Annonce

Venstre-top aflyttet og S-nej til udflytning af børnefamilier fra Sjælsmark

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så blev det fredag og dagens store nyhed er, at den bedrageri-sigtigede Britta Christensen er mistænkt for at have svindlet for flere penge og i en længere periode, end det hidtil har været fremme. Hun er nu mistænkt for at have trukket omkring 121 millioner kroner i tilskudsmidler ud til sig selv siden 1993. Det viser nye undersøgelser af svindelsagen, som bliver offentliggjort på et pressemøde i Børne- og Socialministeriet i dag.

Men derudover har vi en sag om aflytning, nye meningsmålinger og så er der nyt om de kommende offentlige overenskomstforhandlinger. Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt.

 

Venstre-toppen aflyttet

En ansat i Udenrigsministeriet, med fortid som ansat i Venstre, har aflyttet en række telefonmøder blandt en kreds af topfolk i Venstre. Det skriver Ekstra Bladet.

De pågældende møder fandt sted i løbet af et par uger i august 2018 og havde deltagelse af Venstres politiske ordfører, Britt Bager, og gruppeformand Karen Ellemann.

Derudover deltog repræsentanter fra Venstres pressetjeneste. På møderne blev det drøftet, hvordan aktuelle pressehistorier skulle håndteres.

Vedkommende har tidligere deltaget i telefonmøderne, som det kræver en kode at få adgang til. Efter at være stoppet i Venstre fortsatte den pågældende med at benytte koden og skaffe sig uberettiget adgang til de fortrolige møder.

Venstre ønsker ikke at oplyse, hvilke skridt man har taget mod den tidligere medarbejder. Herunder om der er indgivet en politianmeldelse.

Læs hele historien her.

 

Mette Frederiksen vil bevare efterlønnen

Efterlønnen skal bevares. Det er et krav fra Socialdemokratiet til regeringen inden næste omgang pensionsforhandlinger. Det er nemlig en forudsætning for, at vilkårene for de nedslidte ikke forringes. Det skriver BT.

"Det nytter ikke noget, at man fra regeringens side forsøger at bilde danskerne ind, at man er optaget af folk, som er nedslidte, hvis man vil afskaffe den efterløn, der er tilbage," siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen til avisen..

Regeringspartiet Liberal Alliance så gerne efterlønnen afskaffet. Det samme mener regeringspartneren De Konservative.

"Når både LA og K mener det, er det en stærk kraft i regeringen, der ønsker det. Så vi må have et svar på vegne af de efterlønsmodtagere, der er, og de kommende efterlønsmodtagere, om deres efterløn består," siger Frederiksen.

Læs hele historien her.

S afviser at flytte børnefamilier ud af Sjælsmark

Socialdemokratiet afviser ligesom regeringen og Dansk Folkeparti et forslag fra resten af oppositionen om, at børnefamilier, der har fået afslag på asyl, kan flytte ud af Sjælsmark. Det skriver Altinget.dk.

”Det vil reelt set betyde fri indvandring fra de lande, hvortil Danmark ikke kan udsende folk med tvang,” sagde Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, i en debat om et forslag om at lade børnefamilierne flytte ud af Sjælsmark.

Han kritiserede samtidig oppositionspartierne for ikke at have tænkt konsekvenserne af forslaget til ende.

”Er I virkelig sikre på, at det er til børnenes bedste på sigt? Når de stopper i folkeskolen, vil de ikke kunne fortsætte på en ungdomsuddannelse eller tjene deres egne penge. Er det virkelig fornuftigt at indrette systemet sådan,” spurgte Mattias Tesfaye fra talerstolen.

Radikale, SF, Enhedslisten og Venstre har truet med at trække støtten til Socialdemokratiet efter det kommende folketingsvalg, hvis der ikke sker forbedringer af forholdene på Sjælsmark. Forbedringer er Socialdemokratiet klar til, men altså ikke at flytte børnefamilierne ud.

Læs hele historien her.

 

Klar rød tendens i målinger

Der er blevet offentliggjort en lang række meningsmålinger i de seneste dage, og fredag kom så Ritzau Index, så samler de mange målinger og laver et vægtet gennemsnit.

Og tendensen virker klar. De røde partier går frem, mens regeringspartierne og især Dansk Folkeparti går voldsomt tilbage.

Samlet står rød blok med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet til 52,7 procent af stemmerne svarende til 94 mandater, mens blå blok med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti står til 46,1 procent af stemmerne, svarende til 81 mandater.

Se tallene for de enkelte partier her.

 

FOA-formand: Ny musketéred skal sikre lærernes arbejdstid

Topforhandleren for de ansatte i kommuner og regioner, FOA-formand Mona Striib, lægger allerede nu op til at indgå en ny musketéred forud for de kommende overenskomstforhandlinger i 2021. Det skriver avisen.dk.

En fælles musketéred indgået af de faglige organisationer på tværs af brancher skal bane vejen for, at lærerne får sikret en arbejdstidsaftale i deres overenskomst.

”Jeg kan ikke forestille mig en ny overenskomst, uden at en arbejdstidsaftale for lærerne kommer i hus,” siger Mona Striib.

Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 indgik samtlige offentligt ansatte en musketeréd om at stå sammen om lønkrav, en ny arbejdstidsaftale for lærerne og om retten til betalt spisepause. Striden om lærernes arbejdstid blev imidlertid ikke løst i fjor, men sendt videre i en kommission, som arbejder frem til næste overenskomstforhandling.

Læs hele historien her.

 

Pio Podcast: Kampen om differentieret pension: Hvor står fronterne?

Socialdemokratiet har med deres pensions-udspil for alvor sparket gang i diskussionen om differentieret pension. Men hvor står fronterne egentlig? Er differentieret pension den bedste løsning? Hvem er for og hvem er imod?

I dette afsnit af Pio-podcast forsøger vi at gøre status over debatten – og det gør vi i selskab med forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen, formand for Djøf, Henning Thiesen, og social- og sundhedsassistent, tillidskvinde Camilla Pedersen.

Værten er som altid chefredaktør på Netavisen Pio, Jens Jonatan Steen.

  Audio titled Kampen om differentieret pension: hvor står fronterne? by Netavisen Pio

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet