Annonce

Venstre sætter to kvinder i front

En tidligere minister og en politisk komet skal fremover stå i spidsen for Venstres folketingsgruppe
På et gruppemøde torsdag morgen valgte Venstres 34 medlemmer af folketingsgruppen deres nye frontfigurer. Tidligere minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann bliver ny gruppeformand, mens partiets medieordfører Britt Bager overtager den synlige post som politisk ordfører.

48-årige Karen Ellemann var blevet til overs i regeringsrokaden, da Jakob Ellemann blev udnævnt til miljø- og fødevareminister i stedet for Esben Lunde Larsen. To Ellemann’er i regeringen var alligevel en for meget, lød vurderingen.

Hun overtager posten fra Søren Gade, der allerede tidligere havde meldt ud, at han gerne ville af med posten for i stedet at hellige sig kandidaturet til næste års Europa-Parlamentsvalg.

”Jeg kan bidrage til, at Venstres folketingsgruppe – stærke som vi er – er fuldstændig i kamptøjet og klar til at gå ud og vinde det næste folketingsvalg, så vi sikrer, at vi også fremadrettet har Venstre i regeringen,” sagde Karen Ellemann efter udnævnelsen til DR.

Inden den politiske karriere tog fat, arbejdede Karen Ellemann først på radiostationen The Voice, i et modelbureau, i kommunikationsbranchen og som leder af den københavnske biograf Dagmar, inden hun i 2004 blev uddannet skolelærer. Det blev dog kun til en kort karriere bag katedret, for allerede i 2007 blev hun valgt til folketinget.

Den nye gruppeformand har i øvrigt omfattende ministererfaring fra tre ministerier siden 2009, herunder to omgange som social- og indenrigsminister.

Karen Ellemann er datter af den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og barnebarn af Jens Peter Jensen, der i over 20 år repræsenterede Venstre i folketinget. Hende og Jakob Ellemann er halvsøskende.
Forfremmelse til komet

Posten som politisk ordfører gik til partiets nuværende medieordfører Britt Bager, som afløser for den populære Jakob Ellemann.

Der har, ifølge flere medier, været stor været stor interesse om at overtage det politiske ordførerskab, hele otte forskellige gruppemedlemmer, blandt andet skulle Jan E. Jørgensen og Torsten Schack Petersen, men med statsminister Lars Løkke Rasmussens mellemkomst, faldt valget altså på Britt Bager.

41-årige Britt Bager er et noget overraskende valg. Hun kom først i folketinget ved det seneste valg og med valget til politisk ordfører tager hun et stort spring fremad på Christiansborg.

”Jeg er meget stolt og ydmyg. Jeg har stor respekt for dem, der går ind i politik i en tidlig alder og bruger deres liv på Christiansborg. Jeg tror også, at os, der kommer udefra, har en erhvervserfaring og har haft fingrene nede i noget helt andet, kan byde ind med noget andet,” sagde hun til DR.

Den erhvervserfaring hun nævner, stammer fra blandt andet 10 år som stewardesse i SAS, fire år som konsulent i Venstres pressetjeneste på Christiansborg og senest som presse- og kommunikationskonsulent i Skatteministeriet.

Hun er oprindeligt fra Grenå, og blev oprindelig uddannet som kontorelev i forsikringsbranchen, men har siden taget kandidatgrader i både jura og politik, kommunikation og ledelse.

Britt Bager er opstillet i Favrskovkredsen i Østjylland og blev ved valget valgt som nummer to i storkredsen, foran blandt andet Troels Lund Poulsen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet