Venstrefløjen bør vælge sine kampe

Leder: Hvis venstrefløjen brugte ligeså mange kræfter på at begrænse finanssektorens og kapitalismens enevæld, som vi bruger på at diktere det gode liv overfor de der burde være vores kernevælgere, så stod vi nok en del stærkere i disse år.
For år tilbage måtte man ryge over alt. På de fleste uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, i fly og tog, på restauranter og barer. Heldigvis fik vi i 2007 en rygelov der ændrede billedet.  Loven har virket og passiv rygning er blevet formindsket gevaldigt. Samtidig med dette, er oplysningen om tobakkens skadelige virkninger blevet intensiveret og rygestopkurser er blevet mere tilgængelige. Ingen tvivl om at denne udvikling er god og nødvendig. Men her stopper det logiske, såvel som det sympatiske.

I den seneste tid er skruen blevet strammet en omgang for meget. To nylige eksempler viser politikernes overdrevne ønske om at fremstå handlekraftige, uanset hvad folk mener.

Jeg frygter derfor, at initiativet i stedet vil føles som et angreb på den mor, der tager sig en enkelt smøg imens hendes dreng glad rutsjer ned af banen.

Første eksempel er Regions Sjælland, der fra 1. august indfører et totalforbud mod rygning i arbejdstiden. Det vil altså sige, at kontormedhjælperen der går udenfor og tager en enkelt cigaret risikere at bliver fyret.  Væk er bekymringen om passiv rygning. Nu bestemmer arbejdsgiveren åbenbart også over de ansattes pauser. Hermed følger regionen efter Aarhus kommune, der indførte et lignende forbud til trods for stor utilfredshed blandt de ansatte.

Andet eksempel stammer fra København, hvor man har indført såkaldte røgfrie legepladser. Umiddelbart kan det synes sympatisk, men jeg synes det kommunale initiativ er lige dele ligegyldig symbolpolitik og lige dele hetz mod en gruppe mennesker der ikke passer ind.  Mig bekendt ligger byens legepladser udenfor. Det vil sige at osen fra bilerne er et markant større sundhedsproblem for de legene børn.  Derudover viser rygere efter min erfaring hensyn og kæderygning på de københavnske legepladser reelt er et meget sjældent syn (det hører jeg i hvert fald fra mine venner med små børn). Jeg frygter derfor, at initiativet i stedet vil føles som et angreb på den mor, der tager sig en enkelt smøg imens hendes dreng glad rutsjer ned af banen.

I øjeblikket opleves der stigende politik- og politikerlede blandt visse grupper i samfundet. Blandt disse mennesker, der i langt overvejende grad befinder sig i samfundets nedre lag, er uden tvivl en del rygere. De synes faktisk selv de ved hvad der er bedst for dem selv og de ønsker at tage ansvar. Før i tiden var mennesker som disse faktisk venstrefløjen og socialdemokratiets kernevælgere – i dag gør vi alt vi kan for at jage dem væk.

Vi kommer alt for let til at placere os i et elfenbenstårn, hvor alle de spelt-spisende, maraton-løbende, ingefær-drikkende hellige kan diktere, hvad der er det gode liv for arbejderklassen

Det handler ikke om, at vi pludselig skal være ekstreme liberalister og ”lade fanden tage den sidste”. Jeg tror stadig på at fællesskabet, kan give den enkelte større, reel frihed. Det må bare aldrig handle om at moralisere og om at diktere det rigtige liv. Som jeg tidligere har skrevet, er frihed for folket en hjørnesten i Socialdemokratiets idéarv. I jagten på hurtigt at virke handlekraftig ville det være vanvittigt at glemme vores udgangspunkt.

At tage vare på folkesundheden er hjørnesten på venstrefløjen. Men der må ganske enkelt være andre metoder, end konstant at finde på nye begrænsninger og forbud. Vi kommer alt for let til at placere os i et elfenbenstårn, hvor alle de spelt-spisende, maraton-løbende, ingefær-drikkende hellige kan diktere, hvad der er det gode liv for arbejderklassen. Her bør socialdemokratiet ikke placere sig. For os må det være vigtigere at tage reelle opgør med de strukturer, der hæmmer det enkelte menneske – end at diktere den gode livsstil.

Hvis man på venstrefløjen brugte ligeså mange kræfter på at begrænse finanssektoren enevældighed, som man brugte på at diktere den rigtige livsstil, så havde vi nok lidt mere vind i sejlene i disse kriseår.

Beskæftigelsesminister (S)


placeholder

Annonce