten som lyd eller i bogformat .
Moral og ansvar er ikke det…
Moral og ansvar er ikke det der tynger mest hos Venstre og deres Statsministerkandidat.
Her i valgkampens slutspurt kommer Troels Lund med et angreb på Miljøministeren , hvor han og S beskyldes for ikke at have gjort nok i kampen mod brugen af pesticider .
Dette angreb kommer fra en mand der på trods af advarsler fra myndighederne . Valgte selv at ,sprøjte sine marker med midlet , vidende om at dette skete nær eksisterende drikkevandboringer .
Patetisk og dybt utroværdigt fra det borgerlige Danmarks bedste bud på en ny statsminister .
Tilføj kommentar