Venstrefløjen må bekæmpe Putins danske disciple

Mens respekterede meningsdannere og politikere på den dansk højrefløj hylder Vladimir Putins krigspolitik, forholder Venstrefløjen sig passiv. Hvorfor?
Hvordan kan det være, at dele af højrefløjen i Danmark har bedrevet blind tilbedelse af en statsterrorist som Vladimir Putin?

Konflikten mellem Rusland og Ukraine har varet et godt stykke tid. Siden Ruslands kyniske og nådesløse annektering af Krim-halvøen, og de efterfølgende kamphandlinger i de østukrainske provinser, har tusindvis mistet livet, og 250.000 mennesker er fordrevet fra deres hjem.

De fysiske ødelæggelser i Ukraine er enorme, og de udfordrer landets i forvejen svage økonomi. Våbenhviler er blevet indgået for så at blive brudt igen. Frygten for Ruslands overgreb har lammet store dele af den ukrainske befolkning.

Selvom konflikten langtfra er afsluttet, og vi jævnligt hører om angreb fra pro-russiske oprørere, så kan vi efterhånden danne os et overblik over konfliktens udvikling. Hvis man bruger tid på at reflektere over konfliktens forløb, så er der en række spørgsmål, der popper op i ens hoved. Hos mig knytter en del af spørgsmålene sig til den hjemlige debat om konflikten i almindelighed, og Ruslands ageren og rolle i særdeleshed. Der er især ét spørgsmål, som bliver ved med at florere i mit hoved:

Hvordan kan det være, at dele af højrefløjen i Danmark har bedrevet blind tilbedelse af en statsterrorist som Vladimir Putin?

På trods af Putins gentagne overgreb på Ukraines nationale suverænitet, og åbenlyse militære støtte til pro-russiske lejesvende, har respekterede meningsdannere og politikere på den danske højrefløj brugt tid på at hylde mandens krigspolitik. I stedet for at stå sammen om det internationale samfunds fordømmelse af Putins nederdrægtige forsøg på at skabe ustabilitet i Ukraine har man udtrykt respekt for hans ageren.

Der er en kamp på højrefløjen om, hvem der er bedst til at knuselske Vladimir Putin. En grundlæggende usympatisk og demokratifjendtlig kamp, som kræver offensiv modstand. Derfor burde man også have forventet kraftige reaktioner herhjemme.

Søren Krarup er et godt eksempel på det.

Dansk Folkepartis åndelige overbygning og tidligere sognepræst anser slet ikke Putin for at være en skurk. Tværtimod mener han, at skurkerollen bør tilfalde EU, fordi unionen har forsøgt at trække Ukraine væk fra landets værge: Kreml-regimet i Moskva.

Det kom blandt andet til udtryk i et debatindlæg i Berlingske den 19. september, hvor man kunne læse følgende:

”Er det ikke dette ægte, nationale udgangspunkt, der bestemmer Putins reaktion på Ukraines forsøg på at sprænge det nationale fællesskab, der historien igennem har bestået mellem Rusland og Ukraine (…)?”

Og senere i samme debatindlæg står der således:

”Men hvis EU og nu også NATO (…) fører sig frem i Ukraine for at lokke denne russisk-prægede provins til at undsige og skille sig fra det Rusland, det historien igennem har tilhørt, er det så mærkeligt at Rusland bliver stejl?”

Det er rystende læsning. I stedet for at stille sig på den ukrainske regerings side og insistere på landets ret til at forsvare eget territorium, bruger Krarup sin tid på at forsvare besættelsesmagtens påståede ret. En absurditet som er ekstremt afslørende, og som fuldstændig undergraver Krarups livskamp for nationalstaternes ukrænkelige suverænitet.

I hans øjne er Ukraine ikke andet end en provins, og Rusland har ret til at gribe ind, hvis Ukraines politiske udvikling går imod Kremls våde sovjetdrømme.

Med den usympatiske tilgang til konflikten kunne man have håbet på, at Krarups parti ville lægge afstand til synspunkterne. Men næ nej, det har Dansk Folkeparti ikke brug for. For Danmarks tredjestørste parti er – også i denne sag – helt på bølgelængde med deres åndelige orakel. I hvert fald udtalte Søren Espersen til DR tilbage i marts, at man burde respektere resultatet af den ulovlige folkeafstemning på Krim, der endte med et rungende ja til løsrivelse fra Ukraine.

Der er en kamp på højrefløjen om, hvem der er bedst til at knuselske Vladimir Putin. En grundlæggende usympatisk og demokratifjendtlig kamp, som kræver offensiv modstand. Derfor burde man også have forventet kraftige reaktioner herhjemme. Både fra danskerne i almindelighed, og venstrefløjen i særdeleshed.

Men desværre er det ikke det, vi har oplevet. I andre europæiske lande har der været en langt stærkere debat om dele af højrefløjens støtte til Putin – blandt andet om Front Nationale i Frankrig – men vi har stort set ikke haft debatten herhjemme.

Der er respekterede skikkelser i det politiske miljø, der negligerer overgreb fra en besættelsesmagt. Putin har åbenbart en række danske disciple, som er helt forelskede i hans kristne korstog, men som ikke kan se blodet på korsfarerens hænder.

Hvor er den danske venstrefløj henne? Her er en sag, hvor man i den grad kunne udstille hykleriet på højrefløjen, og alligevel har vi oplevet en kronisk tornerosesøvn i venstre side af folketingssalen.

I stedet for kaste sig ind i værdikampen har man udelukkende haft et realpolitisk fokus, der mest af alt har handlet om begrænsede sanktioner mod Rusland. Men det grundlæggende forsvar for demokrati, staters suverænitet og frihedsrettigheder er udeblevet.

Jeg tror desværre, at reaktionen – eller mangel på samme – fra venstrefløjen skyldes, at man er bange for at gå alt for hårdt til en præsident, som man er energipolitisk afhængig af. På trods af, at vi har en progressiv regering, der på mange måder har ført en god og demokratifremmende udenrigspolitik, så tør man ikke for alvor sætte hælene ned over for lande som for eksempel Kina og Rusland. De vage og forsinkede retoriske fordømmelser og politiske handlinger giver et enormt spillerum til dele af højrefløjens absurde holdninger. Disse holdninger får tit lov til at stå uimodsagte i debatten, og dermed er man med til indirekte at legitimere dem.

For idéen om, at historiske, kulturelle og religiøse argumenter kan legitimere forbrydelser og terrorisme, lever i bedste velgående i dansk debat. Den kan i sin yderste konsekvens føre til endnu mere vold. Der er respekterede skikkelser i det politiske miljø, der negligerer overgreb fra en besættelsesmagt. Putin har åbenbart en række danske disciple, som er helt forelskede i hans kristne korstog, men som ikke kan se blodet på korsfarerens hænder.

Derfor må venstrefløjen komme på banen og bekæmpe disse disciple. Sætte demokrati og frihedsrettigheder over kortsigtede politiske hensyn. Tavshed fører nemlig til blindhed, og det er lige præcis det, den russiske præsident ønsker sig.

For blindhed skygger nemlig for det åbenlyse faktum, at Vladimir Putin blot er en korrumperet KGB-agent med mindreværdskomplekser. En simpel forbryder.

Frederik Vad Nielsen (f. 1994) studerer samfundsvidenskab på RUC, er redaktør på magasinet DSU'eren og medlem af DSU's forretningsudvalg.

Formand for Danmarks Socialdemorkatiske Ungdom (DSU)


Kommentarer fra Facebook