Der sker meget i dansk politik i disse uger og måske er det derfor, at det ikke gav den store genlyd, da Venstres vikarierende frontfigurer Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose i sidste uge lancerede fire “fyrtårne” som er de fire politikområder, som partiet skal navigere efter i de kommende år.

Med Jakob Ellemann-Jensen sat på sidelinjen, har der klart været et behov for at sende et signal om, at der stadig udvises ledelse af partiet. At sende en besked til baglandet om, at der er en sikker hånd på rattet.

De kalder det selv en ramme, men den ramme er godt nok løs.

Formandskab viser sine begrænsninger

De fire fyrtårne som de to Venstre-høvdinge vil navigere efter, er mennesket før systemet, ansvarlig grøn omstilling, stærk økonomi og genopretning af dansk forsvar.

Det nye Venstre-lederskab afslører måske her deres begrænsninger som frontfigurer.

For Troels Lund Poulsen er uden tvivl en dygtig og dreven politisk strateg og taktiker, og Stephanie Lose har hidtil vist sig som en dygtig administrator. Store ideologer er de til gengæld ikke. Gode kommunikatører er de heller ikke.

For en ting er at sætte en ramme op, noget andet er at fylde den ramme ud, så medlemmerne og vælgerne forstår hvad det konkret betyder for dem.

Meget fint illustreret med hvad den vikarierende økonomiminister, Stephanie Lose, siger om fyrtårnene.

“Fyrtårnene er … et udtryk for, at vi gerne vil sætte flere ord på det regeringsgrundlag, der allerede er sagt meget om. Men hvad er det vigtigste, hvis man læser det med Venstre-vælgerbriller, Venstre-baglands-briller og Venstre-politikerbriller? Hvordan er det så, man kan se sig selv i det? Og det kan man, fordi man kan se, at det er en vilje til at reformere og sikre en sund økonomi. At det er en vilje til at være med til at forny og reformere den offentlige sektor, så den også er levedygtig, og først og fremmest, så den sætter mennesket først. At vi sikrer, at det er en sikker verden, vi kan leve i, og at vi lykkes med den grønne omstilling. Også på en måde, hvor det bliver en reel grøn omstilling, som vi i øvrigt også skal være villige til at betale regningen for,” siger hun til Avisen Danmark.

Det er noget “fluffy” som man siger på moderne dansk.

Der er ikke mange af de partier, som Venstre lige nu forsøger at skille sig ud fra, som mener at systemet skal komme før mennesket, at der skal være en uansvarlig grøn omstilling, at der skal være en svag økonomi og eller at dansk forsvar ikke skal genoprettes.

Hvilket Troels Lund Poulsen i øvrigt medgiver i det omtalte interview, men ifølge ham består den afgørende forskel i, hvordan man skal finansiere penge til f.eks. forsvar og sikkerhed.

Skibet sejler i oprørt farvand

Venstres politiske ordfører Morten Dahlin har tidligere sagt, at der var behov for, at Venstre skulle sætte gang i den politiske idéudvikling.

Det har han helt utvivlsomt ret i.

Politikudviklingen har været forsømt i mange år, først gemt væk af regeringsansvar under VLAK-tiden, så af de mange slagsmål med først Løkke, efterfølgende Støjberg, som partiet har været igennem for til sidst at blive skubbet til side, da man blot håbede på at mink og FE-sag ville drukne Mette Frederiksen for dem.

Ingen kan huske, hvornår en Venstre-politiker sidst har forfattet en bog, som ikke har været erindringer.

Der er næppe nogen, der er uenige i, at politikudvikling er en god idé, men det er ikke helt uproblematisk at skulle skærpe den ideologiske profil, samtidig med at man som parti sidder med i et forpligtende regeringssamarbejde.

Det gælder ikke bare for Venstre, men i virkeligheden også for Socialdemokratiet.

Bare tag de to seneste eksempler, fra sidste uge, hvor først Thomas Danielsen (V) luftede tanker om en betalingsring, og justitsminister Peter Hummelgaard (S) luftede en tanke om at sende voldsdømte i trøjen.

Begge måtte lynhurtigt renoncere deres tanker, fordi oppositionen og medierne straks stod klar med de åbenlyse spørgsmål om det her, så er regeringens politik, hvordan det skal gennemføres og hvem der skal betale.

At noget er svært, er selvfølgelig ikke en undskyldning for ikke at prøve, men opgaven som Venstre står overfor bliver bare meget, meget svær.

Og så længe partiet er i regering, måske helt umulig?