Annonce

Venstre utilfreds med S-plan og ønsker permanent grænsekontrol

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Socialdemokratiet fremlagde mandag sin økonomiske politik i form af en 2025-plan.

Planen indeholder flere penge til velfærd og andre offentlige investeringer på i alt 37,4 milliarder kroner mere i forhold til i dag.

Pengene skal hovedsageligt gå til børn, uddannelse, ældre og sundhed, men også til at finansiere partiets forslag om tidligere tilbagetrækning for de mest nedslidte, der har været længst på arbejdsmarkedet. Det kan du læse mere om her.

Ikke uventet er Venstre ret utilfreds med S-planen.

Samme parti fremlagde mandag et grænseudspil.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Venstre ikke tilfreds med Socialdemokratiets økonomiske 2025-plan

Venstre er ikke tilfreds med den økonomiske 2025-plan, som Socialdemokratiet fremlagde mandag.

Således fastslog statsminister Lars Løkke og finansminister Kristian Jensen på et pressemøde, at S-planen vil gøre Danmark 'fattigere, ikke rigere'.

Politisk kommentator på Ekstra Bladet, Henrik Qvortrup, mener, at V-toppen overdramatiserer:

"Venstre overdramatiserer fuldstændig, hvad Socialdemokraterne spiller ud med. Langt det meste af det er jo kendt i forvejen. Løkke lægger derudover ud med at kalde Socialdemokraterne for venstreorienterede, men det er altså samme parti, som han ville i regering med for ganske få dage siden. Det er simpelthen til at blive rundtosset af," lyder vurderingen fra kommentatoren.

Læs mere her.

 

V ønsker permanent grænsekontrol

Grænsekontrollen skal gøres permanent.

Det foreslår Venstre som en del af et nyt grænseudspil.

At få gjort grænsekontrollen permanent skal ske gennem en reformering af Schengen-samarbejdet, lyder det fra Venstre.

”Vi er nødt til at se i øjnene, at vi skal have permanent grænsekontrol. Vi står med nogle udfordringer, som er kommet for at blive - migrationspres, grænseoverskridende kriminalitet og terrortruslen. Derfor har vi som nationalstat brug for at passe på vores grænser, og derfor skal vi have udviklet et nyt Schengen-regime, der giver os mere politisk ejendomsret over vores egen grænse,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han sammen med udlændingeminister Inger Støjberg, og Venstres spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard, præsenterede udspillet.

Som reglerne er i dag kan Danmark alene bede EU-Kommissionen om lov til at forlænge sin grænsekontrol midlertidigt for seks måneder ad gangen. Det har regeringen nu gjort lige siden slutningen af 2015.

Venstre ønsker at reformere Schengen-samarbejdet – der er et samarbejde mellem flere europæiske lande med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser – sådan at Danmark og de andre lande i EU, der har indført midlertidig grænsekontrol, slipper for at skulle søge EU-Kommissionen om tilladelse til at forlænge ordningen.

”For at sige det som det er, så er der brugt mange kræfter på at være kreative for at få det her forlænget hver gang,” sagde Inger Støjberg ved præsentationen af V-grænseudspillet.

De Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti er glade for Venstres udmelding om permanent grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Men begge partier kræver, at grænsekontrollen bliver indført nu i stedet for at vente på, at Schengen-samarbejdet reformeres.

”Vi skal have det indført nu, og så må vi samtidig arbejde for at reformere Schengen-samarbejdet. Men hvis vi skal vente på, at samarbejdet skal reformeres, kan der gå mange år, før det kan ske, siger værdiordfører Naser Khader (K).

Dansk Folkepartis spidskandidat ved EU-valget, Peter Kofod er helt enig:

Dansk Folkeparti ser ingen hindringer for, at Danmark kan indføre permanent grænsekontrol allerede nu.

”Sagen er, at vi allerede kan gøre det, Venstre siger. Vi er med i Schengen på en parallelaftale, så vi kan bare indføre permanent grænsekontrol den dag i morgen, så der er ingen grund til at gøre det hele så bøvlet i EU-systemet.”

Læs mere her.

 

Peter Kofod er spidskandidat til EU: Har 100 procents fravær i Europaudvalget

Peter Kofod er Dansk Folkepartis spidskandidat ved det kommende Europaparlamentsvalg, men han har som nuværende medlem af Folketingets Europaudvalg ikke været til et eneste udvalgsmøde siden 1. januar 2018, skriver JyskeVestkysten.

Avisen spørger på den baggrund, hvorfor han ikke har deltaget i et eneste møde i Folketingets Europaudvalg siden 1. januar 2018:

”Det er, fordi Kenneth Kristensen Berth er vores Europa-ordfører. Når mandaterne skal afgives, i forhold til hvad regeringen må og ikke må forhandle sig frem til, så er det Kenneth, der på vegne af Dansk Folkeparti går ned og afgiver de mandater og stiller de spørgsmål, der skal stilles. Hvis ordføreren er forhindret i at møde frem, vil han typisk bede et andet medlem fra Dansk Folkeparti om at gå ned og aflevere mandaterne.”

Peter Kofod forklarer videre, at han har fokuseret at passe Retsudvalget som DF’s retsordfører.

Læs mere her.

 

Nye Borgerlige-kandidat trækker sig

En folketingskandidat for Nye Borgerlige på Fyn, Martin Pateau, har med kort varsel trukket sig som folketingskandidat. Det skyldes, at en af hans bekendte har lagt oplysninger op på Facebook om en gammel dom for hjemmerøveri.

”Der er en gammel bekendt, der har lagt et opslag op på Facebook, hvor han trækker fat i en fortid fra mine teenageår, hvor jeg lavede noget kriminelt,” siger Martin Paetau til DR.

Søndag aften accepterede hovedbestyrelsen i partiet, at Martin Paetau trak sit folketingskandidatur, oplyser Berlingske.

Ifølge TV2/Fyn er Martin Paetau blevet bedt om selv at trække sig - ikke fordi han har en kriminel fortid, men fordi han ikke fortalte det til hovedbestyrelsen, da han stillede op.

Martin Paetau var oprindeligt medlem af Dansk Folkeparti, men skiftede for et par år siden til Nye Borgerlige.

Læs mere her.

 

TV 2 erkender: Vi begik en fejl i statsministerduellen

Det faldt flere seere for brystet, at en kommunikationschef for de danske friskoler fik lov at stille kritiske spørgsmål til Socialdemokraternes ønske om at skære i tilskuddet til friskolerne - uden at seerne kendte spørgerens baggrund.

Søndag aften bragede de to mest sandsynlige statsministerkandidater sammen i den første direkte duel på TV 2, hvor det var det deltagende publikum, som stod for spørgsmålene.

Dansk Friskoleforenings kommunikationschef Maren Skotte stod bag kritiske spørgsmål om Socialdemokratiets ønske om at skære i tilskuddet til friskolerne - vel at mærke uden at publikum kendte til hendes baggrund.

Det fik fik formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Frederik Vad Nielsen, til at reagere på Twitter:

placeholder

Redaktionschef ved TV 2 Nyhederne, Svend Rasmussen, forklarer over for BT, at han ærgrer sig over den manglende varedeklaration. Han betegner det som både ”irriterende” og en ”fejl”.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet