Venstre snyder vælgerne

Hvordan kan det være, at en person, der gerne vil være minister i en ny regering, vælger at tage til EU-parlamentet?
Efter lang tids ballade lykkedes det endelig Venstre at udpege deres spidskandidat til næste års Europa-parlamentsvalg. Utallige personer har sagt ’nej tak’ og derfor pegede pilen på politisk ordfører Ellen Trane Nørby, der ifølge flere politiske kommentatorer nærmest er blevet presset til at sige ja.

Weekendavisen skrev i fredags i et portræt af Venstres gruppeformand Kristian Jensen, at Ellen Trane Nørby er tiltænkt en central placering i den næste folketingsvalgkamp og nærmest allerede er blevet lovet en ministerpost, hvis Venstre vinder valget. Og det er akkurat her, at det bliver problematisk i forhold til de vælgere, der overvejer at sætte deres kryds ved Ellen Trane Nørby og Venstre. Er det virkelig demokratisk forsvarligt, at man vælger at sende en til Bruxelles, hvis fokus først og fremmest vil være på hvad der sker i København?

Kan Danmark og de danske vælgere virkelig være tjent med en politiker i Europa-Parlamentet, hvis hverv varer fem fem år, men allerede nu sidder og planlægger en retur til dansk politik efter bare et år på posten?

Forhistorien om valget af Venstres spidskandidat drejer sig om Venstres nuværende parlamentsmedlem og spidskandidat ved sidste valg, Jens Rohde. Egentlig var det meningen Rohde igen skulle have haft en tur som spidskandidat, men en sen aftentime ved Venstres landsmøde kom knivene frem i retning mod Rohdes ryg.

Rohde havde nemlig skrevet en, efter mange Venstrefolks mening, lige lovlig positiv kronik om EU. Den kronik brugte nogle af Rohdes gamle fjender i Venstre, blandt andet Søren Pind og Martin Geertsen, til at fjerne ham som partiets spidskandidat, uden at de selv havde et bud på en afløser. Herefter begyndte et spil Sorteper om hvem, der skulle være Rohdes efterfølger.

I følge Berlingske var både Lykke Friis, Eva Kjer Hansen, Hans Christian Schmidt og Jakob Elleman-Jensen på tale. Alle sagde de nej, hvilket vel er et meget godt bevis på, at der skal mere end høj løn og fed pension til at få politikere med ambitioner til at vælge Bruxelles og Europa-Parlamentet til.

Netop udsigten til ministerposter er årsagen til, at Lars Løkke, Ellen Trane Nørby og Venstre ender med at snyde de danske vælgere og minimere den danske indflydelse i Parlamentet.

Danskerne skal til stemmeurnerne til Europa-Parlamentsvalget i maj 2014. Næste folketingsvalg finder senest sted 14. september 2015. Såfremt rygterne om lovningen af en ministerpost til Ellen Trane Nørby passer, vil hun ifølge Venstres egne planer, kun være i Bruxelles i lidt over et år.

Vælgerne kan sikkert leve med den slags stemmemaksimerende manøvre, men kan Danmark og de danske vælgere virkelig være tjent med en politiker i et Europa-Parlament, der har fået stadigvæk stigende indflydelse, hvis hverv varer fem fem år, men allerede nu sidder og planlægger en retur til dansk politik efter bare et år på posten.


Flere artikler om emnet

Annonce