Annonce

Venstre skyder valgkampen i gang, skattefrås hos Sverigedemokraterne

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Danske Bank-skandalen vokser
Sagen om mulig hvidvask af penge i Danske Bank vokser sig bare større og større.

Ifølge Financial Times har hele 192 milliarder kroner passeret Danske Banks estiske filial i løbet af blot et enkelt år. Det er væsentligt mere end hidtil antaget. Financial Times har fået adgang til en del af et udkast af en intern rapport om hvidvask-sagen, som er bestilt af Danske Bank.

Berlingske har afsløret, at Danske Banks estiske filial er blevet brugt af kriminelle bagmænd til store og mistænkelige transaktioner. Blandt andet har regimet i Aserbajdsjan og russere med forbindelse til præsident Putins familie og den russiske efterretningstjeneste, FSB, ført store beløb gennem banken.

Ledelsen i Danske Bank modtog, ifølge Berlingske, allerede i 2013 advarsler om hvidvask gennem bankens estiske filial – i form af en intern såkaldt whistleblower-rapport sendt til et medlem af Danske Banks ledelse i København.

Læs mere her.

 

Venstre skyder valgkampen i gang
Venstre har i dag skudt valgkampen i gang med store annoncer i aviser, biografer og på Facebook. Temaet i alle annoncerne er velfærd.

Venstre afviser dog selv, at valgkampen er skudt i gang.

I alle V-annoncerne er Lars Løkke fotograferet med noget Venstre gerne vil ha’ vælgerne skal forbinde med velfærd. Derfor er statsministeren i en annonce afbilledet sammen med en lægeambulance, i en anden sammen med en CT-scanner på et hospital, i en tredje sammen med nogle skoleelever og i en fjerde annonce i et plejehjems-køkken.

V-melodien i kampagnen lyder sådan her:

”Venstre har haft regeringsansvaret i 13 af de seneste 17 år. Vi har sat mennesket før systemet, og siden 2001 er der tilført hele 75 milliarder kroner ekstra* til vores fælles velfærd. Vi har altså 75 milliarder kroner mere til velfærd om året end i 2001. I år bliver der tilført endnu mere. Og det vil der også blive i fremtiden, hvis det står til os.”

Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht kommenterer V-kampagnen således på sin twitter-profil:

placeholder

 

4 ud af 10 industriansatte har ikke forhandlet løn
Det står sløjt til med at få sat sig til forhandlingsbordet og lavet nye lokalaftaler rundt om på de danske virksomheder. På 43 procent af virksomhederne i industrien har der slet ikke været forhandlet løn i år.

Det viser en undersøgelse fra 3F blandt 1.400 tillidsfolk i industrien, skriver Fagbladet 3F.

Og det bekymrer Mads Andersen, formand for 3F Industri.

Læs mere her.

 

Giraf-vennen Rufus fik ikke plads i kongressen
Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, skuffede ved primærvalget i Massachusetts.

Vælgerne i den amerikanske delstat Massachusetts skulle tirsdag ved de såkaldte primær, beslutte hvilke kandidater, der skulle på stemmesedlen til de rigtige valg, der kommer til november.

I de danske medier har der været en del opmærksomhed omkring, at den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford stillede op, men trods et pænt kampagnebudget og mange ihærdige frivillige fra Danmark, så lykkedes det ham ikke. at overbevise vælgerne i statens tredje kongresdistrikt om, at han skulle opstilles.

Læs mere her.

 

Gang i den hos Sverigedemokraterne: Nazi-forbindelser og fråds med skatteydermidler
Rigsdagsmedlem, Sverigedemokraten Stefan Jakobsson, stiller alligevel ikke op til rigsdagsvalget nu på søndag.

Han er nemlig blevet afsløret i heftig frås med skatteydernes midler. Jakobsen har siden 2014 angiveligt kørt i taxa for 330.000 svenske kroner. Ikke taxa-kørsel, der har med hans hverv at gøre, men derimod taxa-kørsel til og fra helt privat gøremål som polterabend, venners bryllup, natklub-besøg og ishockeykampe.

Afsløringerne fik onsdag aften Stefan Jakobsson, der indtil nu har været undervisningsordfører for sit parti i Rigsdagen, til at trække sit kandidatur.

I sidste uge afslørede den svenske avis Expressen sammen med den antiracistiske organisation Expo blandt andet, at en stribe af Sverigedemokraternas kandidater til de kommunalvalg, som også finder sted søndag, havde tætte forbindelser til nazistiske bevægelser.

Det fik ledelsen i Sverigedemokraterna til at stryge 14 personer fra valglisterne.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet